Læsetid: 3 min.

Det farlige demokrati

USA bryder sig ikke om en FN-rapport om demokrati i den arabiske verden, så rapporten bliver ikke offentliggjort. Tonen er for kritisk, selv om Bush vil udbrede demokrati i Mellemøsten
23. december 2004

USA bryder sig ikke om en FN-rapport om demokrati i den arabiske verden, så rapporten bliver ikke offentliggjort. Tonen er for kritisk, selv om Bush vil udbrede
demokrati i Mellemøsten

UDVIKLING
TEL AVIV – Amerikansk modvilje mod visse formuleringer i den tredje såkaldte Arab Human Developement Report, har fået udgiveren, FN’s Udviklingsprogram (UNDP), til at stille offentliggørelsen i bero.
»Vi plejer at blive underrettet i meget god tid, men har intet fået at vide,« siger Dalia Bejani, som skriver om økonomi og udvikling for The Jordan Times i Amman.
»Rapporten skulle udkomme i begyndelsen af januar, så der er helt givet tale om en diplomatisk krise mellem den amerikanske regering og UNDP. Den omhandler regeringsformer og frihed i den arabiske verden, og i øjeblikket ved jeg, at det bekymrer amerikanerne meget, hvad vi selv tænker om disse emner.«
UNDP’s rapportserie, som bliver skrevet af lokale analytikere og eksperter, kom første gang i 2002, hvor den identificerede tre såkaldte underskudsområder i regionen: viden, ledelse og frihed samt forskellige kønsrelaterede problemstillinger.

Absurd kontrovers
Den rapport, der nu måske er ved at udkomme, ser på styreformer og frihedsrettigheder. Altså demokrati, men det er ikke uproblematisk.
»Washington vil have hele verden til at kalde den israelske ministerpræsident Ariel Sharon en ’fredens mand’, og krigen og besættelsen af Irak en ’befrielse’ for at fremme arabisk demokrati,« skrev redaktøren af det libanesiske dagblad The Daily Star, Rami Khoury, i denne uge og satte dermed sin finger på, hvad der kan have udløst krisen.
»Jeg har af gode grunde ikke læst rapporten, men kan forestille mig, at det er sådanne ting, amerikanerne er utilfredse med,« siger Dalia Bejani.
Hun ser det som absurd, at denne kontrovers opstår netop i en tid, hvor Bush presser på for at demokratisere den arabiske verden.
»Men det har sikkert noget at gøre med, at de demokratimodeller, rapporten opstiller, ikke passer ind i amerikanernes strategi for denne del af verden,« forklarer hun. »UNDP-rapporternes store værdi er, at de er skrevet af arabere og for arabere, og netop i disse tider, hvor George Bush så gerne vil sætte dagsordenen i hele Mellemøsten kan dette ikke undgå at skabe konflikt.«

Arabisk tænketank nu
Officielt vil UNDP ikke vedkende sig nogen krise. Organisationens talskvinde, Nadine Shamounky, der tilfældigvis opholder sig i Jordan da Information fanger hende på mobiltelefonen, indrømmer at udgivelsesdatoen er ’uafklaret’, men hun vil ikke forklare hvorfor.
»Der er ikke blevet lagt pres på UNDP. Rapporten udkommer i løbet af januar,« fastholder hun.
På FN-organisationens Amman-kontor er pressechef Amal Tartir ligeså tillukket, men på regionalkontoret i Cairo vil en medarbejder gerne udtale sig anonymt: »Jeg kender ikke detaljerne, men ved at der har været ganske alvorlige problemer i forhold til Washington.«
Sidste år reducerede USA sit årlige bidrag til UNDPs budgetter fra 101 til 89 millioner dollar, og truer ifølge Khoury med yderligere nedskæringer hvis rapporternes ordlyd ikke falder i hak. Dette ser han som en stor fare for organisationens arbejde, og foreslår, at der oprettes en uafhængig arabisk tænketank, hvorfra fremtidige rapporter kan udkomme.
»Når den amerikanske regering taler om at fremme arabisk frihed, og samtidig bruger økonomisk afpresning for at knuse frit tænkende arabisk aktivisme, er kendetegnende for Washingtons dobbeltmoral, anmassende arrogance og pro-israelske holdninger, der får så mange til at kritisere USA,« argumenterer Khoury.
»Det er vægtige og veldokumenterede rapporter, som mange regeringer virkelig retter sig efter,« forklarer Dalia Bejani videre.
»Her i Jordan har rapporterne haft stor betydning, og blot mistanken om, at de er underlagt amerikansk censur, vil betyde et kæmpe tab af troværdighed. Rapporterne er fremadrettede, de er arabiske, og det vil være katastrofalt, hvis Washington også prøver at styre den del af vores tilværelse«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her