Læsetid: 5 min.

Katastrofens metafysik

De store katastrofers metafysiske indhold bestemmer, hvorvidt de skrives ind i den kollektive erindring eller blot føjes til listen over glemte katastrofer, siger historiker
31. december 2004

Glemsel
Mens rædselsberetningerne fra flodbølgernes hærgen i det sydøstlige Asien rammer os fra aviser og tv, kan man stille spørgsmålet om, hvorvidt begivenheden om få uger også kan skrives på den lange liste af glemte katastrofer. Hvem kan for eksempel i dag huske, at 135.000 mennesker mistede livet ved en lignende tsunami i Bangladesh for blot 13 år siden?
Historiker ved Roskilde Universitetscenter Henrik Jensen mener, at katastrofernes metafysiske indhold – det vil sige den måde, de griber ind på vores overordnede forståelse af, hvad tilværelsen går ud – bestemmer, hvordan katastrofen tolkes og placeres i den kollektive erindring.
»Selve den tolkning, man lægger ned over en begivenhed, bliver afgørende for, om og hvordan den huskes. Det har ikke noget at gøre med mængden af døde. Der har altid været naturkatastrofer, hvor tusinder er døde, og det meste af det er glemt. Men enkelte ting står frem, hvis det får karakter af et brud,« siger han.
Den 11. november 1755 oplevede Europa et af de største jordskælv i historien med omtrent samme styrke som det, der har forårsaget ødelæggelserne i Sydøstasien. Kort tid efter ramte en tsunami den portugisiske hovedstad Lissabon. Mellem 30.000 og 60.000 mennesker menes at have mistet livet.
Når denne katastrofe printede sig ind i europæisk bevidsthed, skyldes det bl.a., at oplysningsfilosoffen Voltaire skrev romanen Candide om begivenheden, påpeger Henrik Jensen. Voltaire brugte katastrofen i en polemik med en anden filosof, den fremskridtstro Leibnitz, der mente, at man levede i den bedste af alle verdener.
»Angrebet på World Trade Center er et andet eksempel. Der dør ikke ret mange mennesker, men selve betydningen af begivenheden er voldsom. Titanics forlis, hvor 1.000 mennesker dør, er ligeledes en begivenhed, der udstiller menneskets teknologiske drømme og forestillinger og underløber dem, og som vi derfor husker,« siger historikeren.
En af de største naturkatastrofer nogensinde – Den Sorte Død i det 14. århundrede, hvor 25 millioner mennesker mistede livet – har også fået karakter af brud. Begivenheden blev indlejret i forståelsen af forholdet mellem mennesker og Gud. Man holdt ikke op med at tro på Gud, men på kirken. Kirken som mellemfigur mellem mennesker og Gud led ifølge Henrik Jensen et stort tab af autoritet, fordi den ikke havde forvaltet sin ambassadørstatus godt nok.
»Man fik et andet Gudsforhold; baseret på den enkeltes eget direkte forhold til Gud,« siger Henrik Jensen.

Sydøstasien hurtigt glemt
Han peger på, at flere af disse begivenheder desuden indtager en stærk placering i den kollektive bevidsthed, fordi de bliver en slags trailere til noget større, der kommer umiddelbart efter. F.eks. efterfølges Lissabon-katastrofen af den franske revolution, mens Titanics forlis sker få år før Første Verdenskrig.
»Men ligesom der er erindringsmekanismer i kulturen, er der også fortrængningsmekanismer, som forsøger at minimere katastrofer, så fornuften kan komme tilbage igen. Der er en kamp om erindringen. Men jeg tror, at naturkatastrofen, der udspiller sig nu i Sydøstasien, hurtigt vil miste sin betydning,« siger Henrik Jensen.
Tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Balselv-Olesen, der nu er UNICEF’s landekoordinator i Eritrea, mener derimod, at katastrofen har potentialet til at blive husket lidt længere, fordi de vestlige lande har mange berørte statsborgere i de ramte områder.
Men samtidig stiller katastrofen nødhjælpsorganisationerne over for et dilemma: Den store opmærksomhed, katastrofen får, tager penge og organisatoriske kræfter fra andre kriseramte steder i verden, der har lige så stort brug for international bistand, men ikke har tv- kameraer i nærheden. F.eks. frygter nødhjælpsarbejder Nils Carstensen, Folkekirkens Nødhjælp, der har stort kendskab til Sudan, at den politi-ske bevågenhed forsvinder fra Darfur-provinsen på et tidspunk,t hvor der mere end nogensinde er brug for politisk handlekraft.
Christian Balslev-Olesen erindrer om de tømmermænd, hjælpeorganisationerne fik oven på konflikterne på Balkan og i Kosovo.
»Vi var stolte af vores indsats. Befolkningen i Kosovo, er den gruppe, der har fået størst opmærksomhed og flest penge pr. indbygger i nogen katastrofe nogensinde. Og det var nogle kolossale flygtningestrømme, vi var oppe imod. Men jeg synes, det var meget ubehageligt, da vi bagefter kunne se, at der var nogle i Afrika, der betalte regningen,« siger han.
Det har bl.a. medført initiativer i FN-systemet, der skal fastholde donorlandenes interesse over for de glemte katastrofer. Og Christian Balslev-Olesen mener, at det går i den rigtige retning.
Filosoffen Arno Victor Nielsen mener derimod ikke, at der overhovedet er nogen grund til at huske katastrofer.
»Det er jo bedst at glemme dem. Det virker traumatiserende, for vi ingenting kan gøre. Når én foreslår at sende alle de penge, danskerne ville have brugt på nytårsfyrværkeri, til katastrofeområdet, er det jo et forsøg på at overvinde den afmagtsfølelse. Men det er jo bare at lyve sig fra den,« siger han.

FAKTA
De værste naturkatastrofer
Hvilke katastrofer – natur- som menneskeskabte – har været de største? Hvilke har optaget verden? Hvilke huskes i dag? Her er et ufuldstændigt udvalg af katastrofer gennem tiderne

• Europa, Asien og Nordafrika, 1346-52: Den Sorte Død, 25 mio. døde
• Kina, 1556: Jordskælv, 830.000 døde
• Verden, 1918-19: Den spanske syge, 40 mio. døde
• Nanshan, Kina, 1927: Jordskælv, 200.000 døde
• Verden, 1939-45: Anden Verdenskrig, 55 mio. døde
• Verden, 1957: Influenza-epidemi, én mio. døde
• Kina, 1958-61: Hungersnød, 30 mio. døde
• Nigeria, 1967-70: Biafra-krigen, 800.000 døde
• Bangladesh, 1970: Over-svømmelse, 200.000 døde
• Tangshan, Kina, 1976: Jordskælv, 255.000 døde
• Mozambique, 1976-93: Borgerkrig, 900.000 døde
• Afghanistan, 1979-88: Den sov-jetiske invasion, 1,3 mio. døde
• Verden, ca. 1980 – : 15 mio. foreløbig døde af aids
• Sudan, 1983-2002: Borgerkrig, én million døde
• Ethiopien, 1984: Hungersnød, 900.000 døde
• Bangladesh, 1991: Tsunami, 138.000 døde
• Congo, 1991-97: Borgerkrig, 800.000 døde
• Rwanda, 1994: Borgerkrig, 900.000 døde
• Nordkorea, 1995-98: Hungersnød, 3,5 mio. døde
• Irak-krigen, 2003-?: Over 100.000 døde
• Sydøstasien, 2004: Jordskælv og tsunami, over 100.000 døde

Med i opgørelsen er ikke de millioner af mennesker, der hvert år bukker under for nød i fattige lande – ifølge FN dør der f.eks. hver dag 30.000 børn under fem år af sult og sygdomme, der kunne være afværget. Disse tab af menneskeliv må anses for en vedvarende menneskeskabt katastrofe, der er et resultat af politiske prioriteringernil

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu