Læsetid: 6 min.

Kinas uslukkelige olietørst

Kinas olieforbrug er verdens hurtigst voksende. Men landets egne ressourcer slår ikke til, og Beijing sætter alle sejl ind for at sikre adgangen til udenlandske oliekilder. Kinas storindkøb har globale konsekvenser – både økonomisk og politisk
22. december 2004

Oliesluger
DAQING – I byen Daqing er befolkningens eksistens smurt ind i olie. De lever af de tusindvis af oliepumper, der er anbragt på ethvert lille lod overskydende jord. Klods op ad busstoppestederne, legepladserne, købmandsbutikkerne og mellem boligblokkene kværner pumperne rundt og stikker snablen ned i områdets skattekammer. Olierørene snor sig omkring som en naturlig del af infrastrukturen. Det er svært at finde ud af, om det er pumperne, der akkommoderer byen, eller om det er omvendt.
Siden den første kilde blev ramt i 1959, har Daqing, midt på den forfrosne slette i den nordøstlige Heilongjiangprovins, været kendt som landets oliecentrum. Det var her, en af den kinesiske kommunismes mange ikoner, Jernmanden, med det mere menneskelige navn Wang Jinxi, slog sine folder. Selvopofrende konfronterede han naturens barrierer på vejen til olien og blev symbolet på den knoklende oliearbejder, der sikrede områdets vækst.
Sådan lyder legenden i hvert fald. Gymnasieelever kommer stadig hertil på pilgrimsfærd for at lade deres ungdomskommunistiske flag blafre foran en muskuløs statue af hr. Wang.
Men nutidens jernmænd er ikke levnet mange chancer for at følge i forbilledets fodspor.
Daqings undergrund er ved at løbe tør for olie. Produktionen er lavere, end den har været i et kvart århundrede, og tusindvis af arbejdere er blevet afskediget. Udbyttet fra Kinas tre andre store oliefelter er også på retur, og ifølge nogle beregninger kan landets kendte oliereserver være brugt op allerede om 15 til 20 år.
Oliespejlets ebben kunne ikke komme på et værre tidspunkt. Kina er midt i en alvorlig energikrise. Himmelstrygende økonomiske væksttal har presset energiforbruget i vejret, og Kina er nu verdens næststørste oliesluger – kun overgået af USA.

Kina på indkøbstur
For at holde den voksende bilflåde og industriens maskiner kørende har Beijing været nødt til at drage ud på verdensmarkedet med den store indkøbsvogn. Alene inden for de seneste fem år er landets olieimport fordoblet. 40 procent af olietrangen dækkes nu af udenlandsk olie – ifølge statens egen vurdering et tal, der kan stige til 60-70 procent i 2020.
Det sidste skib med kinesisk eksportolie sejlede i april fra Dalian, en havneby 1.000 km syd for Daqing. Regeringen lukkede for hanen. Enhver dråbe er vital på hjemmefronten.
Det pludselige eksportstop har dog ikke fået Dalian Havn til at stagnere. I de første ni måneder af i år kom der over 40 procent mere olie hertil end i samme periode sidste år.
»Det går meget stærkt,« fortæller oliehavnens manager Shang Jianfei. Han står på den nyeste mole, hvor et 300.000 ton græsk tankskib er ved at blive tømt for sin last af brasiliansk råolie.
Kinas higen efter det fossile brændstof skærper riften om klodens olieressourcer. Allerede nu pumper verdens olieproducerende lande tæt på maksimum kapacitet, og Kinas store sugerør nede i tønden er en af hovedårsagerne til de stigende oliepriser.
Kina har stået for omkring en tredjedel af stigningen i olieefterspørgsel i år.

Ny sårbarhed
»Kinas behov for olie er en af de bestemmende faktorer for, hvordan landets forhold til omverdenen vil udvikle sig,« siger Su Changhe, professor ved Shanghais prestigefyldte Fudan Universitets institut for internationale relationer. Afhængigheden af importolien – der specielt kommer fra Mellemøsten – gør Beijing sårbar over for prisstigninger og knaphed forårsaget af politiske uroligheder i forsyningslandene.
Ifølge Yu Renming, vice-præsident for den kinesiske oliegigant Sinopecs raffinaderi i den sydlige havneby Ningbo, har krigen i Irak ikke haft den store betydning for Kinas olietilførsel. Men hvis konflikten spreder sig til Iran, »vil det blive et kæmpe problem«, vurderer han.
Iran leverer næsten 14 procent af Kinas olieimport. Sinopec har netop underskrevet en 70 milliarder dollar aftale med Iran om olie og naturgas. Aftalen omfatter en forsikring fra Teheran til Beijing om at levere 150.000 tønder olie om dagen til Kina de næste 25 år.
Kina og landets virksomheder har pumpet milliarder af yuan ind i udviklingen af andre nationers olieindustri til gengæld for forsyningsgarantier. Det kan give politikerne og virksomhedslederne søvnløse nætter at tænke på, at begivenheder, der er uden for deres kontrol, kan true de enorme investeringer.
»Regeringen er derfor nødt til at forsøge at påvirke udviklingen på den internationale politiske scene for at beskytte sine interesser,« siger professor Su Changhe.
Det er en uvant rolle for Beijing i Mellemøsten. Det har traditionelt været USA og europæiske lande, der har påvirket, eller direkte involveret sig i, udviklingen i Mellemøsten. Spørgsmålet er, hvor længe Kina vil blive stående på sidelinjen og lade potentielle rivaler i Vesten have eneret på den rolle.
Et aktuelt eksempel der viser, at Kinas lederskabs i stadig højere grad skæver til oliebehovet, når den fører udenrigspolitik, er krisen i Darfur-regionen i Sudan. Seks procent af Kinas importolie kommer i øjeblikket fra det land, og kinesiske virksomheder har investeret milliarder af dollar i udviklingen af Sudans oliesektor. Da FN’s Sikkerhedsråd diskuterede sanktioner mod regeringen i Khartoum – som straf for, at den ikke har taget skridt til at afvæbne den arabiske Janjaweed-milits, der står bag massemord i regionen – øjnede Kina en trussel mod landets olieforsyning og truede med at nedlægge veto. Resultatet blev, at FN måtte nøjes med at gennemføre et udvandet tiltag.
Sikkerhedsrådet har dog forpligtiget sig til at revurdere tilstanden i Sudan månedligt, og derfor er sanktioner en mulighed i fremtiden. Situationen i Sudan stiller Beijing i et dilemma.
»Kina har længe arbejdet på at blive set som en ansvarlig medspiller på den internatonale scene,« siger Su Changhe.
At blive anset som en forhindring for, at en stor humanitær krise i Sudan bliver løst, vil ikke hjælpe i den sammenhæng. Su mener, at Kinas image i denne kontekst vil blive prioriteret højere af regeringen end beskyttelsen af olieinteresserne. Derfor er det tvivlsomt, om Kinas FN-ambassadør i sidste ende vil gå så langt som at bruge vetoretten.
»Men hvis sanktioner mod Irans olieeksport kommer på tale, er det meget sandsynligt, at Kina nedlægger veto,« siger Su.
Situationen omkring Iran kan vise sig mere ømfindtlig. USA har det sidste år forsøgt at få FN’s Sikkerhedsråd til at indføre sanktioner mod Iran for at få landet til at afbryde dens omstridte atomprogram. Men Kinas økonomiske interesser i Iran står i vejen for den amerikanske dagsorden.
Hvis sagen bliver sendt til FN’s øverste organ, vil USA’s og Kinas modstridende mål stå klart.
Den netop underskrevne olieaftale med Iran anses for et slag mod Washingtons økonomiske sanktioner mod Iran. Washington opfordrede åbent Sinopec til ikke at indgå handlen med Iran. Reaktionen i Folkets Dagblad, Beijings talerør, var, at det blot var endnu et bevis på USA’s globale strategi om at etablere et olieimperium og realisere et monopol og kontrol over verdens olieressourcer.

Ny energistrategi
Stadig kommer omtrent halvdelen af Kinas importerede olie fra Mellemøsten.
For at være i stand til at afbøde de katastrofale konsekvenser, pludselig oliemangel kan have på Kinas udvikling, søger regeingen efter nye oliekilder rundt om i verden, som landets oliekoncerner kan udnytte.
»Vi vil øge vores indsats for at begynde et samarbejde med flere olieproducerende lande for at sikre en mere stabil forsyning og reducere de risici, der er på råoliemarkedet,« siger Yu Renming fra Sinopec.
På afstand af kriseområderne satses mere og mere på nabolandene. I september blev en 3,5 milliarder dollar aftale med centralasiatiske Kasakhstan underskrevet om en olierørsledning, der skal tilkobles Kinas energinet via den vestlige Xinjiang provins. Yderligere aftaler med andre centralasiatiske og sydøstasiatiske lande er ved at blive forhandlet på plads.
Størst fokus har der dog været på en mulig olierørsledning fra Rusland. Oliebyen Daqing drømte om, at dens faldende lykke skulle vendes ved at gøre byen til centrum for raffinering af sibirisk olie. I Beijing var man også begyndt at klappe i hænderne ved udsigten til de russiske leverancer, der ville kunne dække op mod 30 procent af Kinas nuværende behov for importeret olie.
Men det, der ellers så ud til at være en sikker aftale, er nu et svagt håb. Japan kom sidste år på banen med et bedre tilbud til russerne, og det virker nu mest sandsynligt, at en olierørsledning vil slå en stor bue nord om Nordøstkina med retning mod Japan. Det sker til Kinas store fortrydelse, der langer ud efter Japan for at ’kapre’ Kinas og Ruslands forhandlinger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu