Flerkoneri og selvtægt lever i bedste velgående i Østtyrkiets lovløse stammesamfund. Nederst i hierarkiet er en analfabet og øverst
en stærk leder, der godt kan være en ugift kvinde på 30
Det andet tyrkiet
af Informations udsendte medarbejder
DIYARBAKIR Et eller andet er gået galt mellem Tyrkiets hovedstad Ankara og den lille klynge huse de lokale kalder Arap Kazani. Herude i det sydøstlige Tyrkiet gælder loven ikke, staten har ingen magt, og demokratiet findes ikke. Bortset fra Gud er ingen magt større end den lokale stammeleder, der ejer al jorden, alle husene og de mennesker, der bor og arbejder der. Millioner af mennesker lever ganske enkelt uden for lands lov og ret, aldeles afhængige af deres stammes leders nåde og lune. De har ingen rettigheder, ingen ejendele og ingen appelmuligheder. Hvis de får besked på at flytte, er der intet at stille op. Ramazan Cicek fra Kirvar-stammen er en af de mange, der lever i bunden af hierarkiet. Sammen med sin familie er han netop flyttet til Arap Kazani, hvor han af sin stammeleder har fået retten til at dyrke et stykke jord, mod at han også dyrker et større stykke for stammelederen. Samtidig har kvinderne i hans familie fået lov til at plukke bomuld i de måneder sæsonen varer. »Vi havde ikke nogen jord, der hvor vi boede før, og her har vi også et større hus, så det er bedre. Men vi ved ikke hvor længe, vi kan blive her, det bestemmer stammelederen,« siger Ramazan Cicek.
Eneste myndighed
Stammelederen er eneste myndighed, når stridigheder skal afgøres, men han bor 15 kilometer væk og har mange tusinde andre, han også skal tage sig af. Derfor er stammemedlemmerne ofte nødt til at tage sagen i egen hånd. »Vi har ingen uddannelse, derfor slås vi om penge og jord. Først bruger vi kæppe, og hvis det ikke er nok, så bruger vi våben.« Den seneste strid udviklede sig voldeligt for to måneder siden, men Ramazan Cicek deltog ikke selv. »Vi bor syv familier i landsbyen, og tre af dem ville ikke bo i samme by som en anden af familierne, fordi de ikke er fra samme stamme som os. Derfor angreb de dem med kæppe, så de fik huller i hovederne. Men de andre flygtede ikke,« siger Ramazan Cicek. Indbyggerne i den lille klynge huse sluttede fred under Bayram-festen, der afsluttede fastemåneden ramadanen for nylig, men det holder næppe i længden, mener Ramazan Cicek. »De kan stadig ikke lide hinanden, så det begynder nok igen. De tre familier er klar hvert øjeblik, det skal være.« Generelt lader det tyrkiske politi en del tilbage at ønske, og mens det tilsyneladende går frem ad med en vesternisering af politikorpset i resten af Tyrkiet, har Ramazan Cicek ikke oplevet nogen ændringer i stammeområdet. »Hvis jeg går til politiet med en klage over stammelederen, ville stammelederen bestikke dem og få ret. Stammelederne er meget stærke. Hvis jeg for eksempel købte et stykke jord af staten, er det ikke sikkert, at de ville anerkende det. De ville måske true mig fra det.« For Ramazan Cicek er der ingen alternativer. Han ejer intet. Og med de få penge han og hans familie tjener, er der ingen udsigt til, at de kan komme fri af stammelederens greb. For uden ham har de intet arbejde, intet sted at bo og ingen til at beskytte sig i en konflikt. Af samme grund kan stammelederen også være sikker på at få familiens stemmer ved lokal- og parlamentsvalgene. Stammemedlemmerne stemmer kun på deres egne, og hvis de ikke stiller op, stemmer de ikke. Selv om valgene er hemmelige kan enhver se, hvordan en landsby har stemt, og når stammerne som regel bor sammen, er det ikke svært at opdage dissidenter. Tidligere var det udbredt at købe stemmer, men den praksis er formentlig faldet bort. På et område nyder Ramazan Cicek dog godt af de lovløse forhold. Flerkoneri er forbudt i Tyrkiet, men når loven alligevel ikke rækker helt herud, har han giftet sig igen. Det er egentlig ikke af lyst, men af nød skabt af et system, hvor en familie er nødt til at have drenge. Både til arbejde og til at forsvare sig mod de andre stammmer.
»Min første kone fødte syv piger. Hvis jeg havde fået en søn, så ville jeg ikke have taget en kone nummer to. Jeg ved godt, at det er ulovligt, og det andet ægteskab gælder ikke juridisk, men imamen sagde, at det var i orden, og det er nok.«
Tyrkiets Diana
70 kilometer fra Ramazan Ciceks verden med to koner og 10 børn uden varmt tøj og sko og stort set uden skolegang, sidder Suna Kepoglu. Hun er 30 år, ugift og leder af Seyhdodan-stammen. Hun er ganske særlig i et dybt traditionelt og patriarkalsk samfund, hvor gamle mænd leder stammerne, og kvinder bliver gift i en fart for så ellers at holde sig i baggrunden. Ikke desto mindre er hun overhoved for en stamme, der har medlemmer fra Istanbul i vest til Siirt i øst og fra Erzurum i nord til Diyarbakir i syd. Alene i stammens hovedby, Silvan, råder hun over 25 landsbyer og 20.000 mennesker. Hvor mange mennesker, der i alt tilhører hendes stamme, ved hun ikke. At hun skulle blive leder af stammen lå bestemt ikke i kortene, da hendes far døde i 1988. Som den fjerde af fem søstre stod hun langt nede på listen over mulige emner til en efterfølger. Efter 10 år med skiftende ledere var stammen ved at gå i opløsning, og Suna Kepoglu valgte derfor at søge opbakning hos stammens ældste mænd til, at hun kunne blive leder. Det lykkedes, efter eget udsagn med 95 procents opbakning, og siden har hun truffet beslutninger og fordelt goder til sine mange tusinde medlemmer. »De behøvede en leder, derfor stillede jeg op. Uden en leder er der ingen orden. Jeg ser min stamme som min familie, og de vidste, at jeg ville behandle alle lige,« siger hun. Som hun sidder i sofaen i sin søsters to-etagers lejlighed i den meget dyre del af Diyarbakir, er der ikke meget traditionelt stammesamfund over hende. Dørmåtten ved indgangen er præget af et billede af Anders And, hjemmeskoene til gæsters strømpesokker er med blød sål og en lille hæl til damerne, hendes hår stritter i moderigtige tjavser, og hun drikker te af et reklamekrus fra en medicinalvirksomhed. Mens hun taler, krammer hun en af sofaens tykke, bløde puder. »Det at være leder er det samme som at være tjener. Folk ringer om alt muligt. Pengesager, skolegang, alt. Jeg arbejder for dem og glemmer helt mig selv,« siger hun. »Det vigtigste for mig er uddannelse. Det er vigtigt for hele min familie. Specielt pigers uddannelse er noget vi arbejder meget med. På grund af mig er mange piger kommet i skole, og mange kvinder i Silvan har fået mere selvtillid, så de nu er stærkere end deres mænd.«
Når pigerne ikke kommer i skole, er det jo ofte fordi, forældrene ikke har råd. Hvad skal de så gøre? »Hvis de ikke sender deres døtre i skole på grund af penge, så er det løgn. De kan hente hjælp hos staten eller hos mig. Jeg så en far på tv sige, at han ikke havde råd til sine børns skolegang. Bagefter ringede jeg ham op og tilbød ham arbejde til sig selv og fire andre i en anden landsby, men det ville han ikke. Derfor er det løgn, at de ikke har råd,« siger Suna Kepoglu og fortæller, at hun ud over skolegang også betaler for de fattigstes bryllupper og begravelser. Som hun fremstiller sig selv og sit arbejde, lyder hun som en sydøsttyrkisk prinsesse Diana eller mother Theresa.
Er hun det?
»Nej,« siger en professor i antropologi ved Diyarbakirs Dicle Universitet.
»Alle stammelederne er ens. Først gør de sig uundværlige for folk, og bagefter er de uundværlige,« siger professoren, der ikke vil have sit navn frem.
I Silvan kan man heller ikke genkende Suna Kepoglus lyserøde beskrivelser af sin egen indsats. »Det er løgn, hun gør ingen ting. Hun arbejder kun for sig selv og sin nærmeste familie,« siger en velorienteret Silvan-borger. Hvad Suna Kepoglu også glider let hen over, er, at hun og hendes familie er berygtet for meget nære bånd til DYP-partiet, der blandt andet huser nogle af landets værste stamme- og mafialedere. Særligt en herre som Sedat Bucak fra Siverek, ikke langt fra Arap Kazani, er berygtet for sin mafiavirksomhed og sine bevæbnede folk i tusindvis. De bevogter blandt andet vejstrækninger som for eksempel hovedvejen mellem Diyarbakir og Siverek. Der står de ganske synlige og med jævne mellemrum. De bevæbnede bønder er rester af de såkaldte landsbyværn, der i 1990erne blev bevæbnet af den den daværende DYP-regering med Tansu Ciller i spidsen til at bekæmpe de kurdiske oprørere i PKK. Selv om PKK-opstanden har været nedkæmpet længe, består landsbyværnene endnu og har på det nærmeste vendt sig mod den stat, de blev finansieret af. Suna Kepoglu har ikke længere landsbyværn, men hendes familie har beholdt de store landområder, den fik af Ciller-regeringen som tak for hjælpen i kampen mod PKK.
På direkte spørgsmål om Sedat Bucak, der for alle andre er en indiskutabel skurk, glider hun af med svar som »nogle stammer er stærke, men hvis regeringen er sig sit ansvar bevidst, så vil den altid være den stærkeste.«
Ikke eget fængsel
Selv om Suna Kepoglu nødigt vil indrømme det, er hun indimellem nødt til at træde ud af rollen som den barmhjertige og være både lovgiver anklager og dommer over sine stammemedlemmer. »Men vi har ikke vores eget fængsel,« smiler hun: »Og normalt straffer vi ikke. Men hvis nogen fortjener det, eller har fornærmet en anden, og der ikke er tvivl om, at de er skyldige, så bliver jeg enig med de ældste om en straf. De skyldige skal læses en lektie. Det kan for eksempel være, når en er skyldig i, at andre taber penge, så skal han erstatte tabet. Man kan også få et forbud mod at færdes i nærheden af bestemte huse eller landsbyer.« Suna Kepoglu vil hellere klare stridighederne inden for stammen, frem for at involvere politiet. »Så bliver nyheden bare spredt ud over det hele,« siger hun.
Hvad tror du, EU vil sige til den praksis?
»EU vil nok ikke bryde sig om denne facon. Det er nok meget mærkeligt for dem. Men det er vores virkelighed her. Vi behøver tid til at gøre os klar til EU. Desuden er det ikke mig, der opsøger dem, det er dem, der opsøger mig.« Det er de færreste ud over Suna Kepoglu og de andre stammeledere, der gerne ser, den virkelighed bevaret. Fra Arap Kazani til Ankara og Bruxelles, er der enighed om, at der skal ryddes gevaldigt op i det lovløse sydøst, før Tyrkiet er klar til et medlemskab. Men hvordan rydder man op i ældgammelt system, der er så indgroet en del af kulturen og samfundet? »Stammerne skal spredes, vi skal ikke leve så tæt sammen. Regeringen skulle også give os noget jord. Jeg vil gerne have jord og mine egne dyr. I dag er der nogen, der ingen jord har, og nogen, der har alt,« siger Ramazan Cicek ude på marken. På Dicle Universitet er professoren enig i, at der skal drastiske skridt til. »Jorden må omfordeles ved hjælp af reformer, og stammesystemet afsluttes. Det kommer nok til at tage 20 år, før stammestrukturerne er væk. Men det kan ikke ske med magt. Regeringen er nødt til at gå i dialog med stammelederne.« Selv om det er svært at få øje på, så er stammestrukturerne blevet svækket i løbet af de seneste 10 år. I takt med urbaniseringen er det blevet sværere for lederne at holde det samme tag i deres medlemmer, da medlemmerne ikke på samme måde er afhængige af lederne for job og priviligier, når de bor i byen. Alligevel er Suna Kepoglu ikke i tvivl om, at hun og hendes kolleger har mange år for sig endnu. Og hvis de ikke har, så er hun også godt tilfreds med det, siger hun: »Om 10 år tror jeg, at de andre stammeledere vil være ligesom mig.« »Hvis EU og regeringen hjælper os, vil det betyde gode forandringer for pigerne, skolerne og de arbejdsløse. Og hvis bare folk har penge nok og arbejde, så har de ikke brug for stammeledere. Det vil være helt fint for mig. Så kan jeg koncentrere mig om mig selv og få sovet nok om natten. Det er ikke sjovt at være stammeleder, det er faktisk hårdt,« siger hun og fortsætter: »EU vil ikke fortryde, at de tager os med. Stammesamfundet er ikke så slemt, som medierne siger.«
