Politik
»Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vores vegne,« fastslog Anders Fogh Rasmussen (V) i sin nytårstale for tre år siden. Men regeringens opgør med ekspertvældet har ikke været meget mere end tomme ord til en elite-forskrækket vælgerskare. Brugen af kloge hoveder i den politiske beslutningsproces er den samme som under den tidligere regering, mener forfatteren til en ny bog, Eksperter kan være gode nok, men
, om eksperternes magt i dagens Danmark, Erik Albæk, der er professor på Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet.
»Undersøgelsen viser ikke en ændring i brugen af eksperter. Politikerne bruger fortsat de eksperter, der bakker deres respektive ideologi op, og det gælder for regering såvel som for opposition,« siger Erik Albæk.
Han har gennem casestudier belyst de danske eksperters vilkår i medierne og på den politiske arena gennem de seneste 40 år. Resultatet peger på, at eksperterne får mere plads i medierne, mens deres politiske magt oftest gør sig gældende, når deres holdninger passer ind i politikernes kram.
»Politikere er afhængige af eksperter for at kunne agere forsvarligt og opnå den tilsigtede opbakning til deres projekter. De er også afhængige af forskernes konkrete ideer til, hvordan man fører et politisk projekt ud i livet eksempelvis hvordan man får mest miljø for pengene. Derfor er det ikke et spørgsmål om, politikerne ønsker at bruge eksperterne, de er simpelthen nødt til det,« siger Erik Albæk.
Hvilke eksperter
Han peger på, at forskellen i brugen af eksperter typisk består i, hvilke ekspertgrupper, der bliver hørt.
»I velfærdskommissionen sidder der flest økonomer, fordi regeringen vægter de økonomiske aspekter af velfærdsstaten højt. En anden regering ville måske have gjort mere brug af andre fagspecialister, der i højere grad kunne vejlede projektet i en anden retning,« siger han.
Mens regeringens opgør med ekspertvældet har haft betydning for antallet af råd og nævn, har det ikke indvirket på anvendelsen af eksperter, mener Erik Albæk.
»Det er lykkedes for regeringen og Dansk Folkeparti at gestalte en figur af eksperten som et problem. Men hovedparten af de råd og nævn, der blev nedlagt, bestod ikke af eksperter, men af interesserepræsentanter, som i visse tilfælde fejlagtigt fremstilles som eksperter,« siger han og peger på, at statsministeren efterfølgende oprettede Institut for Miljøvurdering.
»Det er jo et ekspertorgan om noget, og det kan udmærket være med til at styrke de politiske beslutninger og den demokratiske proces, hvis der blot er åbenhed omkring beslutningen.«
Eksperternes vigtigste ressource er deres viden, men den vejer ikke altid tungt, når den sættes over for andre og anderledes ressourcestærke kræfter, mener Erik Albæk. Et eksempel er, da regeringen besluttede at gennemføre en strukturreform, selv om de adspurgte eksperter ikke kunne argumentere for nødvendigheden af at ændre på den administrative organisering af landet.
»Det viser med al tydelighed, at der er klare grænser for, hvor langt man kan nå med det gode argument, når det sættes op mod økonomiske eller ideologiske interesser,« konkluderer Erik Albæk.
*Eksperter kan være gode nok, men Om fagkundskabens politiske vilkår i dansk demokrati, udkommer i dag på Aarhus Universitetsforlag i samarbejde med Magtudredningen
