Læsetid: 3 min.

Flodbølge udløser katastrofe

Eksperterne burde have vidst besked om flodbølgen, der dræbte mindst 12.000 i går. Den barske sandhed er, at dødstallet kunne have været holdt under 100
27. december 2004

Nyhedsanalyse
TOKYO – Dødstallet steg i går time for time i den sydlige del af Asien, hvor i alt otte lande blev ramt af en enorm flodbølge. I går aftes mentes mindst 12.000 mennesker at være druknet i vandmasserne, og mange eksperter frygter, at tallet vil stige til over det dobbelte, når styret i Burma informerer omverdenen om ødelæggelsernes omfang. Foreløbig er der kun larmende tavshed fra det politisk isolerede land.
Det undersøiske jordskælv er det kraftigste jordskælv, verden har set siden 1964, og det havde sit epicenter i den såkaldte Andaman-forskydning. Jordskælvseksperter måtte hele dagen i går forklare, hvordan de kæmpemæssige bølger, tsunami, opstår, og hvordan de bliver så kraftfulde, at de kan bevæge sig hen over havoverfladen med en hastighed på op mod 400 km i timen.
Fænomenet er velkendt, og i modsætning til jordskælv på landjorden kan man forudsige tsunamiernes opståen både let og hurtigt, men denne gang blev der ikke udsendt en advarsel, selv om eksperterne burde have vidst besked om katastrofen på forhånd. Den barske sandhed er, at dødstallet kunne have været holdt under 100.
Bølgerne, som var seks-10 meter høje, skyllede ind over en hel perlerække af turistområder i det sydlige Thailand, Sri Lanka og Maldiverne under to timer efter jordskælvet. Også Aceh-provinsen i det indonesiske Sumatra og den indiske østkyst blev hårdt ramt.
Selv om det er europæiske, japanske og koreanske turister på juleferie, som har domineret mediernes dækning af katastrofen, er det lokalbefolkningen, der er hårdest ramt. Langt de fleste af de omkomne er indfødte. Mange af turisterne var ved at spise frokost, da tsunamien ramte, og der var stort set kun de hotelansatte, der opholdt sig på strandene. På Sri Lankas omkom mange lokale, fordi de var blevet lokket ned til stranden, da en mindre bølge skyllede store mængder fisk i land. Mens de mange mennesker stod på stranden, ramte en anden og langt voldsommere bølge.

Ødelagt turisme
Flodbølgerne har forårsaget ufattelige ødelæggelser og vil få store økonomiske konsekvenser. I Thailand har katastrofen sat punktum for det, der tegnede til at blive den bedste turistsæson nogensinde. Landets kontroversielle ministerpræsident, Thaksin Shinawatra, vil utvivlsomt blive udsat for ny, hård kritik kun seks uger før, der afholdes valg i Thailand. Han har i de seneste uger rettet voldsomme angreb på udenlandske diplomater, der har advaret mod, at Phuket og Bangkok er oplagte terrormål. Ifølge ministerpræsidenten er advarslerne udtryk for »økonomisk sabotage«.
Selv om tsunamier langt fra er et ukendt fænomen i Thailand, har myndighederne intet foretaget sig for at kunne yde beskyttelse i tilfælde af naturkatastrofer. Der hersker allerede udbredt utilfredshed i landet, og i det sydlige Thailand truer en konflikt mellem regeringstyrkerne og muslimske separatister. Militante grupper med tilknytning til terror-organisationen Jemaah Islamiah kan meget vel tænkes at ville udnytte konflikten, der har kostet 560 mennesker livet det seneste år.
Også i Sri Lanka, hvor der er blevet sat regeringsstyrker ind i områder domineret af den tamilske guerillabevægelse LTTE, truer politisk kaos. Der er udbredt fattigdom på landets østkyst, og den spirende turisme udgør den eneste indtægtskilde for mange af de over 500.000 indbyggere, som er blevet tvunget fra deres hjem.
For Indonesiens nyvalgte præsident, Susilo Bambang, er der sket to katastrofer i en: I modsætning til nabolandene har Indonesien et seismologisk institut i hovedstaden Jakarta, og der er ingen tvivl om, at forskerne ville have udsendt højlydte advarsler, hvis det tætbefolkede Java havde været truet. Aceh-provinsen, som i årevis har været lammet af oprørsbevægelsen GAM’s væbnede kamp, fik derimod ingen advarsel.
Hvis Susilo Bambang skal bevare sin internationale troværdighed, må han give ordre til, at der gennemføres både en våbenhvile og en omfattende redningsindsats. Juntaen i Burma sidder derimod solidt på magten, uanset hvor meget dødstallet stiger.

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu