Farsø her handles. Sådan lyder det kommunale slogan i den lille Himmerlandskommune, der de seneste dage har været på de danske mediers dagsorden. Og handlet, det bliver der i Farsø. Historien om, hvordan Farsø Kommune ville tvinge en 13-årig pige til at have samvær med sin incest-dømte far har fået sindene i kog. Og ganske berettiget. Under intens mediebevågenhed besluttede Farsø Kommunes Børne- og Ungeudvalg tirsdag at lade Anja slippe for at se sin far, der er dømt for at have misbrugt hende fra hun var fire til hun var syv. En afgørelse, der fik socialminister Eva Kjer Hansen (V) til at ånde lettet op.
»Det var glædeligt,« sagde hun. Men spørgsmålet er, om hun egentlig har ret. For som selvsamme minister skrev til Farsø Kommune få dage forinden, har kommunen ikke gjort noget galt. Kommunen har tværtimod forsøgt at genoprette forbindelsen til pigens biologiske forældre, og det er netop kommunens pligt ifølge loven. Også selv om det i dette tilfælde har betydet, at Farsø har fjernet Anja fra en velfungerende plejefamilie og anbragt hende på et børnehjem, hvor hun mistrives fordi plejeforældrene ikke vil medvirke til at genforene hende med den mand, der har ødelagt hendes barndom.
Når Eva Kjer Hansen ånder lettet op, er det måske ikke bare fordi, Anjas sag har fået et heldigt udfald. Hvis Farsø Kommune havde fastholdt, at pigen skulle se sin far, uanset hendes egne ønsker, ville det nemlig have tvunget ministeren til at tage den anbringelsesreform, som hun netop har sat sin signatur under, op til fornyet overvejelse. For sandheden er, at Farsø har gjort præcis det, kommunen er forpligtet til både i følge de gamle anbringelsesregler og ifølge den nye anbringelsesreform, som Eva Kjers Hansens forgænger Henriette Kjær forhandlede på plads, og som Folketinget vedtog for bare seks dage siden. Her står fortsat, at kommunen skal arbejde for »hjemgivelse« af anbragte børn og indtil da sikre »et godt samarbejde mellem forældre og anbringelsessted.« Og det er sådan set, hvad Farsø har gjort på sin temmelig kluntede og hjerteløse facon.
I Farsø og de allerfleste andre kommuner landet over lægger både socialrådgivere og ansvarlige kommunalpolitikere ekstremt stor vægt på de biologiske forældres ønsker og krav. Som undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet, SFI, har vist, bliver fire ud af fem anbragte børn ikke hørt, før deres skæbne afgøres. Selv to ud af tre teenagebørn høres ikke.
Det dybt ulykkelige ved Farsø-sagen er faktisk, at kommunen har formelt har hørt Anja. Men hørt betyder ikke, at man tage hensyn til hendes ønsker.
Man skal sådan set bare påhøre hendes synspunkter. Som i en lang række andre sager, der er nået frem til medierne, kan kommunen tillade sig at handle fuldstændig hen over hovedet på de børn, de foregiver at beskytte. Sådan var det ifølge de gamle regler, og sådan er det stadig ifølge den reform, som Eva Kjer Hansen og et flertal i Folketinget har lagt navn til.
Det er præcis denne totale mangel på retssikkerhed for børnene, som Farsø-sagen ville have afsløret, hvis Børn- og Ungeudvalget havde valgt at tvinge Anja til at se sin far.
Et nærmere kig på Anjas sag understreger kun, hvor galt det står til. Efter tre et halvt år i en velfungerende plejefamilie i Løgstør er pigen nu imod sin vilje anbragt på et børnehjem, hvor hun mistrives og ikke har været i skole siden sin ankomst. Allernådigst har kommunen besluttet, at hun kan få lov at holde jul hos sin plejefamilie, men om hun kan flytte tilbage til dem, vil kommunen ikke tage stilling til. Selv om det er Anjas udtrykkelige ønske.
Information har tidligere beskrevet en lignende sag fra Skovbo Kommune på Midtsjælland, hvor en 13-årig somalisk pige, Faizo, befinder sig i næsten samme situation som Anja. Her drejer sagen sig bare ikke om incest, men om vold og omsorgssvigt fra de biologiske forældre side. I begge tilfælde har ingen i det sociale system ønsket at lytte til, hvad piger selv ønsker. Selv om de begge i en alder af 13 år er fuldt ud i stand til at ytre sig.
Og det er desværre et helt generelt problem, som Folketingets nye anbringelsereform ikke rokker det mindste ved. I den står der ganske vist, at børnene uanset alder skal have mulighed for at ytre sig før en anbringelse og hvis de ikke er i stand til det, skal deres holdning søges tilvejebragt på anden vis men der står ikke et eneste ord om, at kommunen skal tillægge deres synspunkter nogen som helst værdi. I hvert fald ikke før de er fyldt 15 år.
Anja kan foreløbig ånde lettet op, men for alle andre børn, der kommer i berøring med det sociale system, kunne man ønske, at afgørelsen i Farsø var gået Anja imod, så lovgivningen var blevet afsløret i sin absurde vægtning af forældrenes behov over børnenes. Det ville have blotlagt de ansvarlige politikeres manglende mod til at tage det eneste skridt, der virkelig kunne have forbedret børns retsstilling i sager, der handler om deres egen fremtid og skæbne. Nemlig at give børnene partsstatus i deres egne sager. Det ville med et slag give børnene ret til egen sagsbehandler, der udelukkende tænker på barnets tarv og varetager deres interesser, ret til bisidder, ret til at klage over kommunens afgørelser og ret til advokatbistand.
Det ville bringe dansk sociallovgivning i overensstemmelse med intentionerne i FNs Børnekonvention. Som situationen er i dag, er det tydeligt, at selv de ansvarlige politikere ikke betragter børn som mennesker med egne rettigheder. Og ikke har haft viljen til at bruge de penge, som et sådant forslag selvfølgelig indebærer. Det er trist, først og fremmest for de børn, der ikke som Anja har haft en stærk plejefamilie, en almægtig presse og en aktiv borgergruppe til at bakke deres ønsker op. Som anbringelsesreformen ser ud i øjeblikket, er der i al fald meget langt til noget, der kan placere Danmarks som foregangsland på menneskerettighedsområdet.
