Læsetid: 7 min.

Lévy – Filosoffen med bar overkrop

Han er Frankrigs største intellektuelle. Han er altid i fjernsynet og han bor på et stort slot. Men alligevel bliver Bernard-Henri Lévy i en ny bog beskrevet som et latterligt, men alvorligt symptom på krisen i det franske samfund og det franske demokrati
3. december 2004

Portræt
Først blev han fotograferet med nedknappet skjorte: rig, klog og medielækker. Den franske intellektuelle Bernard-Henri Lévy brød igennem I 1977. Og præsenterede sig selv:
»Jeg er et naturligt barn af et djævelsk par: fascismen og stalinismen.« Det var dengang, pessimismen var populær: »Det går ikke godt i verden, og det vil helt sikkert ikke komme til at gå bedre.« Bernard-Henri Lévy blev kendt som en af de såkaldt ’nye filosoffer’.
Han bliver interviewet i Playboy og kom på tv med nedknappet skjorte. I 2002 er skjorten på et foto i stjernetabloidpressen knappet ned til navlen. Siden optræder Lévy i bar overkrop.
Ligesom andre store stjerner bliver han kendt under sine initialer: BHL. Således dukker han med galopperende hyppighed op i alt fra den mest sladrende til den såkaldt mest seriøse presses overskrifter. Men han foretrækker tv, og tv elsker ham. I en ny bog, Le B.A. BA de BHL – Enquête sur le plus grand intellectuel français, bliver det undersøgt, hvordan det kan gå til, at BHL er blevet hvis ikke den største, så den kendteste intellektuelle i Frankrig; en herre, der bliver lyttet til i USA, i Danmark, i verden.
Bogen kan læses som tragikomisk case study over den medieliderlige intellektuelle type, som den franske sociolog Bourdieu døbte ’le fast-thinker’. BHL er ikke bare en hurtigtænker på tv, men ifølge forfatterne Jade Lindgaard og Xavier de la Porte et »symptom på den dybe krise det franske samfund og demokrati befinder sig i«. Men bogen fortæller også historien, om de modstandere han har mødt: Fra filosoffen Deleuze til den brillante belgiske lagkagekaster Noël Godin.

BHL bedriver alt fra film til feltarbejde og hans over 30 udgivelser – henved en tredjedel er samlinger af avisartikler – har solgt i over en million eksemplarer blot i Frankrig. Selv om han bryster sig af sine mange funktioner, kalder han sig først og fremmest filosof, den intellektuelle filosof. »Mig, jeg...« indleder han gerne sætning på sætning. Det fungerer godt på tv, hvor han blandt meget andet besvarer spørgsmål som »Spiser De kylling med hænderne?«. Og slår sig op som ekspert i Tetjenien og terrorisme og meget andet. Hans arbejde er imidlertid af fagfolk blevet afsløret som spækket med fejl. Selvom kritikerne har mange eksempler på fejl og mangler, er det vanskeligt at ramme BHL: Han fremfører altid som selvforsvar, at kritikerne går efter manden, ikke værket. At de ikke forstår hans særlige metode. Eftersom BHL har opfundet en række uforpligtende genrer, hvor han selv troner som vor epokes mester, indlader han sig ikke på dialog.
Udover den såkaldte gexte, en krydsning af gestus og tekst, som tænkeren Michel Foucault lancerede, er BHL især kendt for sit arbejde med romanquêten, en sammentrækning af roman og enquête eller ’undersøgelse’, i Victor Hugos billede: »Fakta, intet andet end fakta; og, når virkeligheden undviger, da forestillingens forcerede medvirken: kort sagt en romanquête.«
I 2003 udgiver han sin største succes inden for genren, Hvem har dræbt Daniel Pearl? om en journalist fra Wall Street Journal udstationeret og henrettet af islamiske terrorister i Pakistan. Henrettelsen blev optaget på video. BHL’s dramatisk-lyriske afdækning hyldes i temaprogrammer, som tophistorie på tv, i radioen og i pressen. Bestselleren oversættes og promoveres i USA i ’anti-anti-amerikanismens’ navn af ’anti-anti-franske’ forlæggere.
I Pakistan beskriver det allestedsnærværende forfatter-jeg udførligt steder, som ikke eksisterer. Han løber åbne døre ind, bekriger vindmøller og afdækker konspirationer, der knapt giver mening.

BHL har sin egen stil. Skribenten arbejder på det blanke ark som maler og musiker: »Jeg er vel nok den første forfatter til at gøre sådan... Jeg tror, man må skrive komponerede bøger, i ordets sande betydning. Det er det, der mangler i den franske roman.« Det er underholdning og journalistik, fiktion og debatstof.
Også i felten er han enestående: »Jeg tager meget få noter, men jeg har stor visuel hukommelse. Jeg hører alt. Jeg registrerer alt...« og »ofte, når jeg er ude på reportage, siger jeg til folk, jeg møder: ’Jeg har ikke tid, jeg tager afsted i mogen’ – det er ikke nødvendigvis sandt, men jeg har indtrykket af, at det hjælper til at speede alle op, at accellerere undersøgelsen... Jeg er en meget fysisk skribent, jeg kan godt lide at bevæge mig, rejse, bane mig vej fremefter – og så, i næste nu, er det intuitionen, instinktet.«
BHL skaber myter om selv selv, han citerer sig selv, han promoverer sig selv. Og lyver gerne om sig selv og sine bedrifter. Som hans forfatter bag bogen om ham foreslår: BHL har ikke et reelt filosofisk værk, han henviser til store tænkere og især sig selv, så det kommer til at se ud som om, han rent faktisk har en filosofisk karriere.
Og medierne leger med: Når man ser ham i bar overkrop, bliver historien meget bedre, hvis det er en filosof, der taler. Ellers var det jo bare en almindelig playboy.

Men det er ikke narcissisme. Som BHL siger: »Alle ser frem for sig, jeg ser ind i mig. Jeg bliver klar over, hvor meget jeg, ja mig, tænker lidt på mig.«
Men som han også i 2001 siger betror en bekendt: »Man ser mig ofte i medierne; det fornøjer mig, det kan jeg godt lide.« Allerede 5. juni 1977 tager filosoffen Gilles Deleuze bladet for munden i en gratis tekst om de Nye Filosoffer for at afskrive »den litterære og filosofiske marketing«: »Jeg synes deres tanke er intetsigende.« Ligeså deres »begreber, lige så store som hule«, deres samspil med medierne og deres populære journalistiske genrer: ’Man kunne forestille sig en bog om en avisartikel og ikke længere det modsatte’.«
BHL er sig selv som offer for ’den akademiske elite’. Men hvorfor overhovedet slå på en mand, der frem for nogen er ’antifascismens’ talsmand. Således angribes højreekstremistiske aktivister, paramilitære colombianere, Castro-tilhængere, talebanerne og især islamismen, »denne det 20. århundredes pest, det kommende århundredes fascisme.« Et sammensurium samlet under betegnelsen fascisme omtales som det absolut onde, det gode skal bekæmpe. Arving og mangemillionær, BHL frekventerer de rigeste i Frankrig, hvor han fungerer som det obligatoriske venstreorienterede indslag. Men som han selv siger om sin tid, »hvor højre er i venstre«, hvor droiche, - på tillempet dansk ’højstre’ – hersker, eksisterer højre/ventre-aksen ikke længere. Derfor er han nært knyttet til alt fra kommunister til liberalister.
Imens 80’erne er præget af afpolitisering og BHL’s kritikere får stadigt sværere ved at gøre sig gældende, får han nye fjender med nye våben: »BHL, det er ’betærtningens’ eneste hovedattraktion,« forklarer Noël Godin, betærtningen, ’entartagens’ mester. Godin kastede i 1969 en flødeskumskage i hovedet på den franske succesforfatter, Marguerite Duras. Og nu har den tidligere filmkritiker Godin under kampråbet »gloup, gloup, gloup« tilsmurt et utal af selvtilstrækkelige stjerner. Han har ramt tv-værter på direkte tv, og han har ramt Bill Gates. Det var hans måske fineste nummer, nøje iscenesat og udført med hjælp af 32 håndlangere. Men BHL er den eneste, der er blevet betærtet mere end en gang. Han er ramt hele seks gange, og »hver gang har han reageret på en dårlig måde:« »Han er navlebeskuelsen og arrogancens absolutte personificering.«
Første scene udspillede sig i 1985 i Palais de Congrès i Niece under en debat, der bliver transmitteret direkte. Pludseligt lyder et ’gloup, gloup, gloup’ og en tærte havner i hovedet på filosoffen, der begynder at slå løs på Godin: »Rejs dig op eller jeg sparker dit fjæs i smadder.« Scenen bliver dagen efter vist igen og igen på Canal Plus.
Anden gang, 1988, overrumples BHL til en konference i i Bruxelles: »Åh nej, nu er det nok« udbryder martyren og spiller med musklerne. Tredje gang, samme by, 1991, prøver BHL forgæves at hugge Godins filmoptagelse. BHL bliver stadigt tættere bevogtet af bodyguards. Ikke desto mindre ender Godin & Co. i 1995 med at massebetærte BHL med kone på scenen under Cannes til præsentationen af hans film Bosna! 1997, sammesteds, rører Godin ikke en finger og nøjes med at betegne BHL’s film Le Jour et La Nuit som ’en selvbetærtning.’ Senest, 2000, farer BHL rundt på en scene uden at finde skjul for endeligt at antage en Jackie Chan position: »Han må have taget kurser i kampsport«, konluderer Godin.
Anderledes, til sammenligning, da instruktøren Jean-Luc Godard blev betærtet: »Han tog cigaren ud af munden og begyndte langsomt at slikke flødeskummen af den,« har Godin forklaret. »Så sagde han, at det var en hyldest til stumfilmen.«
I Frankrig er stilheden foreløbigt brudt på bogmarkedet. Op til fem bøger fra forskellige fronter skulle være på vej om BHL. Allerede inden den første kom, har han kørt annoncekampagner for sig selv. Han vil igen blive latterliggjort af de kritiske og de lidt klogere. Men han vil også komme på tv og blive hyldet i Frankrig og USA. En dårlig filosof, en løgner, en klovn. Men vor tids største medieintellektuelle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu