Læsetid: 3 min.

Et lille lærestykke om kærlighed og normer

Ægte rørende realistisk melodrama udspiller sig på Aarhus Teater mellem den hændervridende, høflige og tænksomme kvinde Emmi og den ensomme, moralsk uantastelige gæstearbejder Ali
10. december 2004

Teater
Rainer Werner Fassbinder lavede filmen Angst æder sjæle op i 1973 om den svære, men ikke umulige kærlighed mellem en ældre rengøringskone og en ung tyrkisk gæstearbejder i datidens Tyskland. Aarhus Teater har lavet en
teaterversion af historien, som virkelig er blevet en melodramatisk rørende – ikke rørstrømsk – beretning på én gang tragisk og komisk/grotesk i sit udtryk.
I Aarhus Teaters version er den tyrkiske gæstearbejder skiftet ud med en arabisk, men historien udfoldes i de æstetisk set grønne og brune 70’ere i Tyskland. Lidt fjernt og dog så nær. Plateau-sko, store klipseørenringe til kvinderne, pommade-permanenthår til mændene, store flipper, rullekravebluser, bæbrunt og kvalmegrønt. Scenerne skifter men kun minimalt visuelt.
Alt ordnes ved en stor papkulisse med skiftende åbninger og døre, der mestendels ændrer karakter ved skiftende lyssætning. Også her går 70’ernes stærke farver: grøn, lyserød, brun igen. 70’erne var en politiseret tid på universiteterne, omkring klassebevidsthed, men der var ikke megen bevidsthed (endnu) omkring den kulturelle anden, gæsten udefra.
Over for disse mærkelige skabninger – der ikke engang kan tale tysk, som det siges på klingende jysk af købmanden, der nægter at sælge Ali ’Libelle’ (plantemargarine) – trives de mest renlivede fordomme og ideologier omkring rent-urent, dyr-menneske; der selvfølgelig i den tyske kontekst har uhyggelige historiske undertoner, men som man i en dansk kulturel kontekst kan sammenligne med egne nutidige generaliserende stereotypiseringer.
Fordømmelsen og snæversynet er virkelig massivt: børnene, kollegerne, naboerne, de handlende i kvarteret. De mindst fordømmende er – ironisk nok – de mere officielle repræsentanter for ’systemet’. Det er netop altså fordommene som udtryk for angst, uvidenhed og pøbelkonservatisme, der portrætteres her.
I stykkets første akt holder de to sammen over for omverdenens entydige dom. I anden akt flytter problematikken sig: Omverdenen begynder at lukke Emmi ind i det sociale fællesskab og hun bliver så lettet over igen at være en del af ’dem’, at hun overtager ’deres’ blik på Ali, og der slås skår af kærligheden. »Sig pænt goddag,« beordrer hun Ali, da et par kolleger kommer på besøg!

Politisk forpligtelse
Filmmanuskriptet fra Fassbinders hånd var inspireret af en historie fra hverdagen. En historie, der i det virkelige liv endte trist med mordet på Emmi. Sådan ender vores stykke ikke. Emmi og Ali trodser omverdenens fordømmelse, og deres kærlighed overlever. Her overbyder Fassbinder endog sit æstetiske udgangspunkt: melodramaet og ét af sine forbilleder (den tyskere indvandrer i Hollywood), nemlig Douglas Sirk, der med All That Heaven Allows fortæller historien om den umage kærlighed mellem middelklassefruen Carrie og arbejderen Ron i et stift normativt New England-miljø. Deres forhold går under, men Fassbinde, så det som en politisk forpligtigelse at indgyde mennesker håb om at kunne trodse de snævre normer og kodekser.
Stykket er hverdagsrealistisk momentvis, men det er altså også iblandet ønskeforestillinger og komisk-groteske scenerier. F.eks. er der en kostelig scene på den fine restaurant, hvor Emmi og Ali fejrer deres bryllup, og hvor de får en yderst nedladende betjening af tjeneren spillet af Klaus Tange. Scenen kunne spilles frysende ydmygende for de uvante gæster på denne middelklasse-scene, men i stedet leveres den med grotesk selvironisk bid (der er lidt Dirch Passer–der–taler–russisk over ham). Forestillingen er ægte rørende – deres anmelder måtte fælde en tåre i ny og næ – i samspillet mellem den hændervridende, høflige og tænksomme kvinde Emmi og den ensomme, moralsk uantastelige gæstearbejder Ali med sit sjove perkerdansk. Begge yder fine præstationer, men det gælder hele holdet i dette lille lærestykke om kærlighed og normer ikke i den bedste af alle verdener, men heller ikke i den værste.

*Århus Teater Scala. Angst æder sjæle op af Rainer Werner Fassbinder. Instruktion: Søren Iversen, scenografi: Marie i Dali. Spiller indtil den 22. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu