Læsetid: 3 min.

Hjerterytmer og kvababbelser

Paradoks. Midt i en tid, hvor jazzen blomstrer, negligeres den af de bredere medier. Vi mindes et jazzår med modsigelser, huller og herlige plader
29. december 2004

Året i Jazz 04
Jazzen oplever i disse år det besynderlige, at alt imens der brydes grænser, findes på og skabes spændende musik ude blandt nytænkende jazz- og improvisationsmusikere, og alt imens musikken er genstand for interesse, respekt og forundring blandt mennesker med åbenhed og kultursans, er jazzen næsten forsvundet i det generelle mediebillede i vort lille, lunkne fædreland.
De redaktionelle dispositioner på de fleste dagblade, gratisaviser og i tv følger villigt de opportunistiske vindes logik, tilsyneladende styret af mærkelige fordomme, musikalsk ensretning og en tyrkertro på stigende salgs- eller seertal ved kun at fodre brugerne med slik.
DR-TV har på det skammeligste mistet enhver vision, der afviger fra popmusikkens slagne landevej. Og tænk, engang producerede man noget så mærkværdigt som jazz-tv-udsendelser.
Ved at vanrøgte jazzen signalerer de nævnte medier, at den er kedelig, elitær og gammeldags. Og jo, der er masser af konservatisme, enøjethed og ståen i stampe ligesom inden for andre musikformer. Men den 100 år gamle musik er ikke bare unik i udtryksform, den udvikler sig fortsat og inspirerer den globale musikkultur: jazz i frugtbare udvekslinger med rock, electronica og allehånde etnisk musik. Det bobler og koger derude med hjerterytmer og stor musikalsk spændvidde.

Farvel til Jazzpar
Når dét er sagt, har det været et mærkeligt jazzår – også for denne avis. Grundet redaktionelle dispositioner på kulturområdet opstod der et hul i jazzdækningen på over et halvt år fra omkring marts måned til sidst i september. Jazzfestivalen fik dog noget spalteplads. Pladenyheder i perioden forblev ubeskrevne. Vi råder lidt bod på det i det følgende.
Pianisten Keith Jarrett modtog den 7. juli Sonnings Musikpris som den anden jazzmusiker nogensinde (Miles Davis fik den i 1984). Hans koncert i Tivolis Koncertsal blev for mange et af højdepunkterne i en igen mastodontisk Copenhagen Jazz Festival med et ikke alt for interessant program.
2004 var også året, hvor vi for måske sidste gang oplevede uddelingen af Jazzpar Prisen (den gik i april til italieneren Aldo Romano). Den internationalt respekterede og for dansk musikkultur betydningsfulde pris smuldrer bort, fordi ingen pengestærke erhvervsvirksomheder, der ellers gerne støtter f.eks. teater og opera, har kunnet se fidusen i at støtte jazzparprojektet med den nødvendige årlige million, efter at Skandinavisk Tobakskompagni har trukket sig som sponsor igennem 15 år.
Måske siger det noget om, at jazzens omdømme som kunstart ikke er stærk nok. Eller noget om, at private virksomheder nu om stunder satser mere ensidigt og ’sikkert’ i deres støtte. Jazzpar markerer sig dog med en døsdskrampe til april for at skaffe sponsorer i sidste time: en koncert med danske musikere og bl.a. en særlig cd-udgivelse. Så håbet lever.

Nye og gamle plader
Der er altså indtil videre kun grund til at drikke gravøl over de musikere, der ikke er her mere. Dansk jazz mistede bl.a. saxofonisten Bent Jædig og USA to giganter: trommeslageren Elvin Jones og sopransaxofonisten Steve Lacy.
Dansk jazz forsøger sig i disse år som eksportvare med Dansk Jazzforbund som primus motor. Frankrig har været indsatsområde ved en dansk festival i Paris i to år i træk. Den seneste i november var præget af afbud og mangel på visionære navne.
Jazzen deltog også for første gang i Midem-messen i Cannes i år. Flere europæiske jazzkøbmænd var ifølge rapporter begejstrede. Der blev skabt kontakter og handelsforbindelser bl.a. for unge musikere fra ILK (Independant Label København) – et plademærke og musikerkollektiv for en række af de mest fritænkende yngre musikere herhjemme.
ILK udsendte 12 plader i år bl.a. Mark Solborgs Smash The Tomatoes, Autofant’s Family, Jesper Løvdals Lovedale og Jacob Anderskovs On The Loose.

Mange genudgivelser
Blandt udenlandske plader vil man huske norske Jan Garbareks smukke comeback efter fem års pause, In Praise of Dreams (ECM).
Markedet præges i øvrigt af enorme mængder af genudgivelser. De er velkomne, vel at mærke når den historiske kvalitet kan forsvares.
Det kan den bl.a. med Ahmad Jamal’s Chamber Music of The New Jazz (Verve), Archie Shepp & New York Contemporary Five (Storyville), Eje Thelin’s At The German Festival 1964 (Dragon) og bokssæt som The Complete Verve Tal Farlow Sessions (syv cd’er), Seven Steps: The Complete Miles Davis Columbia Recordings 1963-64 (syv cd’er) og den monumentale Albert Ayler-boks, Holy Ghost – rare and unissued recordings 1962-70 (ni cd’er m.m., Revenant Records).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu