Ny film
Mesterinstruktøren Alfred Hitchcock havde en særlig karrierestrategi: Når han havde lavet en fatal publikumsfiasko, skyndte han sig at instruere en film i en populær genre, som han følte sig hjemme i og som kunne give ham en tiltrængt succes.
»At søge dækning,« kaldte Hitchcock sin metode, og det må være samme overvejelser, der ligger bag Nicolas Winding Refns beslutning om at tage tråden op fra debutspillefilmen Pusher en film, der i 1996 med et slag forvandlede den dengang 26-årige Jang (som vennerne kalder ham) fra fortabt filmnørd til et af dansk films mest lovende talenter.
Hans forrige film, den internationale arthouse-thriller Fear X (2003), solgte kun 6.000 billetter i Danmark og efterlod Refn og hans tro væbner, producenten Henrik Danstrup, med en stor gæld. De måtte opgive eller i hvert fald udskyde en planlagt international co-produktion, Billys People, og selv om det ikke er Zlatko Burics ubarmhjertige Milo fra Pusher, de to herrer »skuller penge«, har de uden tvivl brug for at få kreditorernes ånde lidt på afstand.
Indre drama
At lave en Pusher 2 (og til næste år Pusher 3) er et pragmatisk karrieretræk, men det kan meget vel være lige netop det træk, der forløser Refn som filmkunstner, samtidig med at det giver ham et velfortjent comeback ved billetlugerne.
Både Bleeder (1999) og Fear X indgød respekt. De var psykologisk ambitiøse og visuelt virtuose værker, men de havde også et umiskendeligt præg af stiløvelse. Bleeder vaklede mellem gangsterdrama og mandlig fødselspsykose, og instruktøren virkede umodent fascineret af volden og det menneskelige sammenbrud, som Kim Bodnia lagde krop og sjæl til. Og selv om Fear X med stjernen John Turturro skabte en forførende, hallucinatorisk stemning af lynchske dimensioner, kunne plottet ikke helt leve op til den psykologisk-filosofiske kompleksitet, der blev stillet i udsigt.
Nu er Refn, tvunget af omstændighederne, så tilbage i Pusher-universet, og imod alle odds har han lavet sin mest helstøbte og tilfredsstillende film til dato.
Måske fordi han ikke behøver slå knuder på sig selv for at fange vores opmærksomhed (Pusher er jo et fænomen, et brand) og ikke er hæmmet af ambitioner om at skabe banebrydende filmkunst. Eller måske fordi han er så fortrolig med den simple gangsterramme, at han kan koncentrere sig om det væsentlige: Det indre, psykologiske drama.
Genuint bevægende
Refn kunne have kørt på rutinen, men han har gjort en dyd ud af nødvendigheden og skabt en kunstnerisk stærk 2er, der på stort set alle planer er 1eren overlegen.
Pusher indvarslede en ny realisme i dansk film, men filmens rå vold og hårdtpumpede attituder virker ved et gensyn anstrengende. Pusher 2 er på én gang mere afdæmpet og følelsesladet. Volden er nedtonet, historien står skarpere, virkemidlerne er mere elegante. Og hvor Kim Bodnias hovedkarakter i eteren pirrede vores nysgerrighed, kommer vi i toeren helt ind under huden på Mads Mikkelsens hovedkarakter, der rummer flere facetter og er genuint bevægende.
I Pusher spillede Mikkelsen Kim Bodnias snakkesalige makker, Tonny. I Pusher 2 er han stadig Tonny, men denne gang alene. Helt alene. Efter et længere fængselsophold opsøger han sin far, Smeden, som er lokal gangster på Amager og officielt driver et automobilværksted. Der står »RESPECT« tatoveret på baghovedet på Tonny, men det er netop, hvad han ikke nyder hos sin far. Vi mærker straks farens brutale hårdhed, der fremstilles uhyggeligt overbevisende af Leif Sylvester Petersen. Modstræbende lader faderen dog Tonny komme på prøve som biltyv, ligesom barndomsvennen Ø (Øyvind Hagen-Traberg, rapper i Rockers By Choice) giver ham logi.
Nettet strammes
»Jeg er for fed,« jubler Tonny, men virkeligheden er en anden. Han er den uønskede søn, han nyder ingen status i miljøet, og snart involveres han via sin gamle ven, Kusse Kurt (Kurt Nielsen), i en narkohandel, der går rivende galt. Han står pludselig med en livsfarlig gæld og skal samtidig forholde sig til en tilfældig kvinde, en narkoman, der mener, at han er far til hendes spædbarn!
Nettet strammes om Tonny. I en scene der byder på et gensyn med Zlatko Burics Milo, som har hovedrollen i den kommende Pusher 3 skaber Refn dirrende spænding med ganske få virkemidler. En anden scene, et stort biltyveri, afvikles med en balletagtig elegance, der er en ren fryd for øjet.
Nicolas Winding Refn har celluloid i blodet, og hans hang til obskure amerikanske B-film er velkendt. Men inspirationen hentes også fra engelske socialrealister som Ken Loach og Mike Leigh, og for en gangs skyld virker formen ikke spor forceret (bortset fra åbningsscenens lange, konstruerede monolog, der burde være skrottet i klippebordet). I stedet for at bombardere sanserne appellerer Refn til følelserne, klip, lyd og Peter Peters score er fint afstemt, og der er ægte Amager-stemninger i Morten Søborgs billeder, som på én gang er realisme (kornet og håndholdt) og ekspressionisme (skiftevis gul og rød farvetone).
One man-præstation
Men frem for alt leverer Mads Mikkelsen en suveræn one man-præstation. Han er på lærredet i næsten samtlige 96 minutter, og bortset fra Leif Sylvester og Zlatko Buric er han omgivet af amatører fra miljøet, der naturligvis ikke kan give det samme modspil som professionelle skuespillere.
Men Mikkelsen klarer det med glans og falder hverken for fristelsen til at gøre sin karakter komisk eller køre videre i den stupide rille fra Pusher. Han skaber i realiteten en helt ny karakter: Smart på overfladen, skrøbelig nedenunder og totalt rådvild. Og trods alle hans fejl sympatiserer vi med ham. Tonny angler efter farens kærlighed, mens han samtidig konfronteres med sit eget barn, og det indre drama ligger i konflikten mellem Tonnys gryende ansvarsbevidsthed og stigende afmagt.
Understatement er et gennemgående princip for eksempel i nøglescenen, hvor Tonny opsøger sin mor og via en dørtelefon får overbragt meddelelsen om, at moderen er død for adskillige måneder siden. Og selv om nedturen til mørkets hjerte og et shakespearesk faderopgør virker ubønhørlig, holder Nicolas Winding Refn døren på klem. Måske er der alligevel en udvej. Håbet er nyt hos Refn og det klæder ham. Han har forvandlet noget, der lignede en klam kalkule til en moden film, der peger fremad. Nu glæder vi os til treeren.
*Pusher 2. Instruktion og manuskript: Nicolas Winding Refn. Dansk (Palads, Dagmar, Grand og Empire i København samt biografer over hele landet)
