Læsetid: 4 min.

Kvarterer og kontorløft

Levende rammer i et galleri, folkepark, torvehaller og snedkermøbler
6. december 2004

Arkitekturnus
Du skal blande dig i hvad dine kolleger laver. Og dit privatliv skal være del af dit arbejdsliv. Det er to ud af 10 dogmer, som i et lille hæfte om Den levende Arbejdsplads er udgivet af kunstnerparret Bosch & Fjord på deres udstillingsevent Omsætning i Nikolaj Udstillingsbygning. (til den 9.januar 2005)
Men hvis du skal blande dig i kollegernes arbejde, skal de vel også blande sig i dit? Er det sjovt? Og mit arbejdsliv bliver vel også en del af dit privatliv? – med hjemmecomputer på spisebordet og mobiltelefon i dobbeltsengen – the new office.
Foreløbig er Nikolajs faste personale eksemplarisk rykket sammen mellem stablede flyttekasser, så publikum frit kan følge gule retningsvisere hele huset rundt i den tidligere kirkebygnings krinkelkroge.
Også op på orgelpulpituret, hvorfra der er overblik over de skæve rum, udstillerne temporært har installeret i hallen. Med optiske bedrag på væggene, kraftige mønstre og duftpotpourri for at vise, hvor fleksible hverdagens arbejdsrum kunne være, hvis arbejdet blev sluppet løs.
Bosch & Fjord har tidligere udført et såkaldt mindlab for Erhvervsministeriet og projekteret nye omgivelser på virksomhederne Novo og Coloplast.

Møbelcouture
Engang udførtes indretningsopgaver af indendørsarkitekter, som vidste noget om datidens tekstiler og møbler, farver og lamper. Nu til dags er der ofte billedkunstnere blandet ind i processen, som angiveligt er mere fokuseret på medarbejdernes medbestemmelse.
Det var damerne ikke, når Paul Gadegaard i 1950’erne malede kontorer og systuer kulørte op ad stolper og ned af kartoteksskabe på Angli-fabrikken i Herning. Og Gunnar Aagaard Andersen dyppede sækkelærred i gips for at lave Egetæppers kantine om til en drypstenshule. Verner Panton indrettede 1970’erne karakterfulde plasticrum med orange lysvægge til Der Spiegel i Hamburg. Og Paul Gernes totale farvesætning af Amtssygehuset i Herlev er stadig en øjenåbner for både patienter og pårørende.
Bosch & Fjord står tydeligvis – bevidst eller ubevidst – i formel gæld til alle nævnte, men forvalter arven personligt og kraftfuldt.
Det ville være opmuntrende, hvis møbelsnedkerne på SE-udstillingen hos Dansk Design Center var lige så radikale i deres forvaltning af kulturarven.
Men selvfølgelig er der også dér et par øjenåbnende eksempler: Christian Flindts kulørt gennemskinnelige plasticstole, der ikke stables men skubbes ind i hinanden som en regnbue. Jeremy Waltons trappeskuffedarium. Og Steen Dueholm Sehesteds blodrøde blopformede sladre-chaiselong.

Rumligt maleri
I galeriet Box 2.0 i Vognmagergade 2, har arkitekten Dorte Mandrup i samarbejde med billedkunstnere Mikael Mørk og Claus Egemose (til den 11. december) omformet det spartanske og højloftede rum med hvide rammer og diskrete farvebånd.
Rammerne har ingen konstruktiv funktion, men ligner de principper Dorte Mandrup med klare virkninger har benyttet sig af i praktiske byggeopgaver. Forskydningerne i galeriet er ikke funktionelt bestemte, men billedmæssigt, så helheden bliver et vekslende rumligt maleri, at bevæge sig i.
Og ikke nødvendigvis rammer, men spinkle søjler mellem vandrette diske, kan stadig nå at præge Torvehallerne på Israels Plads. Projektet har i flere år været vendt og drejet hos Københavns Kommune, som forvaltningsmæssigt ikke ser sig i stand til at gå økonomisk ind i arrangementet.
Nu udbyder bygge- og teknikborgmester Søren Pind ideen, så andre interessenter end det initiavtagende Torvelaug kan give totaltilbud på at opføre og drive den planlagte mellemting mellem de rå torvestader og så indbydende madbutikker.
Den oprindelige tegnestue, Arkitekturværkstedet, som for længst har tegnet et glimrende projekt, og udarbejdet den vedtagne lokalplan for kommunen, bliver ifølge seneste udvalgsbeslutning (den 24. november) hyret som bygherrerådgiver, fordi habilitetsklausuler forhindrer firmaet i at deltage blandt de tilbydende.
Set ud fra et bymæssigt synspunkt er det vigtigste, at Israels Plads, som del af det københavnske parkbånd på voldterrænet, ikke ender som en banal og kompakt kasse med en Rema 1000-discountbutik indeni, man kan have Søren Pind mistænkt for at drømme om.

Streetpark på Nørrebro
En blanding af råt og raffineret kommer forhåbentligt også til at præge Københavns nye Nørrebropark. Et gammelt jernbaneterræn mellem Jagtvejen og Nørrebrogade skal renoveres og sammenlægges med den træomkransede plæne, og kombinere leg eller grill med cykler og promenerende.
Hele to førstepræmier i en netop afgjort arkitektkonkurence lover godt for en kombination af slidstyrke og afvekslende botanik. I det socialt nedslidte Nordvest-kvarter fornyer man også, og står på tredie år midt i processen. Kulturhuset på Dortheavej fungerer, nye mødesteder kommer til, og efter tre års virksomhed er bydelen omdøbt til Nord-Best for at sætte yderligere gang i sagerne. Lokalhistorisk Forening udsender hæfter med registrering af områdets udvikling fra marker til 1930’er-by, mens nye pladser og centre finder flere offentlige investorer. Hovedideen med kvarterløftpuljen har fra starten været, at beboerne i området skulle inddrages i overvejelserne. Og det princip fungerer i både »Nordbest« og Nørrebroparken.
At det med park-konkurrencen blev til to førstepræmier og ikke bare en enkelt, er netop udtryk for medborgerindflydelsen. For Mads M. Hansens projekt fremtræder med sine savtakkede lygtepæle og jernstaværer mere skating gademæssigt, end Steen Høyers afvekslende plantebånd.
Til gengæld rendte Høyer også af med en ludo-lignende andenpræmie, så hvordan spillet om opgaven kommer til at forløbe, kan kun tiden vise. Det tager små 100 år, at få træer og buske til at ligne en park, og til den tid er selv rådgivende medborgere blevet com.post.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her