Læsetid: 12 min.

Frihed – En tabt drøm på venstrefløjen

Venstrefløjens problem er ikke neoliberalismens sejrsgang, men at en ’avanceret liberalisme’ siden 80’erne har formået at forene den enkeltes drøm om frihed med en realiserbar politik for samfundet, siger den engelske sociolog Nikolas Rose. Venstrefløjen har stadig til gode til udvikle teknikker for praktiseret frihed, siger han
18. december 2004

INTERVIEW
Man vil da hellere være som Robbie Williams: en rigtig stjerne. Hele tilværelsen drejer sig om, at man skal bruge sine muligheder. Og så må man vælge forbilleder, som er kommet langt. Man skal fyre den af. Så kan man ikke se på dem, der er ligesom en selv, og tænke: Lad os gøre noget stort sammen. Så kan man se på de andre og tænke: Skal vi se, hvem der først bliver stor?
Og her er det svært at være venstrefløj. For de almindelige idealer er ikke til sammenhold på taberholdet. Som den engelske sociolog Nikolas Rose siger:
»De normer, som er blevet udviklet over de seneste årtier står dårligt til venstrefløjen: forbrugerisme, drømmen om de riges livsstil, individualisme. Det er svært at appellere til de værdier, som folk tror på i dag, og stadig fokusere på de store sociale forskelle, der eksisterer i vores samfund. Det er svært at fange nye politiske værdier og en ny politisk retorik, der kan begejstre og samtidig forbinde det med konkrete måder at realisere det på i praksis. Det var det, højrefløjen gjorde så godt i 1980’erne: Den forbandt det hele. Det er en kolossal udfordring for dem, der tænker på sig selv som progressive.«
Og det hele starter i 80’erne. Det er den sidste politiske revolution, der lykkes. Her kommer politikere og tænkere med et program, der passer. Det, man kalder neoliberalisme, virker fantastisk. Det er nærmest et mirakel. Her kommer politikere, der vil tage almindelige folks drømme om at være den store ener og gøre det til politisk virkelighed. Det passer til den nye bevidsthedskultur: Man skal realisere sig selv. Man skal bruge sine ressourcer. Man er forpligtet på sit potentiale. Som individualist:
»Det, der gjorde højrefløjens programmer så stærke i Storbritannien og USA, var, at de udviklede tilbud til at få folks frihed til at fungere i et samfund. De kunne forene almindelige menneskers drømme om at fuldbyrde sig selv med en politisk agenda. Det var markedsbaserede strategier, forbrugsbaserede strategier. Give folk frihed til at vælge selv. Det lykkedes dem at skabe en forbindelse mellem folks behov for frihed og ønsket om frie markeder og mindre politisk indblanding.«
– Her er venstrefløjen sat af?
»En af venstrefløjens store udfordringer er, at den endnu ikke har udviklet teknikker og ideer om at praktisere frihed. Faktisk kritiserer venstrefløjen som regel friheden i solidaritetens, forpligtelsernes og den sociale velfærds navn. Venstrefløjen har fået et meget problematisk forhold til frihed. Venstrefløjen har ikke længere drømme om frihed.«

Venstrefløjen har ellers været god til frihed: Den har demonstreret for frihed over alt i verden og for børn og kvinder. Venstrefløjen var ubetinget på de godes side.
Og den stod oven på nogle helt umistelige værdier. Som for eksempel: FRIHED.
Men nu taler repræsentanter for staten og politikere konstant om frihed. De vil også frihed for hver enkelt. Frihed til at vælge selv. Og også i Irak vil de have frihed og selv hårde højrefløjsmænd taler ustandseligt om ligestilling.
– Kan man sige, at den gamle liberale forestilling om, at staten var undertrykkende og individet var frit, er blevet svækket. At det er blevet sværere at tænke politik i modsætninger som stat overfor individ, kontrol overfor frihed?
»De modsætninger, du nævner mellem stat og familie, stat og individ, stat og civilsamfund har været væsentlige for den politiske idéudvikling, men de har i praksis aldrig været modsætninger. Modsætningen mellem stat og individ, mellem statskontrol og individuel frihed har altid været en illusion.«
»Helt centralt i den moderne statsbygning stod skabelsen af et moderne individ, en ny slags menneskelig selvstændighed. Det kan man se på alle mulige felter, hvor det var vigtigt og muligt at skabe dette moderne menneske.«
Nikolas Rose nævner skolesystemet: Børnene blev i skolerne opdraget til at se på sig selv som små borgere. De lærte at tænke på sig selv som frie individer. De blev gjort bevidste om pligter over for dem selv. De lærte at tale ordentligt, at begå sig over deres sociale niveau. De lærte at børste tænder:
»Statslig indblanding i arbejderklassefamilier skulle give familien moralen tilbage; de statslige initiativer skulle gøre arbejderfamilien til en slags institution, hvor børn og arbejdsmænd blev udstyret med borgerdyder og selvansvar. «
– Men ser du afgørende forandringer i den måde staten ser det enkelte menneske på i disse år?
»Forandringer har helt oplagt fundet sted gennem de sidste 20-30 år. Statens rolle bliver nu at opmuntre, at styre, at bruge og forme de resurser, der ligger i den individuelle frihed til at vælge selv. Staten ser borgeren som et aktivt menneske, der ikke er eksempelvis arbejdsløs, men jobsøgende. Jeg vil hævde, at både på højrefløjen, i midten og for det nye venstre, der er opstået omkring Tony Blair, er der opstået et nyt billede af borgeren, af mennesket som et individ, der stræber efter frihed, der vil realisere sig selv og fuldbyrde sig selv gennem handlinger, det selv har valgt. De handlinger er som regel forbrugshandlinger såsom at købe ting, få fat i ting for at få det bedste ud af sit eget potentiale eller partnerens eller barnets potentiale i vores sekulære liv. Staten står ikke i vejen for denne frihed, den ser det som sin opgave at skabe denne frihed«

– Men frihed har ellers fungeret som kritisk krav. Demonstranter kræver frihed, de undertrykte kræver frihed. Nu kræver staten frihed af borgerne, og demonstranterne er blevet væk?
»Det er ganske rigtigt meget svært at formulere radikale intellektuelle positioner uden at stille sig ovenpå visse absolutte værdier. Det kan være frihed. Værdier, som ikke skal retfærdiggøres eller diskuteres. Vi vidste på venstrefløjen, at frihed var godt. At frihed var noget, som mennesker skulle stræbe efter, og at frie mennesker var gode mennesker. Så vi kunne repræsentere alle vores fjender som nogen, der undertrykker frihed.«
– Men den er væk nu?
»Denne ide om frihed har været et meget effektivt modstandsslogan. Da borgerne i Østtyskland smadrede Muren for at komme over på den anden side, ville de være frie. Det, de ville være frie til, var sikkert frihed til at forbruge, men det er en triviel pointe. Jeg forsøger at skelne mellem frihed som modstandsslogan og frihed som en måde at organisere vores samfund på. Frihed som modstandsslogan er effektivt og behøver hverken filosoffer eller forklaringer. Men når man skal organisere et samfund i frihedens navn og bede folk redegøre for, hvad der er frie må der at handle på og, hvilke begrænsninger der bør være for frihed, så bliver det først rigtig svært. Prøve at få folk til at anerkende, at man skal have visse forudsætninger for at kunne udfolde sin frihed. Det var kendt af de klassiske liberalister som John Stuart Mill, der sagde, at frihed var godt – bare ikke for børn, der ikke var dannede eller skolede. Før eller siden kræver det politisk magtudøvelse at få frihed som modstandsslogan til at fungere som et frit liv i praksis. Og det var højrefløjens store præstation i 80’erne.«

Den såkaldte neoliberalisme er så stærk, fordi den appellerer til folk, der ser deres liv som et projekt. Og som gerne vil respekteres som borgere, der vælger selv. De vælger selv retninger i tilværelsen, og de vælger varer i butikkerne, og de vælger selv serviceydelser i velfærdsstaten.
– Kan man sige, at neoliberalisme har stærkt venstreorienterede træk? Det er jo en gammel venstrefløjstanke, at hver enkelt skal realisere sig selv gennem arbejde. Og det er jo virkelig blevet normen i det her samfund?
»Du har absolut ret i, at den bærende tanke i vores samfund er selvrealisering, og den tanke har en stor venstreorienteret historie. Og når venstrefløjen har det så svært i dag, skyldes det ikke mindst, at hele selvrealiseringstanken er blevet bedst udnyttet af markedsorienterede politikformer.«
– og ideen om selvrealisering gennem arbejde ...
»Det går også tilbage til Karl Marx, hvor mennesket realiserer sig selv i arbejdet, i det ikke-fremmedgjorte arbejde. Det har ført til en mærkværdig fejring af arbejdet som sådan og et krav om retten til arbejde. Det er dybe forestillinger på venstrefløjen: Mennesket vil realisere sig selv gennem skabelsen af sig i arbejdet. Venstrefløjen formulerer stadig krav om ’retten til arbejde’ og ser stadig arbejde som det afgørende her i tilværelsen. Det kan arbejdsgiverne jo ikke være uenige i.«
– Så måske er det for nemt at tale om ‘neoliberalisme’?
»Jeg foretrækker udtrykket ’avanceret liberalisme’, fordi neoliberalisme kun er en version af den politiske rationalitet, som binder sig meget stærkt til individets frihed og selvstyring. Der findes andre former for politisk tænkning, som ikke deler ideen om en minimalstat og et frit marked, men som også deler frihed som ideal som modsætning til de andre idealer, der opstår igen i løbet af det 20. århundrede: idealer om sociale rettigheder, sociale forpligtelser, social forsikring. Det var ikke bare venstreorienterede idealer, men også konservative og socialliberale.«

»Det, der gør denne avancerede liberalisme så stærk, er, at den deler idealer med mange af de andre politiske retninger: Forbrugeren er kongen, individet er selvbestemmende, frihed er ambition for alle. Og så er de uenige om mål og midler. Du ser ikke mange, som vil tilbage til gammeldags velfærdsstat og som vil have bureaukratisk styring af den offentlige sektor.«
Nikolas Rose har talt om en ny form for politik: eto-politik. Det vil sige, politik som orienterer sig mod folks etik og livsførelse. Det vigtigste er ikke længere omfordeling af penge eller administration af rettigheder. Det politiske lovgivningsarbejde bliver sekundært. Det handler om at styre folks vaner og livspraksis.
– Den danske statsminister har udtalt, at det væsentligste for ham er at påvirke folks bevidsthed. Ikke nødvendigvis gennem diskussioner, men ved at vise dem eksempel på handlekraft og konsekvens. Hvordan ser du den programformulering
»Det er en meget klar formulering af ’eto-politik’. Det er den politik, der siger, at det vigtigste er etikken og moralen hos dem, der udvikler politikformer. Staten kan blande sig uden om mange mindre spørgsmål, men det afgørende spørgsmål er: Hvilke typer mennesker bebor vores samfund? «
»Det er vanskeligt for flere politiske traditioner at gå ind i, for på den ene side hersker den politiske myte om det suveræne individ, hvis hoved staten skal holde sig ude af – den skal ikke blande sig i familien etc. – men på den anden side har alle regeringer siden det 19. århundrede aktivt forsøgt at danne bestemte typer mønsterborgere. Spørgsmålet for denne eto-politik er, hvilken type politik kan den bruge til at påvirke folks vaner og bevidsthed. Skole og uddannelse har været væsentlige områder, de religiøse institutioner har været forsøgt involveret i en remoralisering af befolkningen. I Storbritannien har Tony Blair rost de religiøse skoler, fordi de bidrog til at genskabe moralen hos deres elever.«
– Men hvis det politiske mål handler om at påvirke folks livsførsel, så kan alle vel deltage i konkurrence med politikerne?
»Det skifter fra kultur til kultur. Når politikere i Storbritannien forsøger at reorganisere folks moral og familieliv, bliver de ofte beskyldt for at ville genopfinde ’babysitterstaten’. Vores børneminister har på det seneste sagt noget om, at forældre har behov for ledelse i opdragelse af deres børn. og det var statens opgave at stå for den ledelse. Det blev mødt med den type beskyldninger. «

Da Tony Blair kom kom til magten i Storbritannien, forsøgte han ifølge Rose i stor stil at føre eto-politik ved at bl.a. at anbefale, hvor mange timer hvert barn burde bruge på at læse lektier om dagen. Nu skulle staten diktere lektielæsning i hjemmene. Det var for meget. Men Blair har haft succes med gennem skolepolitik, reklamepolitik og sundhedspolitik at forsøge at præge befolkningen med nye etiske forbilleder.
»Jeg tror egentlig,« fortsætter Rose »at alle kunne engagere sig i eto-politik. Men det står igen ikke klart for mig, hvordan man skulle føre en progressiv eto-politik. Venstrefløjen ved jo ikke, hvad den vil: Vil den have multikulturalisme? Vil den have lokalsamfund? Den ved ikke, om den kan genopfinde gamle ideer om ’samfundet’, som synes at producere fælles værdier og en fælles kultur over alle de etniske, religiøse og livbsstilsbaserede subkulturer, så alle skulle føle en forbindelse til samfundet som helhed. Det er vanskeligt for venstrefløjen at ville genopfinde denne fælleshed i samfundet, fordi den også vil respektere multikulturalisme og forskellighed og alle skal have lov til at vælge værdier selv. Vi har ikke set særligt meget løfterigt på det her felt. Nogle har talt om mere konversation mellem kulturerne, mere dialog. Men alt i alt er det fattigt. Nogle på venstrefløjen vil genopfinde gamle samfund, andre vil lidt af hvert.«

Og det bliver ikke nemmere af, at det i dag virker umuligt at være venstreorienteret i sit eget land. Man må forbinde sig med progressive i andre lande. Det er svært at finde løsninger på social udstødelse i et vestligt land, der ikke også reflekterer den global ulighed.
– Jacques Derrida og Jürgen Habermas så demonstrationerne imod Irakkrigen som starten på et nyt kritisk internationalt civilsamfund. Ser du også et potentiale her?
»Jeg glæder mig over, at der stadig er naive idealister tilbage i denne verden. Men jeg mener ikke, de har ret . Det er naivt at tro, at der er et globalt politiske radikalt fællesskab, som står på samme side i alle afgørende spørgsmål, som deler de samme værdier og som kan handle sammen. Jeg har kolleger, som tror på det her: Alle progressive i verden vil være imod atomvåben, og alle vil være vegetarer, og alle vil være imod bilisme, og alle vil være imod krigen i Irak. Hvad vil de gøre ved kvindelig omskæring, hvad vil de gøre ved aidsmedicin etc.? Jeg synes, der er gode progressive argumenter for mere intervention i verden, ikke mindre. De af os, der kalder sig sekulære humanister, bør stå fast på vores frihedsforestillinger og indimellem gå i krig for at befri dem, der er groft undertrykte. Når jeg kritiserer amerikansk-britisk politik lige nu, er det mest, fordi de intervenerer for lidt og forkert.«
»Nogle af de mest forfærdelige forbrydelser i det 20. århundrede blev begået mod dem, der ikke havde andre, som ville rejse sig op og kæmpe deres sag. «

– Kan man ikke korrumpere de værdier ved at kæmpe for dem? Når menneskerettigheder bliver brugt til at begrunde overgreb og ikke som forsvar mod overgreb, svækker man menneskerettighederne. Og så kan man jo altid finde nogen der ikke kan tale for sig selv og sige, man gør det på deres vegne....
»Det er et enormt kompleks og vanskeligt spørgsmål. Men hvis man ikke vil korrumpere sine værdier, vil man altid stå uden for magtens katedraler med flag og bannere og have det godt med det. Det handler igen om forskellen på frihed som modstandsslogan og frihed som politik, der organiserer samfund. I det sidstnævnte tilfælde får du altid beskidte hænder, og du kommer i tvivl. Men som min afdøde kollega Paul Hirst sagde: De, der vil demonstrere imod krig og imod overgeb på menneskerettighederne, bliver nødt til også at engagere sig i spørgsmål om, hvordan man skaber bæredygtig politik. Det var det, han forsøgte at gøre. Men det kan folk jo selv læse i hans bøger.«
Friheden som det store modstandsslogan er blevet til statslig styring. Og det store modstandsslogan er kun formuleret som modstand mod krig og alt muligt andet.
Som den tyske filosof Adorno sagde:
»Den næsten uløselige opgave består i hverken at lade sig fordumme af de andres magt eller af sin egen afmagt.«

Blå bog
Nikolas Rose
• Nikolas Rose er professor i sociologi. Han er leder af det sociologiske institut ved London School of Economics og har skrevet bøger inden for psykologi, sociologi og politisk filosofi.
• Blandt hans hovedværker er ’Governing the soul’ fra 1989, ’Inventing ourselves’ fra 1994 og ’Powers of freedom’ fra 1999.
• De er alle undersøgelser af, hvordan mennesker opfatter sig selv som et selv, hvordan denne forestilling kom til at virke så stærkt, og hvordan den bliver udlagt i politisk magtudøvelse.
• Nikolas Rose er desuden en førende forsker i den franske socialfilosof Michel Foucault.
• Hans Reitzels Forlag forbereder en udgivelse af ham på dansk.
• Han bliver anset internationalt og i Storbritannien for en af sin tids originale og nytænkende samfundsforskere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her