Læsetid: 5 min.

’Hvis hun skaL ha’ ny hofte vil jeg ha’ en ny cykelsti’

Den danske velfærdsstat er blevet et masse-individualiseret samfund. Folk tænker på sig selv, politikerne i segmenter og ingen på helheden, konstaterer velfærdshistoriker
18. december 2004

Tema: velfærd
Dynamit-Harry i Olsenbanden går amok siger det klart:
»Det er det jeg altid har sagt. Svigtet bliver man. Ensom og forladt. Alle mennesker tænker kun på sig selv. Den eneste, der tænker på mig – det er mig.«
Historiker og lektor ved institut for historie og samfundsforhold ved Roskilde Universitet, Henrik Jensen, der har skrevet bogen Ofrets Århundrede, mener, groft formuleret, at danskerne har udviklet sig til en flok narcissistiske individualister, der ikke længere er styret af moralske grundværdier. Og, at netop den udvikling er et afgørende element i velfærdsstatens problemer.
Epinions undersøgelse for Information af holdningerne til velfærdsstaten viser, at halvdelen af den danske befolkning mener, at det er vigtigt ikke at aflevere mere end man får tilbage.
»Det er udtryk for en kræmmermentalitet, hvor velfærdsstaten ikke længere er et projekt for fællesskabet, men et supermarked, hvor man ikke vil betale for mere, end det man tager ned fra hylderne,« siger Henrik Jensen.
Han mener, at individualiseringen af samfundet signalerer et vigtigt brud med velfærdsstatens grundlæggende ide om, at man skal kræve sin ret og yde sin pligt.
»Forholdet mellem ret og pligt har fået en gevaldig slagside. Man er nærmest overopmærksom på det, man opfatter som rettigheder, mens man har fornemmelsen af at afskrive pligten gennem skattebetaling. Pligt er ikke noget, der findes mellem borgerne, og politikerne tør heller ikke forpligte borgerne. Derimod er det intet problem at kræve sin ret. Alt det, man mener at have krav på,« siger Henrik Jensen.
– På baggrund af Epinions målinger kunne man fristes til at konkludere, at der i Danmark eksisterer en angst for, at de andre får mere end en selv?
»Vores type samfund gavner misundelsen. I et masseindividualiseret samfund efterspørger alle de samme ting på de samme tidspunkter. Og man opdrages ligesom til at holde vagt ud af øjenkrogen, for at sikre sig, at man ikke kommer i klemme, og at de andre får mere end en selv. Antallet af interesseorganisationer og patientforeninger er også eksploderet. Man kan kalde dem offerforeninger, hvor man allerede er defensiv fra begyndelsen. Udgangspunkter er, at man sikkert bliver snydt for et eller andet. Men logikken er absurd. Logikken er, at hvis hun skal have ny hofte, så vil jeg have bredere cykelstier,« siger Henrik Jensen.
– Men er det ikke en farlig tendens i en velfærdsstat?
»Jo. Nå de fleste får en fornemmelse af, at de har krav på at få det samme som andre, og få det samme ud som de putter ind, kan man lige så godt pakke velfærdsstaten sammen og lave private forsikringsordninger for alle pengene,« siger Henrik Jensen.

Han kan se to mulige fremtidsscenarier for velfærdsstaten:
Enten må man acceptere, at den afvikles gennem gradvis øget brugerbetaling og privatisering, og vi vænner os til at se tilbage på den som en overgangsløsning efter krise og verdenskrig, som kunne hjælpe nationen i gang med en moderne tilværelse med en pænt fordelt overflod.
Eller også finder vi de kollektive værdier, der kan give os troen på systemet tilbage. Få den moralske forpligtelse tilbage.
– Hvor er vi på vej hen?
»Afviklingen er vejen, vi driver ad nu. En liberalistisk model virker ofte harmløs i gode tider, men vender tiderne, bliver der problemer. Så står det pludseligt klart, at velfærdsstaten ikke kun var et lidt tungt forsikrings- og omfordelingssystem, men et samfundssystem. Vores samfundssystem.«
»Den anden vej kræver en bevidst kollektiv indsats for at fastholde, eller snarere erstatte den ’velfærdskultur,’ som er på vej til at blive undergravet, og erstatte den i en sådan form, at den kan slå rod i en kompleks verden af i dag. Målet er at finde former for selvbegrænsning og selvansvarlighed, der får mere direkte adresse til den enkelte. Det er ikke statens informationskontor, der skal drive den pointe hjem. Det er os selv,« siger han.
– Hvordan?
»Vi skal igen begynde at stille moralske og politiske krav til hinanden: Ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder. En sådan genopståen af den samfundsmæssige integration – rodfæstet i fælles normer – kræver en bred samtale; men kulturen er efterhånden så individualiseret og opsplittet, at der er problemer med den sociale kontakt.«
»Vi lever i en verden, der er meget hårdt defineret af bureaukrati, teknologi og medier. Og vi tilpasser os den i forbavsende høj grad - at tilpasse sig er jo hvad mennesker gør. Hvis vi skal finde måder, hvorpå vi kan ’italesætte’ de dybere kulturelle værdier, som sover tornerosesøvn i os og i kulturen, er det helt op til os selv.«
»Men ærlig talt: gider vi? Vi ved ikke rigtig om vi gider. Det er svært at få kending med noget dybere moralsk forfald,« siger Henrik Jensen.

mlk@infomration.dk

Boguddrag
*Køens frosne panik
I gamle dage var køer noget, man især havde ovre østpå – et symptom på et opgivende systems manglende evne til at dække selv de mest basale behov i befolkningen. Det blev sagt, at hvis en russer på sin stræbsomme vej kom forbi en kø, tog han automatisk opstilling i den, uanset hvad der var at finde i enden af den. Det var under alle omstændigheder noget, han havde brug for.
Siden er køer blevet et noget mere gængs fænomen i Vesten. Ikke som udtryk for mangel på livets absolutte fornødenheder, sukker og mel, men som udtryk for et overflodssamfund, hvor visse goder blot udsættes for massernes akutte efterspørgsel. Det kan være hvad som helst – åbne flykorridorer i feriesæsonen, passable motorvejsbaner ind til bykernen om morgenen og ud igen om aftenen, tilgængelige kasser i supermarkedet i ulvetimen eller visse telefonnumre. I Vesten bliver køen derved et symptom på latente problemer med at begrænse folks specifikke overforbrug. Kan der ikke siges nej på anden måde, begrænses aktiviteterne i stedet af ’tilfældige kødannelser.’
Der er en særlig stress-psykologi forbundet med at befinde sig i en kø. I massesamfundet kommer tiden ikke, den går – og at vente er at dø en smule. Køer er frossen panik – den ventende reduceres til én tanke: at komme frem selv, at overleve selv

Indledende tekst i Henrik Jensens bidrag til debatbogen ’13 udfordringer til den danske velfærdsstat’, Syddansk Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu