Duksen
Hvis vi danskere gik og troede, at vi kunne kompensere for middelmådige faglige resultater ved at være bedre til at tænke selvstændigt og løse komplekse problemer, kan vi godt tro om igen. OECD har netop offentliggjort den seneste sammenligning af 15-åriges præstationer i 40 lande, og den viser overraskende at de elever, der er bedst til problemløsning, kommer fra Korea og Hong Kong i Kina. Finland, som udmærker sig i langt de fleste internationale færdighedstest, kommer ind på en tredjeplads.
Der er altså tale om lande, hvor gentagelse af indlært og veldefineret viden anses for at spille en større rolle end læring i problemorienterede situationer, hedder det i rapporten; PISA 2003.
»Vi er blevet meget overraskede over det resultat i Finland,« siger professor i pædagogik ved Åbo Akademi, Michael Uljens.
Ifølge professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), der står bag den danske del af PISA, ligger 10 procent af de danske 15-årige i den gruppe, der er bedst til at løse problemer, mens det gælder for en fjerdedel af de finske 15-årige. OECD har valgt at se på elevernes evne til selvstændig problemløsning ud fra den erkendelse at færdigheder inden for læsning, matematik og naturfag ikke er de eneste kompetencer, der er brug for på et moderne arbejdsmarked i hastig forandring.
Højstatus
Det er efterhånden en velkendt historie, at de finske børn ligger i top, næsten uanset hvad man måler. Michael Uljens nævner tre områder, hvor det finske system er afgørende anderledes end det danske: Læreruddannelsen, forældrenes opbakning omkring skolen samt at den finske skole er konservativt fokuseret på indlæring.
Den finske læreruddannelse er femårig og foregår på universitetet. Det giver høj faglig prestige og autoritet. Samtidig er det betydelige sværere at komme ind på den finske læreruddannelse end i andre nordiske og vestlige lande, hvilket betyder, at det kun er de bedste studenter, der kommer ind.
»Lærerrollen har ikke fået lavstatus i Finland, som i andre vestlige lande. Det smitter af på lærernes sociale status og deres faglighed,« siger Michael Uljens.
I Danmark læser de studerende fire linjefag på de fire år, det tager at blive lærer, hvilket foregår på lærerseminarierne.
De finske lærere er bredt uddannede ind til 6. klassetrin, hvor de også er klasselærere. Herefter specialiserer de sig i et universitetsfag. Så når man taler om at reformere læreruddannelsen for at få bedre resultater i folkeskolen, er det vigtigt at hæfte sig ved, at lærerne i de mindre finske klasser altså ikke er specialiserede. Alligevel klarer de yngste elever sig godt i de internationale sammenligninger, pointerer Uljens: »Men de finske lærere, der underviser fra 1. til 6. klassetrin, har også en universitetsgrad i almen pædagogik og didaktik, så også her har de en høj grad af faglighed.«
Lektor ved DPU, Frans Ørsted Larsen, der forsker i forskellene på det finske og det danske uddannelsesystem, har peget på at, hvor den danske lærer ser sig som en konsulent, der sikrer elevernes ansvar for egen læring, betragter den finske lærer sig mere som dirigent med ansvar for undervisningens resultater. De finske lærere vil pga. deres faglige stolthed ikke acceptere dårlige resultater.
Sverige har inden for de seneste år været i gang med en gennemgribende reform af deres læreruddannelse, der bl.a. indbefatter, at lærerne nu specialiserer sig inden for et hovedfag på universiteterne. Ifølge professor i pædagogisk sociologi ved DPU, Jens Rasmussen, der sidder i det evalueringspanel, som netop nu er ved at evaluere den nye svenske læreruddannelse, har det langt fra været en problemfri proces, og der er stor kritik af reformerne i den svenske offentlighed, fordi man mener, at uddannelsen er blevet ringere.
Forældrene er på
Den finske skole er en kundskabsskole. Ikke nødvendigvis som den danske i 50erne, hvor den stod på sort skole og terperi. Men der er stor vægt på faglighed og disciplin. Det finske klasseværelse er ikke fyldt med uro, som det danske. PISA 2003 viser, at en af de største faktorer, der hæmmer indlæring i de danske skoler, er elevernes manglende disciplin. Og når Aino og Dinna kommer hjem fra skole, står den på lektier. Det sørger forældrene for. Halvdelen af alle finske børn kan læse, når de starter i skole.
Men her kan man ikke bare kopiere finske skoletradition, sådan som mange danske politikere og meningsdannere ofte foreslår.
Den svenske finske uddannelsestradition er nemlig fast forankret i den finske kamp for at blive en fri nation. Først i 1917 blev Finland selvstændigt efter at have været under svensk og russisk herredømme.
»Det nye Finland skulle ikke bygges op med militærmagt. Og vi havde ingen uddannelse for de finsksprogede og ingen almen folkeskole. Skole og uddannelse blev helt central i den nationale identitetsdannelse. Så vi taler om en meget dybtgående uddannelsestradition, der ikke bare kan genskabes ved meget hurtige uddannelsespolitiske tiltag,« siger den finske professor.
Med til historien om de finske skolebørn hører også, at de ikke er glade for at gå i den skole, hvor de ellers klarer sig så godt fagligt. Ifølge fagbladet Folkeskolen har det finske uddannelsessystem sat initiativer i gang, som skal få de finske børn til at trives bedre. En undersøgelse fra FNs verdenssundhedsorganisation (WHO) har vist, at 40 procent af eleverne oplevede timerne som kedelige. 54 procent af drengene og 70 procent af pigerne havde en positiv holdning til skolen.
»Vi har et meget kritisk syn på skolen i Finland. Hvis en elev kommer hjem og fortæller, at det er sjovt at gå i skole, så ringer forældrene og spørger, hvad der er galt. Det er den holdning, vi skal have ændret,« siger Kirsi Lindroos, generaldirektør i den finske uddannelsesstyrelse.
Michael Uljens finder det også beklageligt, at de finske skolebørn ikke trives. Men han mener omvendt ikke, at faglighed og det socialt dannende, som er lige så centralt i dansk folkeskolelov som faglige præstationer, er modsætninger.
»Men vi har en meget dårlig forståelse for, hvad sammenhængne mellem præstationer og trivsel,« siger han.
Små forskelle
Trods alle det finske systems fortræffeligheder vil Michael Uljens alligevel ikke anbefale det kopieres til andre lande. Hvad hjælper det f.eks. at indføre en ny læreruddannelse, hvis det er helt forskellige forventninger og krav, man stille til de danske og finske børn?
»Jeg er ikke glad for de internationale sammenligninger, fordi de forhindrer en national diskussion af, hvad det er for en skole, man vil have. De nationale skolesystemer presses ind i en unødig præstationsorienteret homogenisering. Forskellene i PISA-resultaterne mellem de nordiske lande og de fleste vesteuropæiske lande er jo relativt små. Det er lande som Polen, USA, Italien og Grækenland, der har alarmerende resultater. Og så er PISA jo en dannelsesstrategi fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, der vil opdrage hele nationer til at fokusere på præstationer og forberede ungdommen på global konkurrence. Det synes jeg, man bør være kritisk over for,« siger Michael Uljens.
FAKTA
OSCEs PISA-undersøgelse
PISA står for Programme for International Student Assessment, og bag undersøgelsen står den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD.
Programmet skal måle 15-16 årige skoleelevers færdigheder og kompetencer i læsning, matematik og naturvidenskab samt inden for de personlige og sociale kompetencer.
Den aktuelle undersøgelse omfatter 275.000 elever fra 41 lande.
4.218 elever fra 207 danske skoler deltog i testen i foråret 2003. De blev fundet ved lodtrækning. Skolerne får ikke at vide, hvordan de ligger i forhold til hinanden.
I Danmark gennemføres undersøgelserne af et såkaldt konsortium bestående af forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Socialforskningsinstittutet og Kommunernes Forskningsinstitut.
Den første undersøgelse, PISA 2000, lagde hovedvægten på læsning. Mandag offentliggøres resultaterne fra PISA 2003, hvor matematik er hovedområdet. I 2006 får naturfagene højeste prioritet.Kilde: ritzau
