Læsetid: 6 min.

Fanatikeren er den største tvivler

Religionen er brændstof for fanatismen. Derfor må vi sekularisere vores samfund og derpå få gang i en bedre dialog med de troende i vores samfund, mener Henrik Nordbrandt. Ellers vil vi se fanatismen finde yderligere grobund
14. december 2004

Interview

Bekymret. Rystet. Men desværre ikke overrasket. Sådan reagerede Henrik Nordbrandt, da han erfarede, at den hollandske filminstruktør Theo van Gogh var blevet myrdet, tilsyneladende af en muslimsk fundamentalist. »Salman Rushdie blev ikke slået ihjel, men det var fordi han blev beskyttet. Ellers var han ganske givet blevet slået ihjel. Det var noget, jeg havde ventet ville ske før eller siden. Og det kan vel også til at ske her i Danmark på et eller andet tidspunkt.« En måned er der gået efter mordet på Theo van Gogh, Henrik Nordbrandt, der har rejst og levet i en række muslimske lande og studeret islam indgående, har haft tid til at reflektere over, hvordan det kunne komme så vidt. Hvorfor en kunstner måtte lade livet, skudt og stukket ned af en fanatisk muslim på åben gade. »Religion er et fantastisk godt brændstof for fanatisme. For det er fanatismens natur, at jo mere idiotisk en sag, man kæmper for, jo flere kræfter skal der til for at opretholde ens egen tro på sagen. Det er det, der skaber fanatismen. Som den svenske digter Tomas Tranströmer har skrevet, så er fanatikeren den største tvivler. Hvis man er fuldstændig overbevist om, at man har ret i det, man gør, behøver man jo ikke være fanatiker. Det er tvivlen, der skaber fanatismen, for tvivleren ved inderst inde, at det han eller hun kæmper for, er noget vås.«

Religionen er truslen
Henrik Nordbrandt ser en særlig fare for, at islam udvikler sig i en ekstrem retning. Som den har gjort ikke mindst i de senere år, hvor terrorisme er blevet synonym med islamisk fundamentalisme. »Hvis man ser på grundlaget for kristendommen og for islam, så må man sige, at Jesus var jo en fredens mand. Han var en mand, som betragtede sig selv som profet, og hans tilhængere betragtede ham som profet, og han gik rundt og prædikede. Muhammed var foruden at være profet også hærfører og statholder, og han lod i nogle tilfælde sine modstandere snigmyrde. Sådan som det blandt andet skete for den kvindelige digter Asma Bint Marwan. Jesus slog ikke nogen ihjel, men Muhammed fik slået en hel del ihjel, så der er en grundlæggende forskel der.« Alligevel fastholder Henrik Nordbrandt, at det er religionen, der er kilden til fanatismen. Ikke islam, ikke kristendommen, men religionen. »Man skal bekæmpe den radikale islam, det er klart. Men man må gøre sig klart, at fundamentalisme ikke er noget, der kun eksisterer indenfor islam. Der eksisterer jo også en kristen fundamen-
talisme. Det oprindelige grundlag for de to religioner er i bund og grund det samme. En patriarkalsk forestilling om, at der sidder en fader oppe i himlen og siger, at ’det der må I, og det der skal I, og det der må I ikke, osv.’. Så grundlaget for de to religioner er det samme. Der er meget stor forskel i den formelle udformning af dem, for islam påstår jo, at Koranen er guds ord. Det nye Testamente er jo ikke nødvendigvis guds ord, og derfor er det nemmere at fortolke og forholde sig kritisk til.«
Igen understreger Henrik Nordbrandt dog, at det ikke er et spørgsmål om, at islam er det onde. »Ser man på historien, er der jo ingen tvivl om, at kristendommen har været skyld i langt flere forbrydelser end islam,« bemærker han og tilføjer.
»Når man siger 11. September, tænker man på de 3.000 uskyldige mennesker, der omkom i World Trade Center. Men hvor mange lige så uskyldige muslimer er ikke senere blevet dræbt af amerikanske soldater?«

Sekularisering nødvendig
»Jeg tror, at den radikale form for islam er meget, meget farlig. Og vi er i tolerancens navn for sent blevet opmærksomme på den fare. Men man skal være meget forsigtig med ikke at lade det gå ud over muslimer og diskriminere muslimer på grund af den radikale udlægning af islam. De fleste muslimer er jo ikke mere muslimske, end medlemmerne af den danske folkekirke er kristne.« Men hvordan kommer man fanatismens uvæsen til livs? Hvordan sikrer vi os, at der ikke udvikler sig van Gogh-mordere på samlebånd i Europa, som med mellemrum skaber frygt og terror?
Henrik Nordbrandt mener ikke, at vi kan komme fanatismen fuldstændig til livs.
»Det er fanatismens natur, at tvivleren skal overbevise sig selv om, at det som han eller hun tvivler på, er det rigtige. Derfor vil der altid være fanatisme.«
Noget kan og bør vi dog gøre, mener Henrik Nordbrandt. Han efterlyser en bedre dialog mellem muslimerne og det omkringliggende samfund i Europa.
Inden der kan skabes dialog, bliver vi imidlertid nødt til at forholde os til, hvilken rolle religion skal spille i vores samfund. I dag diskuterer vi knap nok religionens betydning i vores samfund, men tager det som en selvfølge, at den skal spille en rolle i det offentlige rum. Det irriterer tydeligvis Henrik Nordbrandt. Han forbeholder sig retten til som ikke-troende at sige sin ærlige mening om kristendom og islam.
»Religion anser vi for noget helligt og ukrænkeligt. Det er en forestilling, der ligger dybt i befolkningen, selvom danskerne ikke er særlig religiøse. Men selvfølgelig er religionen ikke ukrænkelig. Jeg ser religionen som en kolossal dumhed, både kristendommen og islam. Bare fordi kristendommen er gammel er den ikke fin. En dumhed bliver jo ikke mindre dum af at være gammel.«
Start med de moderate
For Henrik Nordbrandt er og bliver religion et privat anliggende. En total sekularisering af det danske samfund er en forudsætning for et opgør med enhver form for religiøs fanatisme.
»Man skal være meget forsigtig med at bruge kristendommen til at slå muslimerne oven i hovedet med. I stedet må man insistere på, at vi skal have en stat, der er fuldstændig sekulær. Folkekirken som institution i det danske samfund er meget skadelig. Man ville have en langt bedre dialog, hvis man afskaffede den statsreligion, som vi har. Vi har et kirkeministerium eksempelvis, med en kristen fundamentalist som minister oven i købet i øjeblikket. Så længe vi har det, så er mulighederne for dialog meget ringe. Lad os få afskaffet det lort, rent ud sagt.«
Når det er sket, er luften måske renset, så der kan komme en konstruktiv og ligeværdig dialog i gang her hjemme. Ikke mindst mellem troende muslimer og resten af samfundet. »Vi taler stort set ikke sammen. Vi må tale om de her ting. Hvordan tolker man, hvad der står i koranen uden at være fanatisk. Der skal en meget dybere diskussion i gang, hvor man virkelig går til rødderne af ondet. Det har man undgået. Jeg mener, at man gør det forkerte her i Danmark, fordi man har en tendens til at bruge kristendommen som argument overfor muslimerne og sige, at den er meget bedre. Man må gøre det logisk og gå ind ikke fra et religiøst synspunkt men fra et menneskeligt synspunkt. Hvordan lever vi med de her ting, og hvordan opfører vi os ordentligt overfor hinanden.« Henrik Nordbrandt anerkender dog, at det kan være svært at argumentere med fanatikere. Som i tilfældet med van Gogh-mordet, hvor flere radikale muslimer har hævdet, at det var blasfemisk, at skrive Koranvers på en nøgen kvindekrop, sådan som Theo van Gogh gjorde det i sin film Submission. »Ifølge koranen har Gud skabt alt. Det vil sige, at han har skabt kvindekroppen, og han har også skabt de vers, der står i Koranen, som er skrevet på en kvindekrop i van Goghs film. Hvordan kan det være blasfemisk?,« spørger Henrik Nordbrandt og ryster opgivende på hovedet. »Men det er jo heller ikke sikkert, at man skal begynde med fanatikerne. Det kan være, at man skal begynde med dem, der bare er troende, men ikke er fanatikere. Fanatikerne kan jo kun eksistere, hvor der er en jordbund af folk, der tror på det samme, men som ikke er fanatikere. Hvis man nu kan isolere fanatikerne ved at tale med de fornuftige i systemet. Fanatikerne er trods alt en lille skare. Der er ikke nogen anden vej end dialog. Man burde nedsætte nogle råd, som havde til opgave at finde ud af, hvordan man skaber en ordentlig dialog. En ting er uddannelse, men det næste skridt er den dialog mellem de forskellige kulturer. Der er mange indvandrere, der vil bevare deres egen kultur. Det er helt fint, men samtidig skal vi have en ordentlig dialog med dem. Det er begyndt, men der har været alt for lidt, og der skal være meget mere af den slags.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her