Læsetid: 7 min.

’Jeg kan simpelthen ikke tro’

Tidligere folketingsformand og minister Erling Olsen tror ikke på Gud og er ikke medlem af folkekirken. Men han er dybt interesseret i kirkelige forhold og betegner sig selv som kulturkristen
30. december 2004

Derfor tror jeg ikke på Gud
Erling Olsen nærmer sig de 78, men selv om det store hus i Gentofte er byttet ud med et bekvemt étplanshus i Klampenborg, og den politiske karriere ligger langt bag Socialdemokratiets ’kloge ugle’, virker han ikke det mindste pensioneret.
Han har stadig mange skibe i søen, blandt andet et job som ’ulønnnet studentermedhjælper’ i den socialdemokratiske folketingsgruppe, han arbejder i forskellige universitetssammenhænge, og han rejser rundt til landets sognegårde og holder foredrag om forholdet mellem stat og kirke og om ligheder og forskelle mellem socialisme og kristendom.
Glimtet i øjet og humoren er der stadig, og den ærlighed, der gjorde ham til en af landets mest populære og i partimæssig sammenhæng mest uregerlige politikere, berømt for sin hang til at indtage særstandpunkter på de mest ubekvemme tidspunkter.
Det gør han ikke mere. Nu er det for nemt, fordi det er gratis, siger han med den lidt hivende latter, der er så typisk for ham. Og selv om han langtfra har et fjendtligt forhold til kirke og kristendom, erkender han straks ved samtalens begyndelse, at han ikke tror på Gud, opstandelsen og det evige liv.

En afstumpet person
»Jeg betragter mig selv som en noget afstumpet person, som simpelthen nøjes med at komme så langt tilbage i fortiden, at jeg kan klare mig med en rimelig naturvidenskabelig erkendelse,« siger han.
»Derfor kan jeg ikke tro på de ting, som er kernen i kristendommen. Som opstandelsen – jeg kan ikke tro på det, og for mig er det sådan, at den dag, vi dør, er der opstået det, vi i politik kalder ’en ny situation’, og den vil jeg vente med at tage stilling til indtil den dag, den indtræffer.«
Lige netop den sidste bemærkning kan godt udløse stramme miner rundt om i sognegårdene, erkender Erling Olsen.
Erling Olsens ateistiske grundholdning har sammenhæng med det akademiske hjem, han voksede op i, hvor forældrene konstant indprentede ham, at han ikke skulle tro, han skulle vide.
Det var et klart kirkefjendsk hjem med en temperamentsfuld, stærkt venstreorienteret far, professor Albert Olsen, der var begyndt tilværelsen som klejnsmed og som, da han forelskede sig stormende i den 15 år yngre Agnete Bing, udløste en af tidens største sociale skandaler. Hun kom fra et forfinet, assimileret og ikke-ortodokst jødisk overklassemiljø, fik hurtigt tre raske sønner med Albert Olsen, fulgte ham på rejser overalt og var langt mere interesseret i tidens fredsbevægelser end i at sy og stoppe til de tre drenge.

Ikke officer eller præst
»Min far sagde på et tidligt tidspunkt til mig, at han ville betale min uddannelse, men officer og præst ville han ikke bidrage til, at jeg blev. Måske derfor var jeg som stor dreng, efter at vi var flygtet til Sverige under krigen, en tid inde på at blive officer. Men præst har jeg aldrig ønsket at blive, og den dag, jeg vendte hjem med den danske brigade, var jeg overbevist om, at det var socialdemokrat og politiker, jeg ville være.«
Han valgte polit-studiet, fordi man for at lave tingene om skulle vide, hvordan de hang sammen. Og den unge Erling Olsen meldte sig ind i noget, der hed Humanistisk Samfund, der mente, at man godt selv kunne skabe værdier uden for kirken og uden troen.
»Men jeg meldte mig ud igen, for de blev så antikristelige og antikirkelige, at det blev en egentlig kamporganisation. Jeg mente jo, at det bare handlede om, at man ikke troede på Gud. Og det, jeg var ude efter, var kollektiv næstekærlighed. En gudløs kristendom, og dermed ikke så individuel, som næstekærligheden er i kristendommen.«

Jeg er kulturkristen
Erling Olsens opfattelse af, at man kunne skabe en humanistisk baseret livs-etik uden kristne elementer, led altså nederlag. Og i dag betegner han sig som kulturkristen – en ikke troende, der bekender sig til kristne leveregler og etiske opfattelser.
»Alt, hvad jeg mener om, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert, har rod i kristendommen. Jeg mener heller ikke, at jeg kan gøre mig fri af kristendommen, når man har levet i et land, der har været kristent i 1.000 år. Det stråler ud af alle bygninger, ud af kunsten og litteraturen.«
– Så du går trods din ateisme ikke ind for adskillelse af stat og kirke?
»Nej, jeg mener, at kirken er forbindelsen mellem fortid, nutid og fremtid. Jeg synes ikke, man skal bryde det historiske og kulturelle fællesskab. Man kan efter min mening godt bevare forholdet mellem stat og kirke, og så alligevel give kirken større selvstyre. Men jeg er ikke medlem, fordi jeg synes, at man da i hvert fald skal tvivle, hvis man vil være det. Ellers er det hykleri.«
– Hvad betyder ordet ateist for dig?
»Ateister er meget, meget forskellige. De kan være sådan nogle som mig, der kalder sig kulturkristne. Og det kan være mennesker, som hader kristendom og hader Folkekirken – ja, hader enhver form for religion. Men dér hører jeg ikke til.«
Erling Olsen er bestemt heller ikke missionerende ateist. Hans kone, Annette Unmack Larsen, er medlem af Folkekirken. De to børn er ikke døbt, men Olsen sørgede for, at de kom til at gå til konfirmationsundervisning.
»Jeg syntes, de skulle vide, hvad kristendom går ud på. Og de gennemførte hele undervisningen, men valgte ikke at lade sig konfirmere. Men det var deres eget valg,« understreger han.

Teologi i stabler
På ateisten Erling Olsens bord ligger stabler af teologiske værker, og han holder let og flydende foredrag om alt fra socialismens og kristendommens lighedspunkter og forskelle til de historiske baggrunde for de nordiske landes forhold mellem stat og kirke. I de senere år har han interesseret sig stærkt for forholdet mellem islam og kristendommen.
»Det kom jeg ind på, da Samuel Huntington formulerede sin teori om sammenstødet mellem civilisationer. Og da jeg blev medlem af det konvent, som udarbejdede EU-chartret om borgernes grundlæggende rettigheder, kom jeg tæt på Roman Herzog, den tidligere tyske forbundspræsident, der var formand for konventet.«
»Han lagde megen kraft i at arbejde for, at det sammenstød kunne undgås, og har selv skrevet en bog om det. Og han støttede sig i bogen meget til den tyske teolog professor Hans Kühn, der peger på, at udover de religiøse kerneområder har hver religion nogle læresætninger, som dels fremgår ved direkte bud, dels ved fortolkning af hellige skrifter.«
»De hellige skrifter er i virkeligheden fremstillingen af leveregler, sådan som man opfattede, at man burde opføre sig på den tid, de blev til. Og som tiden går, begynder folk at opfatte disse leveregler som snærende; man lever ikke som hyrder i ørkenen, og man begynder at tage dem mindre højtideligt. Det fører til det, man kalder sekularisering og udløser to reaktioner. Nogle siger, at denne afvigelse er helt rygende gal, og vil gå tilbage til de fundamentale. De bliver fundamentalister, og de er svære at nå. Men andre foreslår, at man prøver at fortolke de hellige skrifter, ikke ud fra deres bogstav, men fra deres ånd, så vi kan leve med dem under de nuværende samfundsforhold.«
»De foretager det, som Küng og andre teologer kalder et paradigmeskift. Det har både islam og kristendommen gjort med mellemrum. Og betingelsen for sameksistens mellem islam og kristendom er, at islam foretager det paradigmeskift, at hvor sharialovgivningen er i modstrid med de universelle menneskerettigheder, er det menneskerettighederne, der må gælde.«
»Der er flest paradigmeskift i kristendommen, fordi de vestlige samfund har udviklet sig teknisk og økonomisk mere end andre. Men de er også sket i islamiske lande, og et flertal af dem har faktisk bekendt sig til menneskerettighederne. Ting som håndsafhugning, stening og piskning tager man afstand fra i disse lande, men mange mennesker tror, at der sidder glødende fundamentalister i spidsen for alle arabiske stater, selv om f.eks. et land som Jordan netop har indført en ombudsmand efter nordisk mønster. Der er meget nyt på vej i den islamiske verden, og om 10 år vil situationen se meget anderledes ud«, erklærer Erling Olsen engageret.

Enig med Auken
– Det 20. århundrede har jo vist de rædselsfulde konsekvenser af de verdslige ideologier. Er det derfor du og andre er så optaget af religion?
»Det er der bestemt noget om. Nu har vi jo lige haft amerikansk valg – og på den ene side kan jeg ikke lide den måde, de kristne fundamentalister i USA fører sig frem. På den anden side har jeg svært ved at se, at der er noget galt i, at folk stemmer efter deres holdninger. Jeg er enig med den ’erklæret troende’ Svend Auken, som i en debat for nylig sagde, at han ikke kunne se noget galt i, at man også i det politiske lod sig bestemme af sine holdninger til religiøse spørgsmål.«
– Men er det ikke ulogisk, at du som ikke troende socialist går ind for en statskirke?
»Jeg er tilhænger af en modernisering af grundloven. Og hvis vi kommer med en ny grundlov, der adskiller stat og kirke, er der al mulig grund til at tro, at den falder ved en folkeafstemning. Så også derfor kommer jeg frem til mit ulogiske, men alligevel realistiske synspunkt – at være ikke-troende, men alligevel tilhænger af, at vi bevarer det system, vi har.«

SERIE
*Derfor tror jeg ikke på Gud
Hvorfor tror du ikke på Gud? Det spørgsmål har Informations Ingeborg Brügger og David Rehling stillet en række danske ateister. Tidligere interview blev bragt den 17., 21., 24., og 27 december. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her