Læsetid 12 min.

Farvel til myten om den negative sociale arv

Den negative sociale arv er en illusion. En yderst skadelig illusion, som forskere og socialarbejdere har opbygget, værnet om og misbrugt gennem mere end 30 år. Det mener forfatterne til en ny bog om begrebet, som er blevet politikernes bedste ven – og ideelle fjende
17. december 2004

socialforskning
»Børn begynder at drikke som 12-årige, fordi deres forældre gør det.« »Dårlige sociale forhold overføres fra én generation til den næste.« »Forældres ulykke går automatisk i arv til børnene.« Ordlyden varierer, men budskabet er altid det samme, når skiftende regeringer blæser til kamp mod den negative sociale arv: Det er svært at være mønsterbryder, og er man født ind i en familie med sociale problemer, er der stor risiko for, at man vil give problemerne videre til sine børn – siger politikerne. Problemet er bare, at det langt fra er sandheden. Kun en forsvindende lille del af landets socialt belastede familier oplever, at enkelte problemer opstår i flere generationer, og den storstilede indsats, som politikerne lancerer, gør mere skade end gavn. Stigmatiseringen af udsatte grupper skaber nemlig ofte en selvopfyldende profeti. Den negative sociale arv er til gengæld blevet en bekvem fjende for politikerne, mener sociologen Morten Ejrnæs, som sammen med statistikeren Gorm Gabrielsen og sociologen Per Nørrung advarer mod udbredelsen af begrebet i bogen Social opdrift – social arv. »Troen på den sociale arv gør det nemt for politikerne at bortforklare alvorlige sociale problemer med henvisning til negativ social arv og legitimere enhver indsats i bekæmpelsen af den. På den måde forfladiges den socialpolitiske diskussion, og tiltagene bliver tilfældige eller kommer til at afspejle skiftende politiske aktørers personlige præferencer,« siger Morten Ejrnæs. Den negative sociale arv er en fjende, som alle kan blive enige om at bekæmpe, fordi den er blevet repræsentant for alt det onde. Og hvis de alvorlige sociale problemer, som eksisterer i velfærdssamfundet, kan forklares med den sociale arv, så er de trygt placeret, mener han.

»Det er jo altid ubekvemt for magthaverne, at de ikke bare kan få alle problemer til at forsvinde ved at knipse med fingrene, og derfor er det en fordel for dem at placere ansvaret på en fjende, som ingen ønsker at forsvare,« siger Morten Ejrnæs.
Han mener, at begrebet ’den negative sociale arv’ efterhånden er blevet så indholdstomt, at politikerne kan lancere stort set hvad som helst under dække af, at det er et led i kampen mod denne usynlige fjende. Kampen mod den negative sociale arv er blevet et alment accepteret politisk redskab til at forebygge og behandle sociale problemer, og den bruges til at legitimere en lang række socialpolitiske tiltag lige fra tvangsaktivering og skærpet overvågning af forældrene til familierådslagning og længere barselsorlov. »Forslagene kommer blot til at ligne ideologien i den siddende regering, og dermed får man ikke den gode diskussion af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Der er jo ingen befolkningsgruppe, som føler sig ramt og rejser sig og siger, at den ikke vil gøres til syndebuk.«

Kampen mod den negative sociale arv truer ingen magtfulde organisationer, ethvert tiltag, der retter sig mod at bryde den sociale arv kan på forhånd forventes at møde forståelse, accept og respekt, og så længe der findes sociale problemer, kan de tages som direkte udtryk for den sociale arvs virkning. Det har ført til, at bekæmpelsen af den negative sociale arv er blevet et samfundsanliggende eller en folkesag, og at kampen kan fortsætte i det uendelige. Begrebet social arv giver tilsyneladende en troværdig forklaring på, at der stadig eksisterer problemer på trods af magthavernes påståede optimale indretning af velfærdssystemet, og der kan således bare henvises til, at problemerne stadig består, fordi tidligere tiltag har været utilstrækkelige. De tre forskeres egne undersøgelser viser imidlertid, at politikernes prioritering er ude af proportioner. Sandsynligheden for, at børn vil gentage deres forældres ugerninger er nemlig ikke særlig stor. Familiens indtægts- og uddannelsesforhold har stor betydning for, hvilken uddannelse og erhvervsmæssig position, børnene opnår, men når det drejer sig om sociale problemer, er der tale om en marginal indflydelse. »Langt de fleste børn, uanset opvækst, klarer sig i livet uden at ryge ind i problemer, samtidig med, at det store flertal af de børn, som får alvorlige problemer, er vokset op med forældre uden problemer. Kun 4-6 procent af børn og unges problemer kan henføres til forældrenes problemer,« siger Per Nørrung. Han mener derfor, at det er en illusion, at man i socialt arbejde vil kunne indkredse, hvilke unge der har brug for forebyggende hjælp, ved at indkredse dem, som har forældre med sociale problemer. »Jeg har tidligere syntes, at det var et vældig godt begreb, og vi ønsker ikke at bagatellisere børns vanskeligheder i belastede familier. Men det er meningsløst at tale om social arv som en af de væsentligste årsager til børns problemer, for det er rent faktisk en meget sjælden undtagelse,« tilføjer Morten Ejrnæs. »Hovedtendensen er, at den unge generation består af robuste, livskraftige individer, der for et overvældende flertals vedkommende skaber sig et selvbærende liv uden at få problemer på niveau med deres forældre, heller ikke når der har været alvorlige problemer i barndomshjemmet«.

Langt de fleste forskere fremstiller imidlertid resultaterne af deres undersøgelser sådan, at det ser ud som om, der er en stor sandsynlighed for, at børn vil arve deres forældres sociale problemer, konstaterer han. Hvis sandsynligheden for at få problemer stiger fra 0,4 procent, når forældrene er uden problemer, til 1,2 procent, når forældrene har problemer, bliver det typisk kun fremstillet som en tredobling eller en 300 procents forøgelse. Forskerne angiver med andre ord overhyppigheden af problemer i risikogruppen i forhold til normalgruppen uden at angive, hvor højt det egentlige risikoniveau er. »På den måde lyder det jo ganske voldsomt, men det er en måde at dramatisere en sammenhæng på, for den helt overordnede konklusion er, at der kun er en svag sammenhæng mellem forældrenes og børnenes sociale problemer.« »Man kan jo vende det om og sige, at det i det ene tilfælde er 99,6 procent og i det andet tilfælde er 99,8 procent, som klarer sig uden problemer, og så er forskellen jo lige pludselig ikke så stor,« siger Morten Ejrnæs. Han forstår godt, at forskerne anvender opgørelsesmetoder, som på en slagkraftig måde understreger det mest opsigtsvækkende i deres undersøgelser. Men på den måde svigter de deres opgave. »Som sociolog er man jo altid interesseret i at finde forskelle og tydeliggøre dem. Men det vigtige er at få proportionerne med. Forskernes opgørelser burde vise, at der på den ene side er nogle risikofaktorer hos forældre og børn med sociale problemer, men at betydningen af de risikofaktorer på den anden side er begrænset, og at det i hvert fald ikke er noget, der gør, at børnene med sikkerhed får et dårligt liv, snarere tværtimod.« »Alt for tit ser vi desværre resultater byggende på uanselige brøkdele af de unge med problemer markedsført som vigtig dokumentation af den negative sociale arv,« siger Morten Ejrnæs. Han mener også, det bør være forskernes opgave at korrigere politikerne, når de anvender begrebet som en bekvem fjende. Det er dog næppe realistisk, erkender han.

Som en integreret del af den politiske diskurs har begrebet kastet millionbevillinger af sig. Det betyder ifølge Morten Ejrnæs, at forskning og projekter skævvrides i retning af at understrege den sociale arvs store betydning som årsag til børns problemer, fordi forskere og projektmagere skal overbevise bevillingshaverne om, at de sociale problemer, de undersøger, skyldes negativ social arv. »Bagefter bestræber de ansvarlige sig selvfølgelig på at få deres projekter til at se så vellykkede ud som muligt, og det kan bedst lade sig gøre ved at understrege, at problemerne har skyldtes tung social arv, som man har været i stand til at bryde.«
Forskernes halve sandheder og politikernes kamp mod den negative sociale arv er desuden direkte skadelig, mener de to sociologer. Problemer i børns tilværelse, der skyldes alvorlige samfundsstrukturelle problemer, som for eksempel fattigdom, ghettodannelse og diskrimination afvises som mindre betydningsfulde, og de familier, som social- uddannelses- og sundhedspolitiske tiltag rettes mod, stigmatiseres, når komplicerede sociale problemer bliver forklaret med stereotype henvisninger til social arv. »Man skal virkelig passe på ikke at tillægge børnene en fejludvikling, fordi forældrene har problemer. Det er gift at have den slags forestillinger, for det er sjældent, det sker, og negative forventninger har det med at blive til selvopfyldende profetier,« siger Per Nørrung. Når man gang på gang hører, at hyppigheden af alkoholisme er fire gange så stor, hvis man er vokset op med alkoholikere eller narkomaner som forældre, så efterlader det et indtryk af, at der er en meget stor risiko for, at man selv arver de samme problemer, uddyber Morten Ejrnæs. »Noget af det mest skadelige under socialiseringen er at få rettet nogle forventninger mod sig, som er for lave i forhold til det, man rent faktisk kan præstere. Det er det modsatte af at hjælpe, for omgivelsernes forventninger bliver hurtigt til ens egne forventninger«.

Hvis man begynder at tro, at ens skæbne er forudbestemt af, hvordan ens forældres liv har været, forstår man ikke sig selv som et handlende individ, som reagerer på nye situationer, og som er i stand til at håndtere nye problemer og modtage påvirkninger alle mulige andre steder fra end lige fra forældrene. Ens rådemuligheder bliver indskrænket og handlemulighederne blokeret, når man gang på gang får at vide, at man med stor sandsynlighed vil gentage det samme mønster, som man har været udsat for i barndommen. De to sociologer tillægger også socialarbejderne rundt om i landet en stor del af skylden for, at begrebet ’den sociale arv’ er blevet så udbredt. Begrebet blev første gang lanceret i 1967 af den kendte svenske børnepsykiater, forsker, socialpædagog og samfundsdebattør Gustav Jonsson, der brugte social arv som et teoretisk nøglebegreb i sin doktordisputats. Derfra bredte begrebet sig til socialforskning i de skandinaviske lande, ligesom det hurtigt blev populært på socialpædagogiske seminarier og sociale højskoler. Lige siden har det været udbredt blandt socialarbejdere, og gradvist er det kommet til at spille en mere og mere dominerende rolle i diskursen om sociale problemer – senest også i den politiske retorik. Ifølge Morten Ejrnæs – som selv har anvendt begrebet i stort omfang som lærer på Den Sociale Højskole gennem en årrække – blev den sociale arv et særligt populært begreb i socialarbejderkredse, fordi det kom til at fremstå som en modvægt til genetisk arv og en form for teoretisk legitimering af psykosociale arbejdsmetoder.

I begyndelsen af 1970’erne ekspanderede både socialrådgiver- og socialpædagoguddannelsen i Danmark, og begge faggrupper havde behov for at profilere deres professioner på kompetencer, som var anderledes end de traditionelle faggruppers. Socialarbejderne kunne således profilere sig som fagpersoner, der kunne påvise, at børns og unges sociale problemer skyldes social arv. Det blev hurtigt et nøglebegreb for professionerne inden for det stærkt ekspanderende professionelle sociale arbejde i velfærdssamfundet. »Udviklingen har medført, at det er blevet legitimt at tale om social arv som overførsel af både egenskaber og problemer fra forældre til børn, og begrebsforvirringen og den meget brede anvendelse af begrebet har faktisk medvirket til at fastholde dets popularitet,« siger Morten Ejrnæs. En undersøgelse, som han selv har lavet i forbindelse med udarbejdelsen af bogen, viser, at pædagoger, lærere, sundhedsplejersker og sagsbehandlere er tilbøjelige til hurtigt at opfatte problemer som eksempler på fænomener forårsaget af social arv og generelt overvurdere risikoen for, at forældrenes sociale problemer vil resultere i lignende problemer hos børnene. »Undersøgelsen viser, at rigtigt mange socialarbejdere har urealistisk lave forventninger til børn, som er vokset op under belastede forhold. Nogle tror, at der er mere end 50 procents chance for, at børnene får samme problemer som forældrene, og en stor gruppe anvender social arv som en form for standardforklaring,« siger Morten Ejrnæs. Undersøgelsen omfatter 307 kommunale socialarbejdere fra forskellige dele af landet, og af dem anvender ca. 80 procent begrebet ’social arv’ som en form for »socialfaglig diagnose«, mens under halvdelen anvender det over for deres klienter. »Det er uhyggeligt, at klienterne ofte ikke engang får mulighed for at protestere mod den socialfaglige diagnose, som de har fået, eller stille spørgsmål til, hvad begrebet social arv i det hele taget betyder,« siger Morten Ejrnæs.Socialarbejderne har da også svært ved at svare på, hvordan begrebet har hjulpet dem til at forklare eller forstå børns problemer. »Det hyppigste svar er, at det ofte er nødvendigt at argumentere med, at der er tale om negativ social arv for at få en bevilling igennem. Men det er jo nærmest ødelæggende, for det er at holde liv i et begreb, bare fordi det er så alment anvendt, at man kan udnytte det over for politikerne eller over for et bevilgende udvalg,« siger Morten Ejrnæs. Et stort problem er også, at indsatsen rettes et helt forkert sted hen. »Hvis man sidder og ser ud over 100 elever i første klasse og tror, at man kun skal rette blikket mod de elever, hvis forældrene har sociale problemer, så får man kun fat i en uendelig lille del af problemerne,« siger Morten Ejrnæs. »Forældrenes alkoholmisbrug og vold i familien er helt klart også risikofaktorer, men daginstitutionen, mobning i skolen eller det, at man ikke passer ind i en bestemt klasse, er også rigtigt store risikofaktorer, og dem får man ikke fat i.« Samtidig kan det stærke fokus på netop den sociale arv komme til at fungere som en sovepude. »Man kan nemt komme til at sige: ’Det er en socialarvsfamilie, og der er problemet så tungt, at der ikke er noget at gøre.’ Social arv bliver nemt et handlingslammende frem for et handlingsanvisende begreb«.

I stedet bør socialarbejderne se på det enkelte barn, vurdere, hvilke risikofaktorer som er til stede, og derefter tage fra det arsenal af psykologisk og sociologisk teori, der skal bruges for at forstå, hvordan de risikofaktorer virker.»Så har man også en bedre ide om, hvorvidt en kontaktperson eller en støttepædagog er en rigtig ide, eller om man snarere skal satse på at få forældrene i arbejde. Det giver anledning til en langt mere differentieret indsats, hvis man analyserer omhyggeligt og specificerer risikofaktorerne,« siger Morten Ejrnæs. Per Nørrung ser gerne, at begrebet social arv helt bliver afskaffet. Begrebet ’social opdrift’ er langt mere dækkende. »Hvis du propper et stykke træ ned i vand, så søger det op, og sådan er det også med mennesker. Der er en iboende kraft, som gør, at hvis vi møder vanskeligheder, så prøver vi at komme oven vande. Gustav Jonsson var en glimrende børnepsykiater, men lige præcis det her begreb skulle han have holdt sig fra,« siger Per Nørrung.

Fakta

POLITISKE UDSAGN OM DEN SOCIALE ARV

• Vi skal skabe et samfund, hvor også børn fra socialt belastede hjem får en ordentlig chance i tilværelsen. Vi skal være bedre til at bryde den såkaldt negative sociale arv.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen
i sin nytårstale 1. januar 2003

• Regeringen ønsker at bryde den negative spiral, som den sociale arv stadig holder Danmark fast i. Det er afgørende for dynamik og udvikling i et samfund, at mennesker ikke bliver låst fast i bestemte sociale mønstre.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen
ved Folketingets åbning 1. oktober 2002

• Regeringen har taget initiativ til at forstærke indsatsen mod den ’automatiske’ overførsel af ringe sociale forhold fra den ene generation til den næste.
Socialminister Henriette Kjær i forord til program for høring om negativ social arv, Landstingssalen, Christiansborg 2. maj 2003

• Vi har brug for hele tiden at arbejde med, hvordan vi kan bryde det, eksperterne kalder den sociale arv – det at forældrenes ulykke automatisk går i arv til børnene.
Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen
i sin nytårstale 1. Januar 1999

• For eksempel skal vi se på, hvorfor den sociale arv er så ubrydelig. Hvorfor det stadig er sådan, at ti-femten procent af alle danske børn har en stor risiko for at ende som sociale tabere.
Daværende socialminister Karen Jespersen,
Berlingske Tidende, 15. Marts 1993

• Jeg definerer de svage grupper som dem, der ligger under for den negative sociale arv.
Marianne Jelved,
Fyens Stifttidende, 23. November 2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu