Læsetid: 5 min.

Familien Barrymores forbandelse

Hans far var en af 1920’ernes og 30’ernes helt store skuespillere, hans datter en af vor tids mest populære skuespillerinder og producere. Selv opnåede nyligt afdøde John Barrymore Jr. aldrig at blive meget mere end en vittighed
24. december 2004

Portræt
Det vakte ikke større pressebevågenhed i Danmark, men den 1. december blev John Drew Barrymores død offentliggjort i Los Angeles. Dette er et berømt navn, selv om jeg tvivler på, at én ud af 1.000 vidste, at han overhovedet eksisterede, eller at han blev 72 år. Han var spøgelset i én af Amerikas mest berømmelige familier, og far til Drew Barrymore, 29 år, én af vor tids mest populære skuespillerinder og producenter.
Hvem kender ikke Drew som det yndige barn i klassikeren E.T.? Vi ved, at Drew var stofmisbruger i sine helt unge dage. Vi forstår, at hun var et vrag, og vi glæder os over, at hun igen har fået styr på sit liv.
Men John Drew Barrymore var søn af en mand, der nød endnu større berømmelse i sin tid. Jeg taler her om John Barrymore (1882-1942), der blev tilbedt over hele verden i begyndelsen af 1920’erne for sin Richard III og Hamlet.

Broadways kongefamilie
Tidens førende anmelder, John Mason Brown, sagde om Barrymores Hamlet:
»Jeg har set Hamlet opført mange gange, og nogle har været bedre skrevet eller mere solidt udført. Men John Barrymores slanke, stolte skikkelse, hans magre profil som en russisk ulvehund, og hans fyldige ansigts fyrstelige skønhed vedbliver for mig at være selve kropsliggørelsen af danskeren. Hans Hamlet havde et knusende vid. Hans Hamlet rådede over foragt og lidenskab. I al sin mangel på disciplin gnistrede han af lynende personlighed.«
Hele hans liv er beskrevet dér: Udseendet – han blev kaldt den Store Profil; hans fremragende udførsel af klassiske roller; og det ’udisciplinerede’. Og dette var mildt sagt. For midt i alt sit talent var John Barrymore et syndens barn, en umættelig kvindebedårer og en spektakulær drukkenbolt.
Han lavede film, mens han var på toppen: Dr. Jekyll og Mr. Hyde; Sherlock Homes; Ahab i Moby Dick; Don Juan. Men vi kender bedst John Barrymore som det oppustede ansigt, som den store frikadelle, som en meget morsom, selvdestruktiv mand. Hans klassiske præstation i denne retning er som Oscar Jaffe overfor Carole Lombard i Howard Hawks storslåede Twentieth Century.
John var også lillebror til to andre store skuespillere: Lionel (1878-1954), der var så forkrøblet af gigt, at han endte med at spille i en rullestol. Nogle husker ham måske som skurken Potter i Det er vidunderligt at leve. Deres søster Ethel (1879-1954) var en smuk teaterstjerne, der udviklede sig til en vidunderlig, gnaven ældre dame i film som Portrait of Jennie, The Spiral Staircase og None but the Lonely Heart (hvor hun vandt en Oscar for rollen som Cary Grants mor).
De var kendt som Broadways kongefamilie, og der var sjældne glæder såsom filmen Rasputin and the Empress, hvor John og Ethel er Prins Youssoupoff og zarinaen, og Lionel er Rasputin.

En taber
Forestil dig nu, at du er John Blythe Barrymore Jr., senere kendt som John Drew Barrymore, født i Los Angeles i 1932, og søn af den allerede 50-årige ’Store Profil’ og Dolores Costello, en forhenværende børnestjerne, der havde spillet med John i The Sea Beast (1926). Deres ægteskab holdt knap tre år, og Dolores er måske mest kendt for sin tragiske præstation som Isabel i Orson Welles’ The Magnificent Ambersons (en berømt kommerciel fiasko).
John Jr., der var en særdeles flot fyr, kom fra en familie af skuespillere gennem generationer. Han har muligvis til tider tænkt tanken, at hvis nogle af hans børn gik efter succes i showbusiness, så talte al sandsynlighedsregning for, at han var chanceløs. På den anden side – hvad skulle han ellers lave?
Han fik en advarsel: Hans halvsøster, Diana, barn af Johns tidligere ægteskab, døde som 39-årig. Hun havde spillet nogle få roller, men var bedst kendt som forfatter til bogen Too Much, Too Soon, der beskrev hendes ulykkelige erfaringer med mænd, skilsmisse, sprut og selvmordsforsøg.
John Jr. blev sendt på St. Johns Militærakademi, og han så så godt som aldrig sin far, der døde, da John Jr. var 10 år gammel. Men i kraft af sit udseende og gode navn fik han i de tidlige 1950’ere et par filmroller. Særligt bemærkelsesværdig var hans uregerlige teenager i The Big Night, den sidste film fra Joseph Loseys hånd, inden instruktøren blev blacklistet og var nødt til at flygte ud af landet. Dette er ikke en af Loseys bedre film, men den triste sandhed var, at Barrymore lignede en taber.

Fra Amerika til Europa
Han giftede sig med en skuespillerinde, Cara Williams, der var syv år ældre end han, og han kom i vanskeligheder på grund af voldelige husspetakler med hende. Han røg i fængsel adskillige gange for uforsvarlig kørsel og alkoholisme, og han blev smidt ud af sin egen fagforening. Det var i et af sine comebacks, at han tog navnet John Drew Barrymore.
Han arbejdede nogle år i Amerika, og derefter i Europa: High School Confidential, Night of the Quarter Moon, The Night They Killed Rasputin, hvor han spillede Prins Youssoupoff og Edmund Purdom spillede Rasputin (dengang var det en falliterklæring at være med i samme film som Purdom).
Nogle ville måske sige, at den unge Barrymore aldrig fik en rigtig chance, eller at talentet ikke rakte længere. Nogle sagde, at han var ustabil og farlig for sig selv og sine omgivelser. Ikke længe efter, at den eksilerede Losey ankom til England, fulgte Barrymore efter, påfaldende solvent, bare for at hænge ud.
Måske var det et udtryk for paranoia, men Losey var overbevist om, at Barrymore blev betalt af FBI for at indsamle beviser mod sin tidligere instruktør.
Det lyder som materiale til en ganske lovende film noir; ja, faktisk lyder det langt mere interessant end nogle af de film John Barrymore Jr. nåede at lave.
Mens han levede, var han en far, som den meget unge Drew lærte, at hun måtte holde ude af sit liv, hvis hun skulle have en chance for at overleve.

Et spøgelsesliv
Forestil Dem dette vrag leve i 72 år. Forestil Dem, at han altid blev præsenteret som »John Barrymore«. Forestil Dem smerten ved alle de nedsættende vittigheder. Det er en hård verden for den middelmådige, der lever under byrden fra en umådelig familietradition. Det siges, at Barrymore senere i livet trak sig tilbage for at leve i ørkenen uden for Los Angeles. Var det for at slippe for at blive præsenteret og genkendt? Eller var det, fordi han, som den fiasko han var, her kunne blive ved at drømme om sit liv som prins?
Der er naturligvis undtagelser: Vi har tre Huston-generationer, der alle har talent og lever rimeligt lykkeligt. Vi har alle blomsterne på det vidt forgrenede Redgrave-træ. Sofia Coppola har foldet sig fuldt ud, netop som hendes far er begyndt at stille sig tilfreds med at lave vin. Men at være barn af en stor stjerne er ofte ensbetydende med at leve et spøgelsesliv.
Listen over tilfældige dødsfald, sammenbrud og selvmord blandt stjernernes børn er én af de Hollywoodhistorier, der bliver fortalt med dæmpede stemmer. Ørkener er for mennesker, der har gennemskuet samfundets og berømmelsens lokkende forlorenhed. Jeg er sikker på, at mange, der havde kendt John Barrymore Jr., læste hans korte nekrolog og forundredes over, at han stadig var i live så sent som dagen forinden.

©Independent og Information

*Oversat af Tomas Skov

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu