Læsetid: 6 min.

Holde på bolden og løbe frem

I går fik forfatteren Lars Frost overrakt Bisballe-Prisen. Her er Erik Skyum-Nielsens tale til forfatteren
14. december 2004

I går fik forfatteren Lars Frost overrakt Bisballe-Prisen. Her er Erik Skyum-Nielsens tale
til forfatteren

Litteraturpris
For at komme til møde i det såkaldt ’kunstkyndige udvalg’ under Bisballe-Fonden måtte medlemmerne i år ad en snæver vindeltrappe stige op i et tårn i det nordlige København. Heroppe, i et iskoldt lokale, følte man sig i sandhed som en udvalgt, en deltager i tårnselskabet fra Goethes roman om Wilhelm Meister eller en af gæsterne i dét klokketårn, hvor helten i Là-bas (1891) af Joris-Karl Huysmans fører lange og sære samtaler med en gammel katolsk klokker, en astrolog og en troende læge om »de eneste Ting i Verden, der er Tale værd«. Bisballe-pris-udvalget talte ikke om religion, men vi kom sammen i tårnet for at tale om det, som vi alle helst vil tale om, nemlig kunstnerisk kvalitet, og vi var enige om, at den findes i overbevisende grad hos Lars Frost, især i hans seneste bog, som på alle måder rager op. Jeg citerede før redaktøren af det sagn- og myteomspundne tidsskrift Taarnet, Johannes Jørgensen, som (netop med henvisning til Huysmans) i sit erindringsværk Mit Livs Legende skrev: »Ogsaa vi begærede at stige op i et Taarn og blive dér. Vi tænkte slet ikke paa noget Kirketaarn – det laa endnu langt fra vore Tanker. Ved et Taarn forstod vi blot noget højtideligt, noget, der stod alene, ikke i Geled som Husene, noget poetisk og unyttigt, en Bygning, hvori de henfarne Tider spøgede, og fra hvis Top man kunde kigge Stjærner.« Noget poetisk og unyttigt, det passer og passer alligevel ikke på årets prismodtager Lars Frost, som hermed får sin første større anerkendelse, efter at have konkurreret med en komponist, en filmmand, en designer, en performer. Om en billedkunstner kunne der i år ikke blive tale, ikke to år i træk; til gengæld kunne Bjørn Nørgaard med så meget desto større ro og autoritet lede dén faglige diskussion, der endte med at lande de 75.000 kr. i hænderne på Frost.

Tindrende smukt
Ved et tårn forstod Jørgensen »noget højtideligt, noget, der stod alene, ikke i Geled som Husene, noget poetisk og unyttigt.« Gælder det mon også dagens prismodtager? Poetisk – ja, i den forstand, at han skriver så tindrende smukt som han gør, men ikke hvis man med ’poetisk’ mener, at digtekunsten svæver og skal have lov til at svæve i en art hellig, uforpligtende uskyld. Unyttig – ja, for så vidt som kunstens nytte kan siges at bestå netop i dens mangel på nytte, og i det principielt umulige i at oversætte dens æstetiske kvaliteter til det sprog, hvori vi taler politisk. Og så alligevel nej, for Lars Frost er noget så sjældent som en politiserende ung forfatter – uden defineret politik. Bag navnet Lars Frost gemmer sig en begavet og yderst talentfuld forfatter, som i 2004 fik et gennembrud, men som besynderligt nok aldrig har opnået at blive passende prisbelønnet. Han er født 1973 og debuterede år 2000 med en novellesamling (eller var det en fragmenteret roman?!) under titlen Og så af sted til Wien. Året derefter udkom, også på Lindhardt og Ringhof, hans anden roman, Allermest undrer det mig at vi kan glemme. Allerseneste udspil fra Lars Frost er Smukke biler efter krigen, med undertitlen ’Knaldroman’ (326 s., Gyldendal 2004), som med ét slag har realiseret det krystalklare kunstneriske potentiale i de to første udgivelser.

’Flanerende’ legebørn
Man har karakteriseret den forfattergeneration, der er dukket op her omkring årtusindeskiftet, som: charmerende, lystigt spirallerende, ironisk drillende, æstetisk højt bevidste ’flanerende’ legebørn. Denne beskrivelse dækker også fint Lars Frost, og det er unægtelig fristende at se et selvportræt det sted i Allermest undrer det mig at vi kan glemme, hvor han lovpriser de spadserende forfattere: Virginia Woolf, Robert Walser, Gertrude Stein samt Rainer Maria Rilke, der jo lader sin følende helt Malte Laurids Brigge »præsentere sig selv for os gennem sit blik ud på Paris, mens han går gennem byen på den første side i sine optegnelser.« Frost kunne såmænd også have nævnt Johannes Jørgensen og citeret det sted i Mit Livs Legende, hvor han sammen med Viggo Stuckenberg først spadserer i København, derefter færdes på »underlig urolige og rastløse Vandringer langt udenfor Byen, ad dybt opkørte Veje«. Fælles for de flanerende er en rigdom, på tanker og tid, og en mangel på defineret mål. Men til dette uforpligtet legende føjer Lars Frost i sin nye bog en stor alvor, der passer perfekt til tiden, samt en speciel omverdensåben nysgerrighed.
Smukke biler efter krigen består af to hoveddele, af hvilke den første er historien om Lasse, der rejser til Island for at deltage i nogle bekendtes bryllup. Med sig bringer han et kreditkort, der nu for resten er udløbet, men også et bundt kontanter, som han nok ikke er kommet fuldstændig lovligt til. Efter brylluppet drager Lasse på udflugt sammen med Bart fra Canada, to fnisende spanske piger, en sur tysk pige samt polsk-amerikanerinden Apolka. Det er meningen, at de sammen skal ud og udforske Island i en til formålet lejet firehjulstrækker, et orgie af sorthed, et matlakeret dyr, et mekanisk stykke djævelskab, og i begyndelsen er alting da også idel harmoni og idyl. Men da de kører fast i en brusende flod, forsvinder følelsen af at køre i bil. »Nu føles det helt sikkert mere, som når man sejler.« Turen, som før handlede om turisme og sex, forvandles dermed til et spørgsmål om dels at overleve, dels siden gerne slippe for erstatning til autoudlejningsfirmaet. I al sin rørende banalitet giver dette hændelsesforløb forfatteren chance for at diskutere så forskelligartede emner som turisme, politik, postkolonialisme, fartgrænser og personlig etik/moral plus ikke af forglemme forskellen på mænds og kvinders seksualitet. Det er nemlig overmåde karakteristisk for denne roman, at intet menneskeligt på forhånd er den fremmed. Lars Frost har skabt en inklusiv, fleksibel fiktion, hvor eftertanken og dramaet får lov at veksle uforudsigeligt.

Spænding, mening og sex
I romanens anden del befinder vi os hjemme i Danmark. Her fortsættes i samme inciterende kombination af troskab mod virkeligheden og insisteren på frihed, dvs. friheden til at lade en roman handle om snart sagt alt, hvad der sådan kan falde digteren ind, uden af den grund at miste noget i tydelighed og sproglig prægnans.
På bogmessen i Forum udtalte Lars Frost, at han såmænd bare havde forsøgt at opfylde tidens sammensatte krav til litteratur. Folk vil have spænding (og det får de i hans roadmovie). De vil have meninger (dem strør han gavmildt hen over siderne). De vil have sex (det eskalerer hen mod slutningen). De vil have klog eftertanke og diskussion af tidens mest brændende spørgsmål (og af dette bugner bogen da også, helt gavmildt). Men hvad der lige til at begynde med kan ligne usammenhængende påfund, ender med at flyde sammen til en intelligent, medrivende, velgørende frisk og ung, og frem for alt anderledes roman, efter hvilken der pludselig tegner sig muligheder, for forfatteren som for os andre. Smukke biler efter krigen var en af de (når sandheden skal frem: ret få) bøger i år, der virkelig fik gjort noget nyt og sat den æstetiske dagsorden, suverænt. Jeg kan ikke forestille mig nogen mere velegnet modtager af dette års Bisballepris. Lars Frost har indtil videre kun modtaget produktionspræmier fra Statens Kunstfond, samtidig med at der faldt tre-års-stipendier og diverse priser af til adskillige af hans generation. Nu strømmer anerkendelsen ham i møde, og det er en glæde at deltage i den begejstring, han spreder. Bisballe-prisen 2004 har betydet en oplagt mulighed for at belønne en ung forfatter, der helt og fuldt har bevist sit værd og netop står foran nye afgørende spring. Med en beskrivelse hentet i hans gennembrudsbog kan vi sige, at der pludselig åbenbarer der sig usete muligheder ude i virkeligheden, »muligheder, man har set et billede på på fodboldbanen. Jeg kan løbe frem – når der viser sig en åbning, bør jeg holde på bolden og løbe frem – billedlig talt. For holdets skyld. Sådan som Morten Olsen gjorde det mod Sovjetunionen og England«. Valget af årets prismodtager er af Fondsbestyrelsen og det såkaldt kunstkyndige udvalg ment som en opfordring til at holde på bolden og løbe frem.
esn@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu