Polemikeren
Der har altid været en latent antagonisme mellem Europa og Amerika, mente Susan Sontag. Hun brugte det meste af sit liv på at afmystificere tankegange, der polariserer og står i opposition. I en tale, der er et karakteristisk udpluk fra hendes omfangsrige produktion, forsøgte hun at afsøge modsætningen mellem sit hjemland og Europa. Grænselandet mellem fascination og afsky.
Da Susan Sontag modtog den tyske bogbranches Fredspris i oktober 2003 blev hendes rolle af prisuddelerne beskrevet som en intellektuel ambassadør men i takketalen afviste hun, at hun repræsenterer sit hjemland, USA
»Jeg fortrækker at mene, at jeg ikke repræsenterer andet end litteraturen,« sagde hun. Og det var da også med litteraturen som reference, at hun beskrev opfattelsen af forholdet mellem USA og Europa. Nu hun var udnævnt som ambassadør.
Energi og raffinement
I hele det 19. århundrede skrev amerikanske forfattere som Ralph Waldo Emerson og Walt Whitman om den amerikanske uskyld og den europæiske sofistikerethed; amerikansk pragmatisme og europæisk intellektualisering; amerikansk energi og europæisk verdenstræthed; amerikansk godhed og europæisk ondskab. »Eurofiler kan bruge de ærværdige antiteser til at identicere Amerika med kommercielt drevet barbari og Europa med finkultur, mens eurofober trækker på et færdigsyet synspunkt, hvor Amerika står for idealisme, åbenhed og demokrati og Europa er et svageligt, snobbet raffinement,« sagde hun.
Men nogle går videre end det. D.H. Lawrence, som efter Sontags mening har skrevet det mest interessante om amerikansk kultur, sagde:
»Man kan aldrig få noget nyt uden at ødelægge noget gammelt. Europa var tilfældigvis det gamle. Amerika skulle være det nye. Det nye er det gamles død.« Hvad vi har her, forklarede Susan Sontag, er den stadigt tilbagevendende diskussion mellem de gamle og de moderne.
»Fremtiden er, eller var, Europa. Og Amerika blev grundlagt på ideen om at bryde med fortiden, som anses for at være hindrende, lammende og ... fundamentalt udemokratisk eller elitær« sagde Susan Sontag.
Fjender og venner
Men om nødvendigt kan det gamle også omdøbes og gøres nyt, pågede hun og henviste til Donald Rumsfelds uforglemmelige distingvering mellem det gamle og det nye europa.
Hvorledes havde lande som Spanien, Polen og Ukraine gjort sig fortjent til at blive nævnt som en del af det nye europa? Susan Sontag forklarede: »At støtte USA i dets nuværende udvidelse af politisk og militær magt er per definition at bevæge sig over i de nyes kategori. Hvemend, der er med os, er ny.«
Amerika ser nu sig selv som civilisationernes forsvarer og Europas frelser. Europa derimod opfatter Amerika som en skrupelløs krigsstat. Susan Sontag forklarede, at det resulterer i, at amerikanere osse begynder at se europæerne som fjender.
»Amerikanere har vænnet sig til at betrage verden med udgangspunkt i fjender og venner.«
Bekæmpede klicheer
Forfattere kan gøre noget for at bekæmpe disse klicheer om vores forskellighed. Forfatteren er mere skeptisk og selvkritisk end dem, der kæmper for en bestemt overbevisning eller sag.
Litteratur er dialog, mente Susan Sontag, og kan beskrives som den menneskelige lydhørhed overfor det, der er i live og det, der dør, når kulturer udvikler sig og påvirker hinanden:
»En forfatter er en, der er opmærksom på verden. Det vil sige forsøger at forstå hvilke ondskabsfuldheder mennesker er i stand til at gennemføre; og ikke lade sig korrumpere gjort kynisk eller overfladisk ved denne forståelse. Litteratur kan fortælle os, hvordan verden er. Litteratur kan give standarder og overlevere dyb viden, inkarneret i sprog, i fortælling. Litteratur kan træne vores evne til at græde for dem, der ikke er os eller vores. Hvem ville vi være, hvis vi ikke kunne sympatisere med dem, der ikke er os eller vores? Hvem ville vi være, hvis vi ikke kunne glemme os selv i det mindste lidt af tiden? Hvem ville vi være, hvis vi ikke kunne lære? Tilgive? Blive noget andet end det vi er?«
