Fodbold
I 1970erne, hvor studerende på universiteterne boltrede sig i marxistisk skolastik og sekteriske møder om revolutionens snarlige komme, sad jeg hver eneste lørdag klinet foran flimmeren med tipsfodbold på tv-monopolet DR. Så jeg burde nok have dækket søndagens topkamp mellem Arsenal og Chelsea i Barclays Premiership League. Om ikke andet for at holde liv i drengedrømmen.
Men engelsk fodbold er ikke engelsk mere som dengang under 70ernes energikriser, hvor det var en prøvelse at se 90 minutter med hårde tacklinger og grimt losseri over en mudret midtbane. På disse lørdage var der tid til at drømme om de ægte boldkunstnere som Pelé og Beckenbauer. Og lørdag efter lørdag i de mørke vintermåneder, hvor støvlerne var parkeret på hylden, stod den på tipsfodbold. Det bedste var næsten lyden af den klokke, der plong annoncerede en scoring fra en af de andre tipskampe. Sådan er det ikke mere. De to London-klubber, med deres franske og portugisiske trænere, og deres udenlandske verdensstjerner kan i dag fodboldmæssigt måle sig med de bedste på det europæiske kontinent. De har en så moderne, formfuldendt og kosmopolitisk fodboldstil, at man må søge efter andre græsmarker for at få et skud 70er-nostalgi på tv.
Brug for Grønkjær
Her lørdag aften zappede jeg ind på et klassisk opgør mellem to arbejderklubber fra den spanske førstedivision, Athletic Club fra Bilbao og Atlético de Madrid. De to rød-hvid stribede klubber, der blev stiftet i de første år af det 20. århundrede, spiller i dag som to forvildede skygger af en fortid, hvor de kunne fylde mindernes vitrineskab med guld fra spanske mesterskaber og pokalturneringer.
Lørdagens kamp på San Mamés stadion var en lang lidelse. De meningsløse los, tilfældige luftbolde og destruktive frispark på en midtbane fyldt med svedende mænd, der stoppede alle kombinationer på mere end tre, var som en mental returbillet til 1970erne.Athletic Club fra Bilbao, der stadig er styret af en nationalistisk stamme, som kun vil have indfødte baskere i den rød-hvide kampdragt, kunne i første halvlegs overtid klappe over det afgørende mål til 1-0. Del Horno scorede fra en klar offside i feltet. De regerende baskiske nationalister, der i strid med spansk ret vil afholde en illegal folkeafstemning om dannelse af en baskisk selvstyrenation i Europa, nød øjeblikket i æreslogen. Illegalt eller ej. Det er målet, der tæller.
Og mere så man ikke til et vulgært Bilbao-hold, der trak i nødbremsen hver gang, gæsternes lyshårede vidunderangriber, Fernando Torres, nærmede sig feltet med sit lette elegante antrit. I det 80. minut forpassede han chancen for at udligne, da han blev spillet helt fri af den geniale argentinske boldmager, Ibagaza. Sidstnævnte er den eneste, der har kreativitet og klasse til at kombinere med Torres, så først i den sidste halve time hvor Ibagaza kom på banen i stedet for en slider var der få glimt af flot fodbold. Atlético de Madrid, der har ambitioner om at spise kirsebær med de to fodboldgiganter, FC Barcelona og Real Madrid i toppen, har brug for nye vitaminer, hvis sæsonen ikke skal ende med en skuffelse. Efter lørdagens spil, forstår jeg bedre, hvorfor Atlético de Madrid satser på, fra nytårsskiftet, at hyre Jesper Grønkjær i Birmingham. De trænger virkelig til en dribler, der fra fløjen kan servere kuglerne til det tekniske fodboldtårn, Torres.
