Undergang: Nu er den så igen gal med moralen, sproget, ungdomskulturen og livet i folkeskolen. Det viser sig, at ganske almindelige middelklassebørn kalder hinanden for ludere. Midt i Velfærdsdanmark står børn i dyrt tøj og betegner venner og veninder som prostituterede. Den danske forfatterinde Hanne-Vibeke Holst er stået frem og har sagt, at det er hip hoppens skyld. Det er de danske rapmusikere, der sender ord som luder, stram fjappe og møgluder i cirkulation. Og det har udviklet sig til et voldsomt spektakel i morgenaviser, i radioen og den gode sendetid på fjernsynet.
For vores børn er ikke ludere. De er ikke prostituerede. Vi er modstandere af prostitution. For prostitution betyder, at man sælger noget af sig selv, som man ikke burde sælge. Når man sælger for meget af sig selv eller for personlige aspekter ved en selv, bliver det til prostitution. Og i vores verden bekender vi os til individets frihed.
Og ikke til prostution.
Men hvordan kan det så gå til, at pæne og ordentlige mennesker med mellemlange uddannelser og rigtige liv med hjemmearbejdsplads og flexlån taler om at sælge sig selv? Det er ikke længere et moralsk problem at sælge sig selv. Det er et praktisk problem for dem, der ikke kan finde ud af at sælge sig selv. De er ikke ankommet til realiteternes verden. Man skal kunne brande sig selv. Man skal kunne netværke.
Det, der hedder livslang læring og kompetenceudvikling, betyder jo ikke andet end, at man skal øge værdien på sig selv som arbejdskraft. Og når man forhandler såkaldt ny løn, skal medarbejderen lægge vægt på de unikke egenskaber, der kendetegner medarbejderen personligt. Man skal sælge sin individualitet.
Det er ikke bare prostitution på alle niveauer. Det er prostitution som en vidt og bredt anerkendt social norm, og som noget de rigeste og mest ressourcestærke vælger frivilligt. Som den norske kriminolog Nils Christie har sagt:
»Er det ikke prostitution at tage sig betalt for at være en ekstra god lærer? Er det ikke prostitution, at alle kvaliteter skal anerkendes økonomisk? Det her er jo så indlysende, at det er pinligt at sige det.«
Dem vi kalder ludere har sjældent selv valgt det. De er presset der ud af sociale eller økonomiske omstændigheder. Men hele middelklassen lader sig gerne prostituere frivilligt. Man sælger ikke kun sin arbejdskraft. Man sælger sig selv. Og tror oven i købet, at det er det gode liv og den virkelige selvrealisering.
Det er selvfølgelig slemt og dumt, at børn kalder hinanden for ludere, når ordet luder betegner en position i samfundet, som ingen ser som et drømmejob. Men hvad nu hvis de vendte sig om mod deres forældre og sagde: ludere?
Så ville de ikke alene have fat i den lange ende. Der ville også være håb om, at de næste generationer ville bryde det økonomiske perspektiv, der synes at gennemtrænge og dominere alle aspekter af tilværelsen i det her velfærdssamfund.