Teater
BERLIN Den tyske instruktør Frank Castorf har med Meine Schneekönigin, lavet over H.C. Andersens eventyr Snedronningen, været nede at grave dybt i det ubevidste. En vild forestilling, der får sider af digteren frem, som man
ikke ser hver dag.
Især ikke i Danmark, hvor det ville være utænkeligt på så usømmelig vis at pille ved vor uskyldige, lidt bedstefar-agtige eventyrdigter. Men også en meget mærkelig forestilling, der kræver, at man har læst på lektien hjemmefra. Og selv da kan man let komme i tvivl om, hvad der foregår.
Over hver stol på de to første stolerækker hænger der hvide klæder med påskriften Schneetuch (sneklæde). Så ved man, at man er kommet det rigtige sted hen. Frank Castorf, den tyske instruktør og leder af Volksbühne i Berlin, er kendt for at lave forestillinger, hvor man som publikum på de dyre pladser som regel godt kan regne med at få lidt af hvert i hovedet. Frank Castorf er gennem sine nu 12 års ledelse af Volksbühne blevet internationalt berømmet for store opsætninger af klassikere.
Senest i 2003 lavede han en fem timer lang og stærk opsætning af Dostojevskijs Idioten. Nu har han i anledning af H.C. Andersens forestående 200 års fødselsdag for første gang taget fat i et eventyr.
I Snedronningen, der udkom i 1843, tager pigen Gerda ud for at lede efter sin ven Kay, der er blevet bortført af den iskolde Snedronning. Han har fået en splint i øjet og en i hjertet, efter at et troldspejl, lavet af Djævelen, selv er gået i billioner af stykker. Nu kan Kay kun se det hæslige og grimme ved alt og alle, for spejlet er skabt til at fortrænge og forvrænge alt godt og smukt og sandt i verden. Så slemt ramt er den lille Kay, at han på vej ud af byen med sin lille slæde spændt bag på Snedronningens store ikke længere kan huske sit Fadervor, men kun den store tabel. Gerdas uendelige godhed og udholdenhed overvinder dog alt ondt, og til slut får hun med sine tårer smeltet Kays isklump af et hjerte, og de kan sammen som voksne vandre hjem til roserne hos bedstemor.
Geder spiser vingummi
Kun seks skuespillere er på scenen i forestillingen, der varer to timer og 40 minutter uden pause. Det i sig selv er en fysisk kraftpræstation, eftersom der ikke på noget tidspunkt slækkes på hverken tempo eller energi.
I Castorfs iscenesættelse er alt, hvad der kunne tangere det tuttenuttede i Andersens eventyr fjernet. Her er ingen børn blandt roser i tagrenden og ingen lyskrøllet Gerda. Her er til gengæld en snemaskine, der brager sne ud, her er masser af bare kvindeben, to bare tissemænd, en vaskeægte stækket krage, der på et tidspunkt forsøger at flyve ud over publikum, og tre geder, der spiser vingummibamser fra scenegulvet.
Her er en Gerda i Birgit Minichmayrs skikkelse med sort tjavset hår iført blå skovtrusser og pink tårnhøje lakstilletter. Alligevel er der i hendes lidt hæse stemme og trutmund noget, som gør hendes uskydige væsen overbevisende. Snedronningen (Jeanette Spassova) fejer rundt i 1950er-skørter og platinblond paryk, mens den lille Kay, som han konsekvent kaldes, (spillet af Alexander Scheer) er tynd som en bønnestage, har halvlangt hår og en attitude som en desperat rockstjerne på stoffer.
Fraværet af det nuttede bliver yderligere understreget, fordi Castorf for at skabe sit eget personlige og mangefacetterede billede af H.C. Andersen som digter og som menneske har inddraget andre og mere uhyggelige eventyr. Eventyr, som ved deres indfletning i forestillingen understreger og fremhæver den montageagtige stil, som eventyret Snedronningen faktisk er skrevet i. Pludselig optræder stykkets Snedronning som den forfængelige pige med De røde Skoe, der får hugget fødder og sko af, da de ikke vil holde op med at danse. Gerda har også et par røde sko, som hun ofrer for at finde den lille Kay.
For at forstærke uhyggen kommer Skyggen og hans herre også på scenen. Skyggen kan ikke sige ordet Evighed, ligesom den lille Kay ikke kan samle ordet af Forstands-Iisspillet, som han leger med på Snedronningens slot. Da Snedronningen kommer frem og tvivler på, at historien ender godt for hende, ved vi, at Gerda snart kommer og finder den lille Kay, så de kan gå i seng med hinanden.
Men hvorfor er Kay ved mødet med Gerda forklædt som en kæmpestor kravlende skovsnegl, der minder lidt om udklædningerne i Søren Faulis reklamefilm for Toms
Chokolade?
Svaret er, at han nu laver en glidende overgang til det 15 år yngre eventyr Iisjomfruen, som overtager scenen den sidste time. Kay bliver nemlig nu til Iisjomfruens hovedperson Rudy. En lille modig dreng og senere mand, der klatrer som ingen anden og kan »klæbe sig fast som en snegl til klippevæggen«.
Så modig er Rudy i sin klatren, at han i sit forsøg på at vinde møllerens datter Babette kravler næsten op til Vorherre, i hvert fald op til en ørnerede, men kun for dagen før sit bryllup at drukne i søens iskolde vand i Iisjomfruens arme. Castorf springer således fra det ene andersenske kuldeunivers til det andet. Det er godt tænkt og udført. Han viser med denne modstilling en betydelig mere dunkel side af Andersens eventyr. Ved at lade skuespilleren, der spillede Gerda optræde som Iisjomfruen iført balletkostume, tåspidssko og englevinger, lader han ane, at selv når Andersen var allermest uskyldig som for eksempel i papirklippenes balletdanserinder og engle lurede det diabolske lige nedenunder.
Et smukt lys
Egentlig rørende bliver det først i forestillingens sidste minutter. Men hvilke minutter! Herbert Fritsch står nu alene kun iført silkekimono på scenen, der ligner et bombekrater. Han er nu H.C. Andersen selv, der citerer fra sin dagbog og fortæller om tandpine, smerter i penis, om at det er frostvejr, og at han netop er gået en tur. Han fortæller om et sydligt besøg i et bordel, hvor den yngste kvinde bliver ham forestillet, og om hvordan hun undrer sig over, »at jeg bare forsøgte at tale med hende«. Et smukt lys går over scenen. Til akkompagnement af en guitar ser man projiceringer af H.C. Andersens papirklip, og der bliver stille.
Frank Castorfs Meine Schneekönigin er en stor og overrumplende hyldest til H.C. Andersens værk og til H.C. Andersen selv, som elskede teatret.
*Meine Schneekönigin efter H.C. Andersen, bearbejdelse og instruktion: Frank Castorf, scenografi og kostumer: Bert Neumann, medvirkende: Herbert Fritsch, Jeanette Spassova, Alexander Scheer, Birgit Minichmayr, Irina Kastrinidis, Volker Spengler. Forestillingen er blevet til med støtte fra H.C. Andersen Fonden 2005. Premiere 16.12. 2004 på Volksbühne, Rosa Luxemburg Platz, Berlin, www.volksbuehne-berlin.de
