Analyse
Uanset hvornår og på hvilke temaer Anders Fogh Rasmussen (V) udskriver folketingsvalg, står ét klart: Skattestoppet og dets konsekvenser bliver en væsentlig del af valgkampen.
Sjældent har en politisk formel fået så stor vægt og stærk symbolværdi, som tilfældet er med skattestoppet. Og lige så meget regeringen vil slå på skattestoppet som et målbart løfte til vælgerne, lige så sikkert er det, at Socialdemokraterne og venstrefløjen vil kæmpe for at overbevise vælgerne om, at de i et eller andet omfang selv betaler for de sparede skatte- og afgiftskroner.
Allerede nu bugner avisernes læserbrevsspalter af indlæg, der enten skamroser skattestoppet eller det modsatte, som følgende fra en læser i Ekstra Bladet:
»Dyrere daginstitutioner, dyrere offentlig transport, brugerbetaling på uddannelse og efteruddannelse og nedskæringer over hele linjen i kommuner og amter. Det er situationen her små tre år efter med de borgerlige ved magten. Samtidig med at middelklassen må holde for i de borgerliges nedskæringer, har Venstres kernevælgere op langs Øresundskysten sparet mange tusinde kroner på skattestoppet.«
Gennem tre år har oppositionen brugt sammenkædningen af serviceforringelser og skattestop som våben imod regeringen, og det centrale spørgsmål er, om der er mere end løst krudt i angrebene.
Spørger man økonomer, er der sjældent overvældende ros at hente til skattestoppet, fordi det fastlåser hele skattesystemet og vanskeliggør markante omlægninger til fordel for lavere skat på arbejde.
Skattestoppet udhuler også statens indtægter på længere sigt, lyder kritikken fra ekspertside. Men det er svært at finde en økonom, der vil lave en direkte sammenkædning mellem skattestoppet og serviceforringelser i amter og kommuner, herunder øget brugerbetaling på børnepasning og transport.
Selv i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er man yderst varsom med at give skattestoppet skylden for de eventuelle serviceforringelser, folk må have oplevet i den offentlige service. I hvert fald når det gælder perioden til og med 2003.
Hullet skal lukkes en dag
»Man kan diskutere, om det har ramt borgerne her og nu. Det er svært at pille et enkelt element ud og lade det tage skylden for hele udgiftssiden. Skattestoppet vedrører kun en brøkdel af de samlede indtægter. Men på længere sigt vil den samlede skattepolitik, regeringen fører, ramme folk, fordi man har delt flere penge ud i skattelettelser, end der er råderum til. Og på et eller andet tidspunkt, skal det hul lukkes. Enten ved at man ruller skattelettelserne tilbage, eller ved at man reducerer de offentlige udgifter,« siger økonom Thomas V. Pedersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Rammerne for den kommunale økonomi fastsættes hvert år efter forhandlinger med regeringen, og det er først og fremmest 2010-planen, der sætter målene for, hvor mange penge det offentlige må bruge ekstra hvert år.
Råderummet spist op
De milliarder af kroner, staten mister årligt som følge af blandt andet fastfrysningen af ejendomsværdiskatten, går ikke fra den kommunale økonomi, men fra overskuddet på den offentlige saldo.
2010-planen stammer tilbage fra Nyrup-regeringen og angiver en række mål for beskæftigelse, gældsafvikling, overskud på finanserne og loft for den offentlige vækst, der skal opfyldes, for at finanspolitikken er holdbar også i fremtiden, når andelen af ældre vokser mærkbart.
Hertil kommer, at der gennem flere år også under de tidligere regeringer var en målsætning om, at kommunerne samlet set skal holde skatterne i ro.
Hvis alle forudsætningerne for 2010-planen blev opfyldt, ville der gradvist frem til 2010 opstå et finanspolitisk råderum på omkring 14 milliarder kroner. 10-11 milliarder kroner er imidlertid allerede brugt til skattestoppet, forklarer Thomas V. Pedersen.
Dermed har de efterfølgende skattelettelser i hvert fald på papiret fået indflydelse på væksten i det offentlige forbrug. Ifølge 2010-planen var der nemlig oprindeligt plads til en moderat vækst i det offentlige forbrug i 2004, og først i perioden 2005-2010 skulle væksten skæres ned til et historisk lavt niveau på 0,5 procent. Regeringens skattelettelsespakke betød imidlertid, at man fremrykkede nedskæringen i den offentlige vækst i 2004 og 2005. Væksten skal nu ned på 0,7 procent for 2004 og 0,5 procent for 2005.
Der kan derfor argumeneres for, at skattestoppe indirekte har fået indflydelse på, hvor mange penge, der samlet er til offentlig service: For havde regeringen ikke brugt hovedparten af råderummet til skattestoppet, havde det ikke være nødvendigt at skære væksten i den offentlige sektor i 2004 og 2005, da man senere gennemførte skattelettelserne.
»Hvis man ikke havde skattestoppet, havde det ikke været nødvendigt at finansiere skattelettelserne ved at skære i væksten i det offentlige forbrug. Men frem til og med 2003 kan man diskutere, hvorvidt skattestoppet reelt har betydet noget for serviceniveauet,« siger Thomas V. Pedersen.
Lav afbetaling på gælden
Ejgil W. Rasmussen, formand for Kommunernes Landsforening og borgmester i Gedved (V), oplever ikke en direkte sammenhæng mellem det kommunale serviceniveau og skattestoppet.
»Vækstrammen har overhovedet ikke noget med skattestoppet at gøre. Det er regeringen, der bestemmer, om vi skal have en milliard mere eller mindre. Det betyder mere, end at staten har dekreteret skattestop. Hvis der ellers er råderum i økonomien, er det forhandlingerne, der afgør den kommunale økonomi. Hvis finansministeren vil, kan han afsætte en milliard eller to ekstra til kommunerne. Det betyder så bare, at statens overskud bliver mindre, og at man betaler mindre af på gælden,« siger han.
Selv om det skulle lykkes regeringen at overbevise befolkningen om, at skattestop og oplevelsen af serviceforringelser absolut intet har med hinanden at gøre, er debatten om skattepolitikken langtfra manet til jorden.
Kommunikationsmæssigt er skattestoppet en succes, men reelt indeholder konstruktionen måske kimen til sin egen undergang.
For forudsætningen for, at der overhovedet er råd til skattestoppet og skattelettelserne er som sagt 2010-planen.
Og her halter det med at følge målene. For nyligt påpegede vismændene, at blandt andet fastfrysningen af afgifter og ejendomsværdiskat koster samfundet omkring 10 milliarder kroner i 2010. Var samme penge brugt på reelle skattelettelser, kunne man have skaffet 8.000 ekstra mand i arbejde og dermed bidraget til en finanspolitik, der er holdbar og har plads til lavere skatter.
Skattestoppet i sig selv, er »en meget uhensigtsmæssig måde at give skattelettelser på, hvis formålet er at fremme beskæftigelsen og den økonomiske velstand,« konkluderede vismændene, hvis anskuelser straks blev fejet til side af såvel statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som finansminister Thor Pedersen (V).
Økonomer efterlyser fortsat bud på, hvordan regeringen vil opfylde målsætningen om at skaffe mindst 60.000 ekstra arbejdspladser. Overskuddet på den offentlige saldo ligger i underkanten af kravene i 2010-planen, og hvad budgetdisciplinen i kommunerne angår, så er der også problemer med at følge målene om lavere vækst i år og til næste år. I december måtte Finansministeriet opjustere skønnet over væksten, og det lader til, at skattestoppet i sig selv ikke har haft den sikre, budgetdisciplinerende effekt, som regeringen havde forestillet sig:
»Det er en skam, at det går væsentligt dårligere med kontrollen af det offentlige forbrug, end man hidtil har regnet med,« som Jes Asmussen, senioranalytiker i Nordea sagde i en kommentar.
Overskridelserne i den kommunale økonomi er en helt central del i diskussionen mellem regering og opposition om, hvorvidt skattestoppet bærer skyld for serviceforringelser.
Bruger kommunerne langt flere penge end aftalt så mister Socialdemokraterne og venstrefløjen sit skyts og vil få svært ved at overbevise vælgerne om, at skattestoppet fører til nedskæringer. Men skrider den kommunale økonomi sammen med målsætningerne i 2010-planen så kan regeringens kritikere alligevel ende med at få ret. For så er der på længere sigt kun en vej til at bevare skattestop og skattelettelser nemlig nedskæringer i overførsler eller offentligt service.
