Læsetid: 8 min.

Litteraturens folk på Lolland

Blå Nykøbing, god vin – og Lolland set gennem en Fiat Uno. Bent Vinn Nielsen fortæller om besøg af forfatterkollegaen Peter Seeberg
24. december 2004

Julenovelle
En halv kilometer fra os boede der et svensk ægtepar. Hvad får en svensker til at bo på Lolland? spurgte jeg engang manden. Det var oppe i vores Forsamlingshus, ved et arrangement hvor han havde fået tjansen som bartender. Han stod og så helt professionel ud, som han gnubbede den pinligt rene bardisk med en lige så pinligt ren, helt hvid klud.
Himlen, sagde han. Så meget himmel har vi ikke i Sverige.
Det havde jeg ikke tænkt på. At man kan bytte land for himlens skyld.

Vi flyttede til egnen i 1983. Vestlolland, Utterslev Mader, tre til fire kilometer udenfor landsbyen Utterslev, ude ved kysten, mellem Nakskov og Kragenæs, cirka.
Så plejer folk nogenlunde at have et begreb om, hvor vi bor. Eller de lader som om. For Lolland er ukendt territorium for mange.

Peter Seeberg besøgte os engang, han skulle holde foredrag i Nakskov. Jeg skulle komme og hente ham på Jernbanerestauranten, lige overfor Stationen.
Jernbanerestauranten, er det ikke den, de kalder Jernstangen? spurgte min kone.
Det var det. Med god grund. Seeberg kendte stedet fra før i tiden, havde han fortalt. Dengang måtte det have været mere fredeligt, nu om dage var det ikke et sted, hvor man behøvede at gøre sig speciel umage, hvis man følte trang til et rask lille slagsmål.

Da jeg kom ind på Jernstangen for at hente Seeberg, havde han allerede samlet sig en fanskare. En ældre mand havde set ham i fjernsynet for en del år siden, i en udsendelse om kartofler. Seeberg vidste noget om alting, og den ældre mand var ekspert på kartoffelområdet og var fuld af anerkendelse.
Jeg kom nærmest til ulejlighed. Der stod en øl til mig ved den plads, der allerede var udset til mig. Tag dig en øl, sagde Seeberg og fortsatte samtalen med kartoffeleks-perten og de andre omkring bordet. Jeg følte mig som en dreng, der får en sodavand, mens de voksne snakker og drikker deres øl. Det var lige før, jeg regnede med, at en af de voksne ville klappe mig på håret.

Peter Seeberg kendte Lolland temmelig godt. Han snakkede om Vindeby Kirke, om Onsevig kro og om Kragenæs som om det var lokaliteter, han færdedes i til daglig. Nu var han jo også museumsmand, og Lolland har en voldsom koncentration af oldtids–mindesmærker.
Glentehøje og gravhøje, Kong Svends høj. Så mange minder fra oldtiden, at de lokale landmænd helst ville pløje hele lortet ned. I alt fald tror jeg ikke, de fortalte nogen om det, hver gang de fandt en ny mistænkeligt udseende samling kampesten. Som sikkert vil interessere arkæologerne.
Folk i nutiden skal vel også leve, mente de. Og det må man vel give dem ret i?

Seeberg havde besøgt os før. Dengang sagde han noget mærkeligt. Da havde han lige været i Nysted, nede på det sydøstligste Lolland. En lille pyntelig by, Lollands Lidenlund, Aarestrups by.
I sådan en by skulle man dø, sagde han.

Den ældre mand, kartoffel-eksperten, rejste sig og gav Seeberg hånden, da vi skulle gå. Manden var helt højtidelig. Det ligger ellers ikke til lollænderne, kan jeg godt fortælle. Men han var stolt af at have snakket med Peter Seeberg, sagde han. For hans ved-kommende var det aldrig blevet til så meget med at læse bøger, men kartofler havde han i alt fald forstand på. Og det havde Seeberg altså også.
Drankere og forfattere er naturlige forbundsfæller, sagde Seeberg til mig, da vi var kommet ud på gaden. Som en almindelig konstatering, han smilede kun ganske lidt, da han sagde det. Det var høj himmel og solskin. Vi satte os ind i vores Fiat Uno. Seeberg sagde straks noget pænt om den, men selvfølgelig brød han sig ikke om Fiat. Han var 2CV–mand.
Mens vi kørte, lagde han mærke til alle Lada’erne og Skoda’erne. Wartburg også.
Det er det, jeg altid har sagt, sagde han, Lolland er baltisk område.

Hjemme hos os drak vi Blå Nykøbing – vores lokale guldøl, i daglig tale Den Blå med lang, lollandsk vokal: den bl–åå. Vi køber ikke vin, havde jeg sagt til min kone. Seeberg var jo vinkender, vi risikerer, at han ikke ville drikke noget af det, de havde oppe i Horslunde Brugs, selv ikke Uddelerens dyre.
Jeg var engang ude at købe vin sammen med Seeberg, i Krystalgade, tror jeg det var, i København altså. Han gik frem langs hylderne, med læsebrillerne på næsen, og så kun på årgang, oprindelsessted, druenavn. Da han stod og skulle betale, måtte han bytte nogle af dem, de var simpelthen for dyre.
Det ville en anden én have tænkt på allerede, mens han valgte vinen ud. Prisen for alt det gode, man kan få. Flere år senere fortalte Seeberg, oppe på Krogerup Højskole, med undren i stemmen, at han havde opdaget noget helt nyt.
Hvad?
Man kan godt drikke australsk rødvin, sagde han.

Vi drak fem eller seks Blå hver. Seeberg havde familie ude i Sandby. Tror du virkelig, du kan køre til Sandby med ham? spurgte min kone, mens Seeberg var på toilettet.
Hold op, jeg har da ikke drukket mere, end han har, sagde jeg. Simpel logik, ville jeg mene.
Så kører I vel bagom? spurgte hun.
Selvfølgelig kører vi da bagom, sagde jeg. Om ad Tjørneby, Vindeby og Kø-belev. Jeg var trods alt ikke så fuld, at jeg kunne finde på at køre den lige vej, op mod Bøgetvej, videre ad Gallevej, op på Nakskovvej og så først dreje af ved krydset fra landevejen.
Hvad regner du mig for? spurgte jeg.
Hun svarede ikke. Du ville aldrig kunne holde foredrag med seks Blå i dig, sagde hun. Det virkede, som om hun morede sig.
Seeberg skal nok klare den, sagde jeg.

Baltisk område.
Der findes praktisk taget ikke én eneste lige vejstrækning mellem Utterslev Mader og Sandby. Ikke når man kører bagom.
Sådan en Fiat Uno, den er lige som en transistorradio, sagde jeg, mens vi kørte. Så længe den virker, virker den, bagefter er den lige til at smide væk.
Seeberg klappede sædet under sig. Man sidder behageligt, sagde han. Han skulle spise hos sin familie i Sandby, han glædede sig allerede.
»De sad midt i madglæden«, hørte jeg ham sige engang, han fortalte om nogle mennesker, han havde besøgt. Han har også skrevet noget lignende i en af historierne i Om fjorten dage.
Mad.

Første gang han besøgte os, det var i julemåneden, var han sammen med sin kone, og de havde også Carl Bang med. Ved den lejlighed spåede han, at min kone og jeg ville blive boende på Lolland en fire–fem år.
Så flytter I, sagde han.
Det var et træk ved ham, som jeg også senere bed mærke i. Han spåede folk, forudsagde kommende begivenheder, med usvigelig sikkerhed endda. Og han tog næsten altid fejl uden at det anfægtede ham det mindste.
Han tog det med ophøjet ro.
Mens vi kørte mod Sandby, havde min kone og jeg allerede boet på Lolland i over 10 år. Jeg mindede ham om det. Han tænkte over det og kunne godt huske det. Han og Carl Bang havde planlagt en hel ekspedition, de havde haft køkkengrej med i bilen, Seeberg havde helt alvorligt tænkt sig at stå på en rasteplads på Sydsjælland og stege kød i det fri. Men så var Carl Bang blevet sur, han frøs og ville ikke stå og spise stegt kød i frostvejr som et andet subjekt. Carl Bang glemte aldrig helt, at han jo egentlig var et overklasseløg. Han besøgte os tit og brokkede sig blandt andet over, at vi brugte voksdug.
Skal jeg absolut forulempes, hver gang jeg besøger jer? spurgte han.

Balticumekspeditionen.
Da den nåede vores snedækkede hus, tredje juledag, inspicerede Seeberg vores køkkengrej og sagde god for det. Så det var kun hans personlige smørdrittel, der kom i brug.
At rejse uden smørdrittel, det plejede han vist ikke.

Din spådom holdt ikke stik, sagde jeg. Det blev til mere end fire–fem år.
Han reagerede ikke, det interesserede ham nu engang ikke, om hans spådomme tilfældigvis ikke holdt stik. Det måtte vel være spådommens præcise tydning af nuets muligheder, der betød noget, ikke dens eventuelle sandheds-værdi. Vi er vel mennesker, ikke bogholdere.
Værftet er lukket, Ota er lukket. Det går tilbage med det hele, sagde jeg.
Seeberg kikkede ud på det lollandske landskab. Lolland vil altid klare sig, sagde han. Han henviste til udviklingen i Central– og Østeuropa.
Lolland bliver et kraftcenter, sagde han.

Der stod ikke nogen for at tage imod ham, da vi nåede Sandby, jeg så ham banke på og blev holdende, indtil jeg så, at han blev lukket ind i huset.
Da jeg kom hjem, hørte min kone Radioavisen.
Er der sket noget? spurgte jeg.
Ja, sagde hun. Ny Dag er lukket.
Så skulle da fanden! Så var der kun Lolland–Falster Folketidende tilbage.
Jeg drak et par af de Blå, vi havde heldigvis købt rigeligt.
Lolland–Falsters Folketidende er Sophus Claussens avis. Eller hans fars, det var faderen, der grundlagde den, Sophus Claussen skrev i den. Levede af den.
Et liv uden økonomiske problemer, fri forfatter.
Sådan skulle man have det. Vi flyttede til Lolland, fordi det var billigt at bo der. Men hvis det ikke var til at holde ud, var vi selvfølgelig flyttet igen.
Efter fire-fem år.

Avismonopol er noget lort, sagde jeg. Vi havde holdt Ny Dag lige siden, vi flyttede til egnen. Vi delte den med naboen.
Når sandheden skal siges, var den en socialdemokratisk avis, som ikke engang kunne regne med, at socialdemokrater gad købe den.
Det var vel naturligt, at den lukkede så.
Det ender med, at de lukker hele øen og kører lollæn-derne væk på landmændenes roetraktorer, sagde jeg.
Min kone havde ingen kommentarer. Kom han godt nok afsted? spurgte hun.
Det gjorde han da.

Jeg gav mig til at rakke ned på Nakskovs borgerskab – det vil sige den tilflyttede middelklasse fra København. Ligesom uægte baronesser føler sig som mere blåblodede end de ægte, bliver en tilflyttet gymnasielærer lollænder over det hele i løbet af no time.
Han bliver lokalhistoriker. Det er ham, der ringer til museumsfolkene, når landmændene pløjer et oldtidsmindes-mærke fri og prøver at lade som ingenting.
Min kone spurgte om jeg ikke hellere ville i seng. Der var ikke flere Blå.
Det kunne jeg lige så godt.

Peter Seeberg blev engang interviewet af en amerika-ner, én der havde forlæst sig på Kirkegaard og Sartre og hvad fanden. Han ville vide noget om Seebergs forhold til eksistentialismen.
Interviewet findes vist på bånd. Mens det fandt sted, stod Henning Mortensen efter sigende ude i Seebergs køkken og kogte suppe. Husk porrer! råbte Seeberg ud til ham.
Man skal huske porrer.
Det er kraftedeme det, det drejer sig om.
Og så høj himmel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her