Hvad gør man ved en regeringschef, som leder sin nation i uprovokeret angrebskrig mod et fjernt land, i strid med folkeretten og med en argumentation, der er usand? En krig hvor hundredetusinde mennesker i det angrebne land bliver slået ihjel, og som i stedet for befrielse, tryghed og genopbygning bringer besættelse, destruktion og noget, der for hver dag mere og mere ligner borgerkrig?
Hvis regeringschefen hedder George W. Bush, og hans nation er USA, så genvælger man ham til yderligere fire års forvaltning af nationens interesser. Og hvis regeringschefen hedder Anders Fogh Rasmussen og nationen Danmark, så hævder meningsmålinger, at vælgerflertallet tilsvarende vil belønne ham med fire år mere som statsminister.
Politiske kandestøbere påstår, at Fogh om få dage udskriver folketingsvalg til afholdelse umiddelbart før det planlagte irakiske valg om en måned. Pointen skulle være, at statsministeren ved at afholde det dansk valg før det irakiske kan få Irak-krigen og regeringens forsyndelser desangående til at forsvinde ud af valgkampen. Fordi de ledende oppositionspartier Socialdemokraterne og de radikale på det tidspunkt vil føle sig nødsaget til at tale i kor med regeringspartierne i støtten til og håbet om et irakisk valgs heldige gennemførelse. Hvorved den hjemlige valgkamp kan koncentreres om navlebeskuende, rituelle slagsmål om skattelettelser og udlændingestramninger.
Hvis dette er Foghs kalkule, indgår formentlig den prognose, at kritikken af Irak-koalitionen vil tage til på ny, så snart valget i Irak og Danmark er overstået. Fordi det vil vise sig, at valget ikke fjerner de problemer, der martrer Irak, men snarere forværrer dem. Som International Herald Tribune skrev forleden: »Det valg, som engang så ud til at kunne sikre en regering med landsdækkende legitimitet, truer i stigende grad med at forstærke splittelsen mellem de grupper, som forventes at deltage med entusiasme shiamuslimerne og kurderne, og et isoleret og oprørsk sunnimuslimsk samfund, som på nuværende tidspunkt synes at ville stille sig udenfor.«
Formodningen blev bestyrket mandag, da det største sunnimuslimske parti, Det Irakiske Islamiske Parti, meddelte, at det ikke vil deltage i valget, fordi den manglende sikkerhed gør det umuligt for sunnierne at afgive deres stemmer under frie forhold.
»Det er naturligvis ironisk,« skriver den amerikanske Irak-ekspert Phyllis Bennis, »at det netop er USAs pres for tidlige valg under besættelse, der forårsager den voksende utryghed blandt sunnimuslimerne og med stor sandsynlighed fører til en endnu stærkere shiamuslimsk dominans i valgresultatet med den konsekvens, at Washington selv sætter scenen for en øget iransk indflydelse i Irak.«
Den amerikanske Washington Post-kommentator David Ignatius påpeger tilsvarende, at USAs investering af 200 milliarder skatteyderdollar og over 1.200 amerikanske soldaters liv er ved at sikre det konservative iranske præstestyre i Teheran »jackpot« i Irak. Som Bennis sigter Ignatius til, at den sandsynlige ny regeringsleder i Irak efter valget er præsten Abdul Aziz al-Hakim, i 20 år bosat i Iran og i dag leder af Det Øverste Råd for Islamisk Revolution i Irak (SCIRI), Iraks største shiamuslimske parti, der støttes ihærdigt af det iranske præstestyre.
Et sådant konservativt-religiøst shia-domineret styre er ikke blot det sidste, den amerikanske regering drømte om, da den for to år siden besluttede at befri Irak. Det er også det styre, der skaber allermest frygt og modstand blandt sunnimuslimerne.
Værre bliver det hele af, at USA i et desperat forsøg på at finde en vej ud i stigende grad indsætter nyuddannede shimamuslimske og kurdiske soldater til at bekæmpe sunnimuslimske oprørere. Den lige vej til borgerkig, mener mange.
»Vi er begyndt at spille det etniske kort i Irak, præcis som Sovjet spillede det i Afghanistan. Det kort spiller man kun, når man er ved at tabe, og ved at spille det fremskynder man simpelthen processen med at tabe,« siger CIAs tidligere Afghanistan-chef Milt Bearden til nyhedsbureauet UPI.
Et frit og fair irakisk valg er det, George Bush, Anders Fogh og andre har håbet på som første skridt mod en tilbagetrækning fra Irak. Men et valg om en måned, hvor millioner af fortrinsvis sunnimuslimske vælgere ikke kommer til at stemme, kan meget vel bringe koalitionen fra asken i ilden.
»Valg løser ingenting vi famler efter en begivenhed, der kan gøre det muligt for os at slippe ud af Irak, men noget sådant findes ikke. Demokrati er ikke en begivenhed, det er en proces,« siger tidligere Irak-analytiker hos CIA Judith Yaphe.
International Crisis Group, ICG, spår i en ny Irak-rapport, at valget den 30. januar bliver en Pyrrhus-sejr for den USA-ledede koalition, sådan som det militære stormløb på byen Falluja er blevet det. USA er i dag så miskrediteret i Irak, at man definitivt har mistet muligheden for at realisere sit oprindelige mål om en demokratisk, sekulær, fri markedsorienteret og USA-venlig regering i Irak, mener ICG. Skal man have en chance for blot at sikre Iraks overlevelse som nation, må koalitionen foretage »et fundamentalt brud« med den hidtidige Irak-politik, herunder offentliggøre en tidsplan for tilbagetrækning, mener ICG.
Sådan noget egner sig ikke til offentlig diskussion, har Danmarks statsminister meddelt den hjemlige opposition. Og endnu mindre relevant er det at diskutere, hvordan det hele dog kunne gå så galt. Og hvem der bærer ansvaret for al den lidelse og alle de ødelæggelser, der har ledsaget den såkaldte befrielse.
Udskriver Anders Fogh valg til Folketinget nu, er det hans forsøg på at feje diskussionen om Irak-tragedien ind under gulvtæppet. Vælgerne kunne passende opfatte det som anledning til det modsatte.
