Læsetid: 3 min.

Heltemodtagelse i Paris for løsladte gidsler

Champagnepropperne sprang, familien var lykkelig, præsidenten holdt tale og aviserne svømmede over med ros til efterretningstjenesten, for arbejdet med at få to kidnappede journalister frigivet. Men de franske medier tror, regeringen betalte løsepenge
23. december 2004

Gidseldrama
PARIS – Dagen efter de var blevet frigivet af den militante irakiske gruppe, der tog dem til fange i august, vendte de to journalister, Christian Chesnot og Georges Malbrunot, hjem til en hjertelig velkomst fra blandt andre Frankrigs præsident, Jacques Chirac, og premierminister Jean-Pierre Raffarin. De to journalister sagde ved hjemkomsten i aftes, at de havde »været igennem en meget vanskelig situation«, men at det var lykkedes dem at skabe en dialog med deres bortførere.
»Vi har det godt, vi har været igennem en vanskelig situation, ind imellem meget vanskelig,« sagde Georges Malbrunot, der er journalist på avisen Le Figaro.
Hans kollega, Christian Chesnot, der er freelancejournalist for Radio France Internationale, sagde at de to hurtigt »forstod, at bortførerne ikke ville dræbe os med det samme«.
»Vi er meget glade for at være hjemme, for når man er gidsel, ved man ikke, hvad der vil ske,« sagde Malbrunot til de journalister, der befandt sig i lufthavnen.
»Det var en meget vanskelig situation at være omgivet af maskerede personer med våben,« tilføjede han.
Malbrunot sagde, at bortførerne ikke havde mishandlet dem eller udsat dem for fingerede henrettelser, som andre gidsler har været ude for. Han fortalte, at de var blevet holdt i fangenskab fordi deres bortførere, en gruppe der kalder sig Den Islamiske Hær i Irak, mente at de var »ikke store fisk, men gode fisk«. Den militante gruppe mente, at de kunne bruge de to journalister, selv om de adskilte sig fra andre gidsler fra USA, Italien og andre lande i den amerikansk-ledede koalition i Irak.

’Det handler om penge’
Allerede om eftermiddagen i går kom det til bevægende scener adskillige steder i Paris. De store plakater, som igennem hele forløbet har været opsat på Paris’ rådhus blev taget ned med mærkaten ’Frie’ påklistret under klapsalver fra hundredvis af mennesker, som havde samlet sig på stedet.
28-årige Paul, som til dagligt arbejder i supermarkedet Franprix, sagde til Information, at han »fejrer løsladelsen, fordi jeg må sige, at jeg ligesom alle mine venner var sikker på, at de ville få hovederne kappet af. Måske fejrer muslimer alligevel jul.« En kvinde, som ikke ønskede at give sit navn, afbrød med ordene: »Det er et spørgsmål om pungens størrelse, ikke om religion.«
Dermed gav hun udtryk for en antagelse, som flere respekterede franske medier gav udtryk for i går nemlig at pålidelige kilder havde bekræftet, at der var blevet betalt løsepenge; en påstand som dog prompte blev afvist af premierminister Jean-Pierre Raffarin: »Der er intet blevet udbetalt, og der er heller ikke blevet bedt om løsepenge,« sagde han.
Gidseltagerne, Iraks Islamiske Hær, har tidligere myrdet en italiensk journalist, men frigav to italienske nødhjælpsarbejdere mod en klækkelig løsesum i forrige måned. De meddelte i forgårs, at de havde valgt at løslade de to franskmænd på grund af den fortsatte franske holdning til Irak-krigen. Dertil kom appeller fra den muslimske verden samt de to gidslers velkendte pro-palæstinensiske holdninger. De er begge eksperter i arabisk kultur, historie og politik og har skrevet bøger om bl.a. intifadaen og om Irak. De har endvidere begge opholdt sig i lange perioder i Mellemøsten og taler arabisk.
Præsident Jacques Chirac valgte i går at afkorte sin juleferie i Marokko for at komme hjem og tale til de to journalister samt til nationen. I sin tale sagde præsidenten, at de to havde »sat deres liv på spil i ytringsfrihedens og informationsfrihedens tjeneste.«
Chirac roste også de franske »myndigheder og tjenester, som i forening og med overbevisning effektivt har arbejdet hårdt« for at sikre frigivelsen. De franske medier var ikke i tvivl om, at takken først og fremmest gik til den franske eksterne efterretningstjeneste, DGSE, , som har været ledende i det vidtforgrenede hemmelige arbejde, som har stået på uafbrudt siden de to mænds tilfangetagelse den 20. august.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her