Læsetid: 9 min.

Forældreskabet er på vej at overhale ægteskabet

Er det overhovedet muligt at blive skilt nutildags, spørger forskeren Mai Heide Ottesen. Selv om folk ikke længere vil bo sammen, pålægger samfundets normer dem at arbejde sammen om børnene. Forældreskabet er blevet det livslange forhold, som ægteskabet var tidligere
24. december 2004

Den hellige familie
En junidag i 1969 kom låsesmed Kuno Christiansen hjem fra arbejde og stak som sædvanlig nøglen i døren til den lejlighed, hvor han boede sammen med sin kæreste og deres toårige datter. Men pludselig virkede nøglen ikke. Låsen var skiftet ud. Som låsesmed kunne han let have dirket låsen op, men han blev rasende og slog døren ind. I stuen sad hans kæreste og hendes stedfar. Kunos tøj lå i en bunke på gulvet, og stedfaderen sagde, at Kuno ikke skulle regne med at se sin datter igen.
»Så gik jeg helt amok og slog til ham,« indrømmer Kuno i en erindringsartikel i antologien Far fra 1975.
Da han kort efter opsøgte sin eks-kæreste for at ordne sagen i mindelighed, smed hendes nye ven ham på porten. Myndighederne var ikke til hjælp. Den gang havde ugifte fædre ingen ret til samvær med deres børn, og han fik afslag på gentagne ansøgninger om at se sin datter.
Derfor besluttede han sig for at blive politisk aktivist. Den 24. oktober 1969 stillede han sig op på Rådhuspladsen i København og uddelte løbesedler med overskriften: »Jeg er ugift far – støt Kuno i at se sin datter.«
Som mange andre begivenheder i sen-60’erne indvarslede Kunos kamp skelsættende samfundsændringer: 30 år senere er fædrene lige så naturligt inddraget i barnets liv som det tidligere var ’naturligt’ at antage, at de ikke havde anlæg for bleskift og børnefødselsdage. Mens ægtefæller går fra hinanden som aldrig før, så fastholder de alligevel et livslangt bånd til hinanden som forældre til fælles afkom.

Kuno Christiansen blev mødt med en strøm af sympati og fostrede sammen med andre ulykkelige fædre ideen om Foreningen Far, der skulle slås for både gifte og ugifte fædres rettigheder i forhold til deres børn. Foreningen havde tidsånden i ryggen, medlemstallet rundede hastigt de 14.000, og både Rødstrømpebevægelsen og Dansk Kvindesamfund støttede fædrenes krav.
Men de fædrepolitiske aktivister var utålmodige. I 1972 opgav de at vække myndighederne med ord og greb til selvtægt:
»Vi besluttede at gå utraditionelt til værks. Vi ville skabe vores egen domspraksis – og føre dommen ud i livet gennem bortførelsen af børn. Det blev starten på vores flugt- og rejsebureau,« beretter Kuno Christiansen.
Foreningen gennemførte 12 børnebortførelser, før den gik i opløsning i 1975. (Nutidens forening af samme navn blev dannet et par år senere.) Den form for selvtægt er næsten ubegribelig her 30 år senere; kun ved at tænke aktionerne ind i datidens forestillinger om forældreskab, kan man fornemme et rationale i fædrenes bortførelsesaktioner. De kæmpede mod de indgroede forestillinger om fader- og moderskab, som stadig var i fuldt vigør i 60’erne og først for alvor blev udfordret i 70’erne.

Mens moderskabet historisk har været anset for udfoldelsen af kvindelighedens essens, har forestillingerne om faderskabet haft en konstant og speget pendulfart mellem den ideelle ansvarlige forsørgerpatriark og den lumpne forfører, som kun en faderskabssag kunne få til at bidrage økonomisk til barnets opvækst.
Faderbilledet var snarere karakteriseret ved fravær end ved nærvær: »Ofte gaar han til sit arbejde saa tidligt, at børnene endnu sover, og kommer hjem kort inden deres sengetid. Derfor gælder det om, at han udnytter alle muligheder for at være sammen med børnene,« opfordrede en af de første lærebøger om barnepleje, som Røde Kors udgav i 1951 – da arbejdsugen var 48 timer fordelt på seks dage.
I Kunsten at elske fra 1956 skrev psykologen Erich Fromm, at »faderen har kun lidt forbindelse med barnet i de første leveår, og hans betydning for barnet i denne første periode kan ikke sammenlignes med moderens. Medens moderen er naturen, det hjem, vi kommer fra, repræsenterer faderen menneskelivets anden pol, den verden, der præges af tanken, af de menneskeskabte ting, af lov og orden, af disciplin, af rejser og eventyr. Faderen er den, der oplærer barnet og viser det vej ud i livet.«
Mere kontante betragtninger om forskellene mellem kønnene kunne man læse i fødselslægen Aksel Toftes bog Seksuel Hygiejne, der udkom i 125.000 eksemplarer i årene fra 1941-57: »Som i legemsbygningen udvikler kvinden sig også mindre i åndelig henseende end manden og er i flere retninger beslægtet med barnet, hvad der af betydning for hende som moder, idet hun herved bevarer større forståelse for barnet, mens manden gennem sin stærkere udvikling fjerner sig fra barnet og derved stilles fremmed over for det.«
Denne biologiske forskel gjorde manden til naturlig leder: »han higer efter at herske fremfor at tjene og er mere tilbøjelig til brutalitet end mildhed,« mens kvinden, lige som barnet, er »i åndelig henseende mere modtagende, end producerende, hun lader sig mere lede af impulsive følelser (intuition), og er på dette punkt manden absolut overlegen. Hun trøster hellere end hun revser, hun er mere indstillet paa at tjene end paa at herske. Hendes væsens art er stillet midt imellem mandens og barnets, og hun er derfor i stand til at udgøre familiens samlende centrum,« docerede Tofte.
Relationen mellem mødre og børn blev målrettet udviklet gennem sundhedsplejerskers og pædagogers indsats. Hvor rådgivning om pleje og pasning af børn tidligere i hovedsageligt byggede på medicinsk-hygiejnisk videnskab, lænede man sig i 50’erne op ad psykologien. Den såkaldt naturlige kvindelige evne til at indgå i et symbiotisk forhold til sit barn kom i centrum. Ud over at sørge for pleje og ernæring blev moderen også tillagt afgørende betydning for, at barnet kunne udvikle sin natur optimalt. Det var disse polariserede billeder af moderdyret versus det fraværende skaffedyr, der ikke evnede at tage sig omsorgsfuldt af småbørn, som låsesmeden og andre radikale fædreaktivister gjorde oprør mod.

I de forløbne 30 år har faderskab, moderskab og familieliv ændret sig fundamentalt. Da Kuno Christiansen blev far, var mænd forvist fra barselsstuen. I dag deltager fædre i omkring 98 procent af fødslerne.
I samme periode har forskere påvist, at mødre trygt kan lægge deres spædbarn i armene på faderen. Forskningen har også påvist, at spædbørn er ’kønsblinde’ – de rækker instinktivt ud efter den, der tager sig mest af dem, fortæller psykolog på Bisbebjerg Hospitals børneafdeling, Dennis Lind:
»Man kan ikke påvise biologiske kønsforskelle i mænds og kvinders sensivitet over for og evne til indlevelse i spædbørn. Spædbørn har en evne til nærmest at ’suge’ den voksne ind i et psykologisk felt. I det samspil skabes forælderens fornemmelse for barnets behov. Man kan se, at fædre, som er eneansvarlige for deres barn, har meget udviklet detaljeret fornemmelse for barnets signaler, « siger han.
Det falder helt i tråd med en undersøgelse af tre-fem-årige fra midten af 90’erne, som viste, at børn af enlige fædre klarer sig mindst lige så godt som børn af enlige mødre.
Alligevel er det stadig ualmindeligt, at fædre tager sig lige så meget af de helt små, som mødre gør – og almindeligt at både mænd og kvinder anser kvinder for specielt gode til at drage omsorg for børn. Dennis Lind, som også har været central medarbejder på Rigshospitalets forskningsprojekt Fædres tilknytning til deres spædbørn, betragter disse forestillinger som bundet i kønsarbejdsdelingen: »Når først den kulturelle arbejdsdeling er etableret, så betragtes arbejdsdelingen som resultat af kønnenes naturlige egenskaber,« siger han.
Men kvinder har både et psykologisk og kulturelt forspring i forældreskabet, understreger Dennis Lind: »Dels er graviditeten en mental forberedelse for kvinden, som faderen skal indhente, når barnet kommer til verden. Dels ved kvinder, at de skal være hovedansvarlige for barnet i de seks til 12 måneder, som barselsorloven varer. De kan derfor ’uhæmmet’ knytte barnet til sig. Mænd må derimod ’begrænse’ sig i deres forhold til det nyfødte barn, så de psykologisk kan slippe den lille og gå på arbejde efter 14 dage. Det giver et meget forskelligt udgangspunkt for de to forældres relationer til barnet.«

Ikke så snart var dette års kongelige bryllup overstået og ugepressen kammet over i gætterier om, hvornår kronprinsessens mave vil levere den vare, som forvandler det perfekte par til den perfekte familie, før bomben om den kongelige skilsmisse sprang ind på forsiderne.
Kort efter proklamerede et royalt ugeblad, at Joachim og Alexandra er blevet rollemodeller for skilsmisseforældre. Det forholder sig snarere omvendt. Gensidig respekt, delt forældremyndighed, fast bopæl hos moderen, hyppigt samvær med faderen, er blevet det sædvanlige i takt med at antallet af skilsmisser eksploderede fra cirka 6.000 i midten af 60’erne til 12.000 i begyndelsen af 70’erne og siden da er krøbet op på 16.000, understreger Mai Heide Ottesen, Socialforskningsinstituttet:
»Skilsmisser er altid smertefulde for både voksne og børn, men som helhed håndterer de fleste deres skilsmisse fornuftigt i forhold til børnene. Mere end to tredjedele af skilsmisseforældrene siger, at de har et velfungerende samarbejde om børnene – og børnene trives stort set lige så godt som andre børn.«
Siden 1986 er der sket en kraftig stigning i antallet af fraskilte, der vælger fælles forældremyndighed. I dag er det 60 procent. I resten af sagerne går forældremyndigheden primært til moderen; kun til omkring syv-otte procent af fædrene. Kun ganske få procent af skilsmisserne ende for en dommer – og det er en myte, at domstolene konsekvent betragter mødre som bedre forældre end fædre, konkluderer nuværende højesteretsdommer Marianne Højgaard Pedersen i Tidsskriftet for Familieret (april 2002): I 2001 fik faderen således forældremyndigheden i 36 pct. af sagerne i landsretten og 42 pct. af sagerne i Byretten.
»Domstolene er tilsyneladende mere progressive i spørgsmål om forældremyndighed end forældrene selv er,« påpeger Mai Heide Ottesen.

Da Kuno Christiansens ekskæreste i 1969 forbød ham at se deres fælles barn, var det kun to ud af 100 fædre som opnåede forældremyndighed over deres børn efter en skilsmisse. Fælles forældremyndighed var ikke en mulighed, og ugifte fædre havde ingen ret til samvær med deres børn.
Mai Heide Ottesens undersøgelse af syvårige skilsmissebørns relationer til forældrene viser, at cirka halvdelen af børnene nu om stunder har den normaldanske ordning med hveranden weekend og en hverdag om ugen hos samværsforældreren, mens cirka 20 procent har en mere ligelig fordeling. Otte procent ser deres samværsforældre sjældnere – hovedsageligt, fordi de bor langt væk.
13 procent af børnene mister helt kontakten med faderen efter skilsmissen, primært på grund af konflikter mellem forældrene. Der en social slagside i sådanne konfliktfyldte skilsmissesager, som eventuelt ender i et retsopgør, understreger Mai Heide Ottesen: »Risikoen for, at børn mister kontakten til deres far, er skævt fordelt. Den er mindst, når faderen tilhører den vellønnede middelklasse, og langt større i familier præget af vold, alkoholmisbrug eller andre tunge sociale problemer.«
Mai Heide Ottesens undersøgelse giver et ’øjebliksbillede’ af forholdene kort tid efter skilsmissen, som kan suppleres med en anden SFI-undersøgelse, der for nogle år siden viste, at næsten en fjerdedel af skilmissebørnene havde mistet kontakten til deres far fire år efter bruddet mellem forældrene.
Familien er ikke, hvad den har været. Mens ægteskabet tidligere blev betragtet som den livsvarige relation mellem en mand og en kvinde, er det i dag snarere forældreskabet, som er livsvarigt. Den udvikling, som har givet ugifte forældre fælles rettigheder over deres børn og styrket ugifte fædres retsstilling betyder, at det nu til dags er forældreskabet og ikke ægteskabet som danner den retlige ramme for børns opvækst.
»Mennesker, der ikke kan holde ud at bo sammen, pålægger sig selv at arbejde sammen om børnene. Lovgivningen er med til at skubbe dem i den retning,« siger Mai Heide Ottesen – og fortsætter: »Spørgsmålet er om det reelt er muligt at blive skilt nutildags.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu