Læsetid: 3 min.

Den gang anden var ung

Midt i latterbrølene over 1930’ernes Anders And kom en aha-oplevelse: Sådan er det, når nogen (gen-)opfinder en genre: Skaberværket svæver af glæde, får opdrift af sin egen lethed. Af mangel på tyngende fortilfælde
24. december 2004

Udsyn
Jubel bruste op i biografen, når filmen begyndte med et billede af anden. Jovist, film med Pluto og Mickey Mouse var skægge, men Anders And var nu bedst.
Det var et juleritual, min moster og jeg havde sammen. Fra jeg kunne gå oprejst, tog hun mig rundt og se stormagasinernes juleudstillinger. Så fik vi en kop varm chokolade og en sandwich på Strøgets Café Kolibri, som over bordene havde små jukeboxe, der kunne spille Raquel Rastenni med vovsen i vinduet. Derfra gik vi hen til Disney-juleshow i Metropol Biograf (hvor der i dag er H&M-butik, men stadig »Metropol« på facaden).
Det kørte hver fulde time og for fulde huse. Fem film fyret af på 50 minutter, tjuh bang. Der skulle også være tid til at skifte publikum ud. Stemningen i biografen var vildt forventningsfuld. Og skuffet blev man aldrig. Når Anders And var på, var det grin fra først til sidst.
Forestillingen var lige så vigtig en del af julen som at pakke gaver ud. Efter min moster faldt fra, gik jeg ind og så juleshowet med kammerater – helt frem til gymnasiet, hvor vi, nå ja, fik andre interesser end Anders And.
Jeg husker, det dog gav et stik i hjertet, da Metropol lukkede som biograf i 1980: »Ak ja, aldrig til juleshow mere,« tænkte jeg.

Og så alligevel: Forleden var min husstand budt til juleand og rødkål hos en af vores venner, der har hjemmebio. Stort lærred, der kan rulles ned i den ene ende af spisestuen, og dvd-afspiller i den anden. Og fordi stemningen var så juleagtig med anden og det hele, vældede pludselig op i mig trangen til at se juleshow.
»Har du Anders And-film,« spurgte jeg. Og det viste sig mirakuløst, at sådan nogle havde han netop købt til denne jul: Fem timer med Anders And, 36 andefilm fra årene 1934-41.
Vi begyndte fra en ende af: Den kloge lille høne, en moralsk fabel fra 1934. Anders Ands debut, i rollen som kammesjuk til en gris, der heller ikke vil hjælpe en høne med at plante og høste majs, men gerne med at æde dem. En historisk kuriositet.
Men nu var anden født, og fra næste film tog løjerne fat. Ingen af filmene har jeg set før, formentlig fordi de af 1930’ernes eftertid er dømt for vilde til et juleshow for små børn. Det går hårdt for sig. Anden er gennemført gemén, den kommer ikke uforvarende ud i vanskeligheder, den roder sig selv ud i dem ved at ville skændes og slås med alt og alle. Og værre og værre går det. Latterbrølet løftede sig i hjemmebioen. Filmene er vægtløs humor.
Værten sagde: »Jeg tror, de selv har ligget flade af grin, da de lavede de film.«

Og pludselig – midt i al latter og jubel – fik jeg en aha-oplevelse: Det er jo sådan, det er, når nogen opfinder – eller genopfinder – en genre: Skaberværket er ubesværet, det svæver af glæde, får opdrift af sin egen lethed. Af mangel på tyngende fortilfælde.
Tænk på Mozart, i de lykkelige år. Hans hoved må have været et summende bistade af musik. Hvilken lykke, at det lykkedes ham at få stroferne adskilt ned på papiret, frem for bare at synge dem alle ud i ét brøl og lade sig føre til galeanstalten.
»For mange noder, kære herr Mozart, alt for mange noder,« sagde den østrigske kejser Joseph II ved førsteopførelsen af Bortførelsen fra Serailet, hvortil komponisten svarede:
»Nøjagtig så mange som nødvendigt, Deres Majestæt.«
Eller Shakespeare i beruselsen over renæssancens genopfindelse af den erotiske komedie. Nu, 400 år efter, kan hans stykker stadig spilles, så publikum bliver medsammensvorne i forklædningernes forviklinger frem mod den forvirring, der forløser ud over enhver forstand. Kærlighed bliver til ét med skærsommernatten. Tid er sat ud af kraft.
Og når det ikke længere er let at lave tegnefilm så uskyldigt-udspekuleret som i 30’erne, eller musik, der bare bobler af alt for mange, men dog præcist afmålte noder, eller skuespil, hvor mænd får kvinder ved at lade, som om de er mænd, der er klædt ud som kvinder, der forklæder sig som mænd – så skyldes det, at nogle førhen har gjort det så fortryllet godt, at der ikke rigtigt er mere at komme efter.
Andet, selvfølgelig, end at genopføre dem. Eller finde på noget helt nyt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her