Læsetid: 1 min.

Kanonkongen Brian

15. december 2004

Kultur
Gribende er det at følge regeringens dans om den varme grød: Hvem er danske (nok)? Og hov! – nå ja – hvad er så lige dansk kultur? Kulturministeren har egenhændigt fyret op under skytset og sendt sig selv i omløb mod et mesterligt selvmål: Den danske kanon. For hvem skal nu bestemme hvad det særligt danske er? Hvor finder vi tegnene, som endegyldigt skiller fårene fra bukkene? I tørklæderne som danske kvinder med respekt for sig selv bar dagligt indtil for ret nylig? Neeej….. I kartoflen som ingen dansker under 35 år køber frivilligt mere? Det er også lidt problematisk. Folkedans som ikke danses af folket? Nå, men så holder vi os til finkulturen – kulturministerens territorium – og nedsætter 20 (tyve!) studiegrupper af veluddannede og berømte, der kan trække de betryggende grænser for det danskes egenart. Men endnu før gruppearbejdet er begyndt, har vi balladen igen! For er temaerne nu de rigtige? Litteratur er ikke nok. Teater, film, og arkitektur må med. Arne Jacobsen og Jørn Utzon er dansk om noget. Men åh nej! Pia Kjærsgaard er også (med rette) bekymret for gruppernes sammensætning: »Jeg kan godt frygte at det bliver lidt yuppieagtigt«, udtaler hun. »Hvad med det folkelige element?«
Kultur og handlinger i kulturens navn er i bund og grund politik og kan derfor ikke kanoniseres som hellige og værdifulde hævet over enhver tvivl, og Brian lander derfor på statsministerens bord med et brag. Optakt til en helt ny form for kreativ bogføring til gavn for kommende slægter?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu