Læsetid: 4 min.

’Der er ingen respekt’

En folkeskolelærer beretter om asociale forældre og børn, der konsekvent kommer for sent og er dårligt forberedte til timerne. Men hun er i tvivl om, hvorvidt eftersidning og ordensregler ville hjælpe
10. december 2004

SKOLELIV
Lærer Grete Mollatt kan godt forstå, at de finske børn klarer sig langt bedre i PISAs test end de danske børn. I Finland er der ro i klasseværelset, og de finske forældre giver deres børn en helt andet læringskultur med i bagagen, end hun oplever i den danske folkeskole.
»Jeg skal bruge uforholdsmæssigt meget tid i løbet af en time på at få ro. Jeg må nævne hvert enkelt barn ved navn for at få fortalt dem, at nu skal vi i gang med timen. Og så er der jo ikke meget tid tilbage at undervise i,« siger hun.
Grete Mollatt har tænkt meget over forældrenes manglende respekt over for den undervisning, hun hver dag forsøger at etablere i de 1. til 3. klasser, som hun er lærer for på Langelinje Skole på Østerbro i København.
En skole, hvor forældrenes baggrund typisk er en universitetsuddannelse, og hvor der arbejdes meget. Det mener Grete Mollatt smitter af på børnene. Hun underviser 27 elever. Mange gange har de ikke lavet lektier, flere kommer konsekvent fem til 10 minutter for sent, selv om de bor ganske tæt ved skolen. Ofte har de ikke penalhus med, og forældrene kan finde på at tage eleverne ud skolen for at holde fri på alle tider af året.
»I dag var der for eksempel 10 elever, der kom for sent, og det er slet ikke usædvanligt. Det oplever jeg som dyb mangel på respekt for undervisningen,« siger Grete Mollatt.

Problembørn
De fleste af eleverne er velfungerende, men tre-fire stykker har så store problemer, at de fungerer dårligt i klassen, og tager langt det meste af lærernes tid. Dårlig opmærksomhed er bedre end slet ingen, som Grete Mollatt siger.
Men også de velfungerende børn er krævende og asociale. De og deres forældre har svært ved at forstå, at alt ikke drejer sig om dem. Børnene afbryder hinanden; lægger deres hæfte oven på en andens elev for at komme til hos læreren og har meget svært ved at vente på, at det bliver deres tur. Forældrene føler, at de skal tilrettelægge undervisningen, ringer af og til om aftenen for at diskutere ting, som Grete Mollatt slet ikke mener, er hendes bord. For eksempel, at det ikke kan passe, at læreren ikke kender hver enkelt elevs madkasse og på den måde sørger for, at de får spist i frikvarterene.
»Jeg må bruge meget lang tid på at opdrage børnene og deres forældre til det at gå i skole. Jeg har dem kun fra 1.-3. klasse, fordi sådan er vi organiseret på min skole. Det vil sige hvert tredje år skal jeg til at begynde forfra. Det er dybt frustrerende.«
Grete Mollatt mener, at respekten for skolens arbejde begynder hos forældrene.
»Hvis der tales dårligt om skolen og lærerne derhjemme, kommer børnene i en loyalitetskonflikt. De holder jo også af deres lærer, men hvis de oplever, at det, der foregår i skolen, ikke er noget, forældrene mener, er vigtigt eller interesser sig for, så kan børnene heller ikke finde ud af at tage undervisningen alvorligt,« siger den 46-årige lærer.
Hun oplever mange modsatrettede krav til skolen. Den skal være rummelig og have plads til de meget krævende børn med autisme og DAMP. Samtidig skal der
arbejdes projektorienteret, hvilket netop de krævende børn slet ikke magter. Oven
i det skal fagligheden styrkes.
Derudover følger der ikke automatisk ekstra ressourcer med til de særligt vanskelige børn med psykiske diagnoser. Børn, der i stigende grad skal integreres i normalklasserne i kraft af en politisk og økonomisk prioritering. Først nu har Grete Mollatt efter næste tre års kamp fået 10 ekstra støttetimer til en elev med meget store problemer.

Eftersidning dur ikke
Grete Mollatt har selv to børn, der går på Kaptajn Johnsens Skole, en privatskole på Frederiksberg. Og hun kan sagtens se forskel. Først og fremmes skal hun undervise næste 50 procent flere børn. På privatskolen har de maksimalt 20 børn i en klasse.
»Men der er også en anden skolekultur på Kaptajn Johnsens. Inspektøren står i porten hver morgen og siger goddag til børnene og kender alle deres navne. Er der sociale problemer i en klasse, som der f.eks. var i min datters, bliver der taget hånd om det meget tidligt. De søsætter ikke så mange udviklingsprojekter. Samtidig har de lettere ved at bortvise elever, som de ikke synes fungerer, end vi har i en folkeskole,« siger hun.

Ændre adfærd
Undervisningsminister Ulla Tørnæs vil nu lave ordensregler for skolerne og køre nul-tolerance-politik for at få mere ro og disciplin og give bedre vilkår for undervisningen. Venstres uddannelsesordfører, Gitte Lillelund Beck, har talt for eftersidninger og bortvisninger fra skolen som konkrete sanktioner over for dårlig opførsel.
Det lyder besnærende, synes Grete Mollatt. Hun har oplevet, at de metoder, hun kan bruge – som for eksempel at skrive hjem til forældrene flere gange om året, at deres børn skal møde til tiden og have penalhus med – ikke virker.
Og faktisk har det også hjulet, at der er blevet sat ind over for børnenes læseevner. Der øgede fokus har skabt ro til, at børnene kan koncentrere sig om netop læsning. Det rykker børnene mærkbart faglig, fortæller Grete Mollatt.
»Men jeg jo har bedt børnene og forældrene om at ændre adfærd. Men det største problem er jo, at de mange gange er fuldstændig ligeglade. Og det hjælper jo ikke en dreng, der fungerer rigtig dårligt i skolen, fordi han har det skidt derhjemme, at sidde efter eller blive sendt hjem en uge. Han kommer jo igen,« siger Grete Mollatt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her