Læsetid: 4 min.

En ’her kommer jeg’-agtig Schäfer

Der er selvfølgelig alt for meget for meget pik og kusse i Schäfers nye litteraturnummer. Men også forbløffende meget god litteratur indimellem
17. december 2004

Magasin
Man kan holde så meget af Per Højholt, at man vil gå til yderligheder. At man vil gå over stregen og derind, hvor man ikke burde blive set. Det er den slags livsdramatiske overskridelser, man kan iagttage, hvis man gør som Gritt Uldall-Jessen: Skriver til det store litteraturnummer af Magasin Schäfer om det, hun ser, da hun en aften i juni stiller sig bag skranken i en sexbiograf i Istedgade. For klokken 20:17 kommer en yngre kvinde ind i sexbiografen og spørger, om der er en kabine ledig. Hun betaler for en kabine og siger, at hun har selv taget en film med: »Det viser sig at være en dokumentarfilm om den danske forfatter Per Højholt, som hun kun har i syvdages lån fra kommunebiblioteket. ’Jeg har ikke videoafspiller derhjemme, og jeg kan ikke komme til at se den hos mine venner for de skal se noget andet i fjernsynet i aften. Den skal afleveres i morgen. Jeg skal bare have set den.’« Og så sætter hun sig derind hvor andre onanerer inspireret af sex med døde dyr og bunkepul og hører Højholt fortælle om poetisk praksis. Den næste kunde i butikken vil gerne se noget, han kalder ’sperm til sperm’-optagelser. Kirsten Hammann har skrevet en anden ’kære dagbog’ til Schäfer. Hun havde helst skrevet om den 17.7 for der reddede hun et lille barns liv i Tyrkiet, men nu er det den 28.7 og hun gider ikke snyde og lade som om, det er den 17.7. Men hun får da lige fortalt historien alligevel, og det har også været livsdramatisk, klart livsdramatisk. Nu står hun og kan se, at Lotte Svendsen og hendes mand går »over gården med deres barn og et tv-hold. Jeg så godt manden i morges, så nu er han endelig kommet til Danmark. Hvor er det godt.« Og det er lidt svært at afgøre, om Kirsten Hammann kender Lotte Svendsen og hendes mand og hendes mands historie personligt eller fra ’medierne’. Det står der nemlig ikke. Og så kommer det alligevel til sidst, da tv-holdet har afsluttet arbejdet: »Nu er de færdige. Tv-holdet vinker og går ud af gården. Skal jeg råbe til Lotte og og spørge, hvornår det bliver sendt? Jeg kunne godt tænke mig at se det, men så godt kender jeg hende alligevel ikke.«

Henrik Dahl er med!
Dette nummer af Schäfer er det allerede berømte ’Det store litteraturnummer’; klædt ud som en bekkasinbog og med en titel: Det ene udelukker ikke det andet.
Danske forfattere og skribenter har skrevet 16 x ’kære dagbog’. Der er sjove, gode og overraskende stykker i mellem. Og igen fra det urbane liv, der oplyses af røde lamper, kan Henrik Vesterberg chokere med en eventuelt sandfærdig historie om, hvordan sociologen og radioværten Henrik Dahl gør sin entré med to af byens billigste narkoludere. Vesterberg ser bare på: »Var ærligt talt ikke oplagt, så jeg fik bare en spiller mens Henrik røvpulede staklerne på klinkegulvet. Jeg fik sgu nærmest mere ud af at lange lussinger ud, indtil den perverse trio fandt ud af at ballet var forbi. Langsommelige jydenar...« Det er akkurat passager som denne, der gør den absolutte og ubegrænsede ytringsfrihed så kostbar for danske politikere i øjeblikket. Det er selvklart. Her skal ingen muslimer lægge sig i vejen med blasfemiparagrafer og slør. Og der er så meget mere i Schäfer: For eksempel viser det sig, at Søren Ulrik Thomsen sætter pris på Tove Ditlevsen. Som han siger i det store interview, der også er blevet bragt i Dagbladet Information: »Hun er god!« Tiden er gået. Den danske digter, der relancerede patos i poesien og satte et nyt perspektiv for en generation, der ikke skrev bekendelsesdigte eller terapeutisk prosa, er nu til Ditlevsen. Men som Thomsen siger: »Og jo ældre jeg er blevet, des mere går det op for mig, hvor god hun er. Som ung kunne jeg slet ikke have noget at gøre med det der overophedede kvindeunivers, og det skal man jo heller ikke, når man er en dreng på 17 år.«
Det, hverken den unge eller ældre Thomsen kunne vide, er, at Tove Ditlevsen ifølge Schäfers Morten Lindberg havde en tissemand! I en lille serie er danske forfatterskaber beskrevet som var de forfatternes m/k’s egen tissemand. Så Tove Ditlevsem havde ikke en tissemand alligevel. Det er bare en metafor: Hvad hendes pik/forfatterskab angår: »Hendes pik var stor, prangende, nærmest ’her-kommer jeg’-agtig’.« Det er ikke portrætter, der skaber litteraturhistorie eller ny polemik om den danske modernismekonstruktion, men de tilbyder kvalificeret morskab ved cafémiljøer og i fredagsbarselskaber. Og sikkert også som godnatlæsning for dem, der ser Drengene fra Angora som humor i verdensklasse. Igen: Det handler ikke om tissemænd, men om forfatterskaber: »Klaus Høecks tissemand er belagt med 14 karats bladguld og er forsynet med rød ståltråd viklet rundt om roden. Langs glansens kant har han lagt boghvedekorn, hvorpå han har skrevet hemmelige beskeder.« Jan Sonnergaard, Jens Martin Eriksen. T.S. Høeg og mange flere har skrevet effektive tekster til Schäfer. Der er meget mere. Forfatterportrætter af Knud Odde, et interview med en international bestsellerforfatter, der til sidst vil have intervieweren til at slå ham, og så er der ufatteligt meget for meget pik og kusse i dette Schäfer. Og et par meget dårlige noveller og tekster, som sætter det hele i relief: Det er jo ikke nemt det her. Det er rigtig godt gået.

Magasin Schæfer: Det ene udelukker ikke det andet. Det store litteraturmagasin. Red. Kim Foss, Morten Lindberg, Henrik List og Morten Kongstad. ISBN 8791518733

Schäfer #17 kan købes i særtryk for 500 kroner med indlagte kobbertryk af Knud Odde. Kan købes hos Schäfer – Grafisk værksted, Nansensgade 43, 1366 København K

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu