Læsetid: 2 min.

Med fingeren på pulsen

Meget er ved det gamle i Jannik Hastrups animerede ‘Cirkeline – verdens mindste superhelt’, der giver et mere ærligt billede af en dansk hverdag end mange spillefilm
10. december 2004

Ny film
»Drenge og piger er jo lige gode,« siger musen Ingolf fornuftigt og opsummerer den evigtgyldige morale i Jannik Hastrups seneste film om den lille pige med det kuglerunde hoved, Cirkeline.
Dog er det lige før, at titlen, Cirkeline – verdens mindste superhelt, er falsk varebetegnelse, fordi hun ikke optræder lige så meget i filmen som i de andre film, der bærer hendes navn. Til gengæld udvider Hastrup persongalleriet, og heldigvis er meget andet ved det gamle. Særligt de mindste vil både gyse og grine over de ikke udramatiske oplevelser, som Cirkelines venner har i filmen.

Dansk virkelighed
Superhelten er musepigen Özlem, der bor i Istanbul og er kusine til Cirkelines ven, Hassan, der bor med sin familie hos en grønthandler i København. Özlem bliver så sur over, at hendes brødre behandler hende som et pigebarn, at hun klæder sig ud som dreng og stikker af til Danmark på ryggen af en stork.
Her møder hun Ingolf, Frederik og lille Viktor, og sammen sniger de sig ombord på den storpruttende piratbedstefars skib, som sætter kurs mod Istanbul, hvor Cirkeline holder ferie sammen med sin tegner.
Det bliver en begivenhedsrig tur, hvor musene både er udsat for bedstefars temperament og ildelugtende prutteri og en sulten skibskat. Og hjemme i Tyrkiet hjælper Cirkeline Özlems ulykkelige forældre og brødebetyngede brødre med at lede efter Özlem. Men bare rolig. Det er jo en Cirkeline-film, og alting ender, som det skal.
Det kan godt være, at det etnisk danske islæt i de fleste danske film er til at overse, men det er i hvert fald ikke Jannik Hastrups skyld. Anden generations-indvandrer-mus spiller en prominent rolle i hans Cirkeline-film, der i højere grad end mange spillefilm afspejler en dansk virkelighed.
Således også Cirkeline – verdens mindste superhelt, hvor Hastrup ubesværet, helt uden pædagogisk løftede pegefingre og på en ligefrem, ja, næsten naivistisk, men bestemt tidssvarende facon – sproget følger med tiden, og 30-årige Cirkeline holder sig godt – får fortalt sit unge publikum om en fremmed kultur og om, hvordan en lille mus kan gøre en stor forskel.
Hastrup behandler alle lige – som de mennesker og mus, de er – og til sidst, på rulleteksterne, tillader han den politiske aktivist, han også har i maven, at formulere en svada til forældrene: »Tak til alle flygtninge og indvandrere, fordi de har beriget det danske samfund.«

*Cirkeline – verdens mindste superhelt. Instruktion: Jannik Hastrup. Manuskript: Jannik Hastrup og Kit Göetz. Dansk (CinemaxX og Palads i København og en ordentlig bunke biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu