Kulturkampen er et andet sted. Den rasende kulturkamp i Danmark er ikke opgør med smagsdommere eller pladderhumanister eller rundkredspædagogik. De kampe er ikke slut. Men det er lykkedes Anders Fogh Rasmussen at pege på eksperterne, vores egen godhed og den anti-autoritære pædagogik som konfliktzoner. Han har skitseret nye udfordringer. Men ikke anvist strategier til at håndtere de udfordringer.
Ved at fremhæve kontraktforholdet mellem det offentlige system og borgeren har statsministeren selv understreget velfærdsstatens eksperters ret til at bestemme den rigtige selvudfoldelse for den enkelte klient. Den enkelte sociale klient skal vælge sig selv og sit eget potentiale. Men det er offentlige eksperter, der overvåger klienternes planer med sig selv.
Med sin krig i Irak har Anders Fogh Rasmussen selv talt som stor humanist. Han vil jo i følge sig selv kun det gode på irakernes vegne: frihed fra undertrykkelse.
Og hvad opgøret med den anti-autoritære pædagogik angår, har regeringen Fogh ikke haft andre alternativer end test, evaluering og mere test.
Den nemme konklusion er, at han siger et og gør noget andet. At han er dobbeltmoralsk. Den interessante konklusion er, at hans egen mangel på svar viser spørgsmålenes relevans: Hvad kan man gøre, hvis man vil det gode, men også vil undgå at stille sig bedrevidende op og bestemme over andre? Hvordan kan man sikre, at det enkelte menneske ikke bliver regeret af de eksperter, som trods alt er nødvendige i et komplekst og højtudviklet velfærdssamfund? Hvordan kan man respektere det enkelte individs frie selvforvaltning og samtidig bestemme en fælles horisont for viden og væsentlighed?
Det sidste spørgsmål forbinder sig med den virkelige kulturkamp i den danske offentlighed i dag: Det drejer sig om at definere noget fælles for borgere, der ser fuldbyrdelsen af deres individuelle selv som den vigtigste pligt.
Det er overgangen fra individuel frihed til legitim fælleshed, der gør ondt. Venstrefløjen har det svært med fælleshed. Venstrefløjen vil gerne have et mangfoldigt samfund. Venstrefløjen vil have et multikulturelt samfund. Men dette ideal om forskellighed gør det vanskeligt at kræve enighed om fælles livsformer. Det er svært at ville noget på andres vegne, hvis man først og fremmest vil, at de skal have frihed til at være sig selv. Ingen tvivl: De taler på venstrefløjen stadig om solidaritet og sammenhængskraft. Men det er ikke til at se, hvordan disse idealer skal praktiseres.
Højrefløjen har det heller ikke nemt med fælleshed. Det store gennembrud for højrefløjen kom i 1980erne, da nyliberalistiske politikere med konkret lovgivning skabte sammenhæng mellem massekulturens stjernedyrkelse og arbejdsmarkedets krav om fleksible medarbejdere. Det lykkedes at møde behov og forventninger hos befolkningerne med politiske løsninger. Yuppien blev en provokerende rollemodel.
Men det er alligevel, som om det er blevet for meget for de fleste med den individualisering. Regeringen Fogh har forsøgt at bekæmpe konsekvenserne af individualiseringen. Den har leveret en kanon for dansk litteratur til folkeskolen og gymnasierne. Den har talt om vores værdier. Den har også talt meget om faglighed. Men den har ikke været i stand til at begå nye bud på denne faglighed, der skulle stå over den enkelte elevs eller Dansk Industris fornemmelser for spændende eller kedeligt.
Kulturminister Mikkelsen har lanceret kanoner for alt fra design og kunsthåndværk til klassisk musik. Det er igen forsøg på at udpege en fælles horisont. Det er også klart, at disse forsøg ikke er andet og mere end greatest hits for alle kunstarterne. Endnu flere individuelle bud på, hvad der er det bedste. Statsministeren har udnævnt relativismen til vores største udfordring; dvs. tendensen til, at alt kan være lige godt.
Men som allerede Nietzsche pointerede: Vi mennesker kan ikke sætte os ud over alle værdier. Vi kan ikke være relativister. Vi er sat som værdi, og vores handlinger sætter værdier. Individualisering som norm er ikke relativisme, men en stærk etik: Jeg er forpligtet på min egen selvrealisering. Men jeg er også forpligtet på de andres selvrealisering. Jeg må ikke stille mig i vejen for den andens livsprojekt. Jeg må ikke behandle den anden som middel for at realisere mine egne mål. Vi er ikke moralløse. Men vores moral er i konstant fare for at forfalde til egoisme.
Hvis man vil skabe fælleshed og samfund, og det vil de både til højre og venstre, må man betænke, hvordan den etik kan blive til fælles viljesdannelse. Fællesheden, den kollektive handling er en afgørende dimension i de enkelte livsprojekter.
Forskellighederne kan anerkendes som udgangspunkter, og fællesheden kan blive til som handling overfor fælles udfordringer. Den kvalificerede fælleshed viser sig som kollektiv handling. Overfor fremtidens udfordringer er alle de mangfoldige livsstilsindividualister på sin vis lige.
