Læsetid: 3 min.

Latter forløser

Humoren har en enormt vigtig funktion i forhold til magten i samfundet
10. december 2004

Åbne vidder
I onsdags bragte broadsheet-avisen Politiken en voxpop med deltagelse af nogle af landets største humorister, klummeskribenter, komikere og entertainere. Gode folk som Jan Gintberg, Amin Jensen, Hella Joof og Søren Fauli talte løs om ytringsfrihed. Hvor går grænsen for humor, var de blevet spurgt.
Nu er jeg – som bekendt – også klummeskribent, humorist, journalist, debattør, samfundskritiker, tv-anmelder, essayist, skuespiller/instruktør og revyforfatter, og Politiken må have ringet til mig på et tidspunkt, hvor jeg lige var på gaden efter smøger eller smørrebrød, så min mening er desværre ikke kommet med, og det er en skam. Men de er velkommen til at ringe igen, hvis de vil bringe en slags opfølgning en af dagene.
Det, jeg ville have sagt, er jo, at jeg opfatter humor som noget enormt dyrebart. Som borgere i et såkaldt demokratisk samfund er det vores forbandede pligt at værne om humoren, vil jeg påstå.
I rundspørgen, som jeg altså ikke var med i, spørger de, hvor ens personlige grænse for humoren går. Min kollega Amin Jensen, som jeg tit bruger i mit eget materiale, fordi han er så tyk, svarer, at han engang pillede nogle jokes om Preben Kristensens seksualitet ud af en af sine Linie 3-parodier. Amin syntes alligevel, at det blev et nummer for privat. Der gik Amins grænse. Der ligger jeg meget på linje med Amin, idet jeg mener, at selvcensur kan spare ens publikum for meget.

Humor som ventil
Du kan heller ikke lære at være morsom. Hvis du, som jeg, har funny bones og ser en meget fed dame på gaden, så kan du lynhurtigt finde på noget sjovt at sige, der passer til situationen. Bare damen ikke bliver rigtig ked af det, for så er det ikke sjovt længere. Vi skal kunne grine ad det hele bagefter – sammen.
I gamle dage havde kongen jo en nar ansat ved hoffet. Hofnarren var en slags satiriker, som kunne være lidt mere direkte over for kongen og som ofte så tingene mere klart, og det var tit meget forløsende, særligt hvis der var mange krige og halshugninger oppe i tiden. Hofnarren var for så vidt en konge selv. Det var vigtigt, at kongen havde humoristisk sans. På samme måde opfatter jeg i høj grad humoren som en slags ventil i forhold til samfundet. Vi danskere kan godt lide at grine, og jeg synes, at det er ufatteligt vigtigt, at der et eller andet sted er et rum for humoren. Hvis man fjernede humoren (eller alle os, der lever af at udøve humor), ville det være en skrækkelig forbrydelse mod demokratiet.
Det ville være enormt farligt, hvis man censurerede humoren væk. Så begynder det at blive totalitært, og det har ikke noget med et ikke-totalitært samfund som vores at gøre. Den form for demokrati har jeg i hvert fald ikke lyst til at deltage i – eller anerkende, for den sags skyld!
Jeg plejer at sige, at humor er tragedie plus tid. Lige i dagene efter den 11. september havde jeg meget svært ved at finde på noget skægt at sige, som ligesom kunne sætte tingene på spidsen, fordi… ja, fordi den gran af alvor, der trods alt var i det, stadig fyldte så meget i folks bevidsthed.
Og dér synes jeg, at Hella Joof, som jeg også bruger, fordi hun er sort, rammer hovedet på sømmet, når hun udtaler, at det ikke går at sidde »i en Gentoftevilla med sine hvide venner og skabe satire over muslimer, hvis man ikke ved noget om dem«.
Jan Gintberg, som jeg bruger, fordi han er en stor klovn, formulerer det meget præcist, synes jeg: »Du kan godt fortælle en racistisk vittighed, når bare du ikke selv er racist.«
Den kan man snildt overføre til andre grupper, f.eks. jøder og muslimer.
Ring Bare!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her