Læsetid: 4 min.

Livsglæden inkarneret

Den 40-årige Thomas Helmig er en entertainer på toppen af sin kunnen, og han slog sit format som scenekunstner grundigt fast for øjnene af et propfyldt Vega
10. december 2004

KONCERT
Luften i Store Vega var tyk af såvel forventning som parfume og andre velduftende substanser, mens vi ventede på, at aftenens hovedattraktion skulle materialisere sig. I det hele taget var det smukke køn i voksenform overrepræsenteret i en sådan grad, at det var svært ikke at lade sig distrahere deraf; fra tætomslyngede venindepar til store grupper popsøstre var de mødt op denne gemene onsdag aften for at hylde et af Danmarks få vaskeægte sexsymboler, the one and only Thomas Helmig.
Det var lige til at blive i godt humør af. Hvis man altså kan lide dén slags. Og trods voldsom nærsynethed er Deres udsendte på ingen måde blind for kvindelig charme og han har – for at parafrasere Det Brune Punktum – en bred smag. Og så bliver det som bekendt en god dag. I hvert fald var der lagt i ovnen til fest for både øjne og ører.
Først var der lige en opvarmningstjans ved debutanten Rasmus Nøhr, hvis selvbetitlede debutalbum lægger sig smukt i slipstrømmen på disse års opløftende dansksprogede sanger-sangskriverbølge. Nøhr kan ikke beskyldes for at spille på sexappeal, selv om hans sange i høj grad kredser om såvel det sensuelle som det følelsesmættede, thi (også) han synger helst om kærlighed på debut-cd’ens 14 sange. Akkompagneret af et sejt band – med bl.a. den uforlignelige Jeppe Tuxen på keyboards – gav han et fint sæt, der demonstrerede hvorledes hans force i højere grad er livesituationen end plademediet. Fint, uimponeret og velfungerende gav det løfter for fremtiden.

Leverede varen
Det ville være synd at påstå, Thomas Helmig har fremtiden bag sig, thi hans popularitet er stort set usvækket efter over 20 år i showbiz, ja måske peaker den ligefrem lige nu at dømme ud fra de i alt fem totalt udsolgte koncerter i København, der betegner både afslutning og klimaks på et sandt triumftog af en DK-turne, der nu har strakt sig over flere måneder.
Ikke desto mindre er det tankevækkende, hvor rent hans dansksprogede sange – hvoraf der var inkluderet en håndfuld i aftenens meget generøse sæt – fra 80’erne stadig går ind hos publikum. Fanden tage mig, om jeg gider stå og synge med på engelsksprogede ligegyldigheder som »Stupid Man« (i al fairness: en habil komposition), men jeg lufter gerne stemmebåndet til en sang som »Midnat i Europa«. Når nu solisten beder så inderligt derom.
Men uden at ville træde nogen over tæerne, er der sket en lidt trist anonymisering af Helmigs materiale, siden han begyndte at synge klichéfyldt engelsk, som aldrig så velsiddende produktioner eller indbydende melodier kan rette op på.
Ellers ville begejstringen ingen ende ville tage, da en veloplagt og storsmilende Helmig og hans suveræne band dukkede op på scenen. Solisten var til en begyndelse iført et stramtsiddende sæt sort tøj (han skiftede kluns et par gange i løbet af den over to timer lange koncert; hver gang til stor jubel), der sad som støbt på ham, og hver et lille koket slag, han slog med numsen, udløste noget nær ekstase i den østrogenmættede sal. Det ville alt sammen være rørende ligegyldigt, hvis ikke Helmig i den grad leverede varen med et forrygende show, der sætter livsglæde, engagement og fællesskabsfølelse i fokus.
Og var stemmen passagevis lidt slidt i toppen og lyden i salen ikke altid lige velafbalanceret, formåede det ikke ødelægge indtrykket af en spændstig entertainer på toppen af sin kunnen.

På internationalt plan
Vi havde så snydt lidt ved at møde op hen mod turnéens slutning, hvilket betød at bandet var så tæt sammenspillet, at det ikke kunne sætte en fod forkert. Rytmegruppen ved Claes Antonsen på trommer, bassist Lars Danielsson og slagtøjstærsker Jacob Andersen befandt sig på hvad man vist kalder internationalt niveau og swingede som død og kridte … uden at sætte raffinementet overstyr.
Og det var ikke muligt andet end at imponeres over Aske Jacobys gudbenådede guitarspil, i såvel rollen som akkompagnatør som solist. Helmig selv spillede guitar, elektrisk klaver og sang, så de stramtsiddende benklæder var ved at revne, men aftenens højdepunkt var tolkningen af den iberisk klingende »Your Frozen Heart«, hvor han for en gangs skyld stod helt stille og sang så indfølt, at ikke et sæde var tørt.
Eneste anke – og den lugter lidt af smålighed – kunne være, at man til sidst næsten havde fået Helmig nok. Denne signatur behøver i hvert fald lige en pause fra DK’s gladeste poppedreng. Dét sagt skulle man virkelig have fået det helt forkerte ben ud af sengen, hvis ikke man forlod Store Vega i løftet sindstilstand, thi her var tale om et musikalsk overskud og en showmandsmæssig generøsitet, der hører til sjældenhederne. Så lad gå, at Helmig stilistisk p.t. synes at stå lidt i stampe, for som den mand dog trykker den uforbeholdent af på en scene.

*Thomas Helmig m/ band + Rasmus Nøhr m/ band, Store Vega, København, onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her