Læsetid: 11 min.

Jeg mangler genet for at være troende

Filmproduceren Vibeke Windeløv er præstedatter og ateist. Hun meldte sig ud af folkekirken, så snart hun flyttede hjemmefra. Men hun kan misunde mennesker, der virkelig tror
24. december 2004

Tro på Gud? Nej tak!
Vibeke Windeløv er netop flyttet ind i en kæmpemæssig palælejlighed i Amaliegade-kvarteret i København. Skønne, luftige rum, højt til loftet, sparsom, men fornem møblering – og plads til fester for de ansatte på Zentropa og besøg af gæster og forretningsforbindelser fra hele verden. En amerikansk filmskuespiller har netop sendt en sauna, der skal installeres i kælderen, så han ikke skal undvære denne specielle ophednings-model, når han er i København.
Vibeke selv går rundt i det hyggelige køkken i striktrøje, rister rugbrød, laver kaffe, skærer ost. Kl. er 9 om morgenen, og vi skal diskutere grunden til, at hun ikke er troende, selv om hun er vokset op med Gud morgen, middag og aften i et præstehjem.
»Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er ateist. Men jeg er ikke det, man kan kalde erklæret ateist. Jeg vil nærmere sige, at jeg mangler et gen for at være troende. Og jeg har altid med stor misundelse kigget på folk, der har det,« siger hun.
»Jeg er vokset op omgivet af troende. Jeg har bedt fadervor, fra jeg var ganske lille, og sunget bordbøn. Jeg har deltaget i et meget kristent miljø, fra jeg kom ud af min mors mave. Jeg har aldrig rigtig kunnet får del i det, men jeg har ikke demonstreret mod det, og jeg ventede da også med at melde mig ud af folkekirken, til jeg var flyttet hjemmefra og havde ændret folkeregister-adresse og derfor ikke skulle melde mig ud af min fars kirke, så at sige, men kunne gå til en anden præst og gøre det«.
Da Vibeke i sin tid blev gift med maleren Per Kirkeby – som hun nu efter 30 års ægteskab er skilt fra – skete det på borgerlig vis, og dagen før hun fødte sit første barn. Ingen af de to børn er døbt eller konfirmeret.
»Det har aldrig været på tale – heller ikke fra deres side. Så det skyldes ikke, at jeg har noget behov for at provokere. Og jeg har jo et forhold til bibelen på den måde, at jeg kan min bibelhistorie og salmerne. Selvfølgelig er jeg gennemsyret af kristen etik, selvom jeg mener, at det burde være en almen menneskelig etik. Selvfølgelig er jeg vokset op med budet om, at man skal elske sin næste som sig selv. Men virkelig at være troende, virkelig tro på, at der er en Gud eller tro på opstandelsen – det har jeg aldrig kunnet«.
»Men selvom jeg ikke provokerede og demonstrerede over for mine forældre, var jeg meget påvirket af, at der var så stor smålighed inden for folkekirken. Selvom jeg havde haft genet, ville det have været et problem, tror jeg. For der var altid strid. De højkirkelige var forfærdelige, de indremissionske havde vi også problemer med. Mine forældre kunne ikke fordrage PH og de kulturradikale. Man kunne altid sætte folk i bås, altid have noget imod dem. Miljøet var meget fordømmende og man var også patroniserende over for dem, der var fattige, synes jeg.«
»For mig var det absurd, at man havde en kirke, hvis budskab var næstekærlighed og barmhjertighed – og alligevel handlede det aldrig om andet end fordømmelse og småligt kævleri.«
»Så de store stridigheder mellem muslimer og kristne, der er så aktuelle nu, er for mig bare en videreførelse af den strid, jeg altid har levet med. Og de kristne har bestemt ikke noget at lade muslimerne høre...«

Som produktionsleder på Zentropa og producent for Lars von Triers film er Vibeke Windeløv næsten konstant på rejse verden rundt. Fra New York til Rom, fra Istanbul til Sarajevo. Hun skal skaffe penge, sidde i filmjuryer, forhandle med skuespillere, følge produktionerne og gøre det muligt at realisere dem. Og mange af de rejser, hun har foretaget i år, har været til muslimske lande.
»Jeg har været i Bosnien. og i år skal jeg holde jul i Oman hos min yngste søns kærestes mormor, så jeg tilbringer faktisk megen tid sammen med folk, der er muslimer. Normalt er det slet ikke noget, man tænker over. Jeg vil sige, at jeg har mere tilfælles med en sekulariseret muslim end en fanatisk kristen.«
»Sidste år tilbragte jeg nytåret med en gruppe tyrkiske muslimer, forfattere og forretningsmænd, en meget interessant skare. Og der var det store diskussionsemne, hvad vi stiller op med en verden, hvor skellet i dag i virkeligheden står mellem fanatikere og ikke-fanatikere. Hvordan bekæmper man fanatismen, fordi det had, den bygger på, ligesom er stærkest?«
»Kan man vende den anden kind til? Og kan man gøre andet end det – uden at gå ind for at bekæmpe fanatismen med de samme våben, som de fanatiske bruger? For hvor ender vi så?«
»I Tyrkiet talte vi om det, fordi det er så stort et problem for dem. Og i Italien har jeg en meget god ven, Leo Pescarello, som er en kendt filmproducent dernede. Han har netop solgt sin fuldstændig vidunderlige lejlighed på toppen af Rom, hvor vi plejede at spise middage med udsigt over de romerske tage. Han har faktisk solgt alt, hvad han ejer, og flytter til Marokko.«
»Hvorfor gør du dog det? Hvordan kan du bære at forlade dine venner?, spurgte jeg ham. Hans svar var: Det er netop derfor, jeg gør det. I de sidste 10 år har samtalen ved alle de middage, jeg har holdt og alle de selskaber, jeg har været til, drejet sig om, hvor vi skulle hen på ferie, hvad vi havde fået at spise og så lidt småligt kævl om dit og dat.«

»Men når jeg er i Marokko, hvor jeg har lavet nogle film, oplever jeg, at man er optaget af eksistentielle ting. Det er virkelig der, kampen står. De står over for fanatisme, og de bliver nødt til at forholde sig til livet på en helt anden måde. De kæmper virkelig! Og her sidder vi med Berlusconi og bemærker knapt, at vi mister flere og flere af vore borgerlige rettigheder.«
– Det er altså tilværelsens ulidelige lethed i et forkælet forbrugersamfund, der blev ham for meget?
»Ja, men det er jo et skisma. Man sidder og læser en artikel i Politiken om Esther fra Uganda. Hun har aids, frygtelige problemer. Og mens man læser artiklen, bliver man på et tidspunkt lidt fraværende og blikket glider over til venstre til en annonce for gåsedunsdyner. Og man tænker lige: Åh nej, mangler jeg nogle dyner, eller er der nogle af børnene, der mangler dyner? Og så glider blikket tilbage til Uganda og Esther, der bor i slum. Det er sådan, det er.«
»Jeg har lige været i Kenya, i en lille landsby ved navn Kaviani, i forbindelse med en spillefilm, der bygger på en ung dansk mands historie. Han stammer fra den landsby, hvor der i hvert fald er 50 børn, der har mistet deres forældre i forbindelse med aids.«
»Hans mor er en fantastisk kvinde på 70 år, der holder sammen på hele familien. Hun har seks børn. Og livet er meget hårdt i Kaviani. De sulter, når der er tørke, og de mangler ofte vand.«
»Hun boede højt oppe på bjerget, vi på hotellet nede i landsbyen. Og hver aften, når vi skulle køre tilbage til hotellet, bad hun en bøn for os.«
»Og når du står der, i den nedgående sol, i det smukkeste landskab i Kenya med udsigt over de her rullende bjerge, og en sådan kvinde beder for dig, er det svært ikke at blive påvirket. Der er mennesker, for hvem det at tro er enkelt.«
– Men uanset hvor materialistiske, vi er, så er der jo i øjeblikket en vældig interesser for religion?
»Ja, alt det, der sker omkring muslimer og kristne gør jo, at det pludselig bliver noget, man taler om. Man kommer ud i de diskussioner, hvor man skal forsvare, forklare og prøve at forstå. Og når jeg begynder virkelig at spørge ind til folks tro, bliver jeg forundret over, hvad, folk egentlig tror, er tro. De er jo parate til at mene, at de er kristne, uden at de reelt tror. Det er meget mærkeligt for mig. Hvordan kan man mene, at man er kristen, uden overhovedet at forholde sig til det?«
– Måske fordi en del mennesker forveksler det at være kristen med at være dansk?
»Selvfølgelig kan man ikke løbe fra sin baggrund. Og det er fuldstændig rigtigt, at man er et produkt af et Danmark, som har været kristent, og at megen etik og lovgivning er baseret på kristendommen. Men der er jo også så meget andet i vor kulturarv – med mindre man vil påstå, at H.C. Andersen er en fortolkning af bibelen, at alting måske er en fortolkning af bibelen.«

»Det handler meget om leveregler, om socialisering – og religioner har været et forsøg på at skabe nogle fortællinger, vi kunne bruge til det. Og selv om det måske er svært at anvende Grimms eventyr på samme måde som bibelen, har folkeeventyret haft en funktion i samme retning.«
»Man kan selvfølgelig påstå, at folkeeventyrenes historier er frygtelige og skræmmende. Men den slags er der altså også i Det gamle Testamente. Og jeg kan huske, at da Per blev så syg, læste jeg Jobs bog op for ham. Job havde det dog værre end han.«
»Selv om man ikke tror på Gud, betyder det ikke, at man ikke kan lære af bibelen – eller koranen, hvis man overhovedet har lov til at læse i den som vantro. Der findes livsvisdom og historier, man kan tage udgangspunkt i. Og jeg tror ikke, vi laver en film hos os, uden at man vil kunne finde ting, som har udgangspunkt i Det nye eller gamle Testamente.«
»Det er en fond af viden, af fælles referencer, det er moral, man kan diskutere. Men derfra og til at tro, at der er en Gud og at han holder øje med os oppe i himmelen...«
– Hvad ligger bag vores trang til at tro på en gud? Er det andet end menneskets angst for at forsvinde i intetheden?
»Jeg mener, at i det øjeblik, mennesket har overskud til andet end kampen for at overleve, vil det begynde at beskæftige sig med hvorfor. Så er det, man begynder at bygge religioner op, bygge forklaringer op. Der er talt om, at der så at sige skulle være en ring af guddommelighed omkring Jorden, som man så kan trække ned, og som kan blive til det ene eller andet, alt efter, hvor man er i universet og på hvilket tidspunkt. Det er en forklaringsmodel, men jo bare en måde at anskueliggøre noget uforståeligt på.«

– Men at der findes en guddommelig kraft, der går over vores forstand, en skaber – det er der dog store naturvidenskabsmænd, som tror på?
»Ja, og når jeg hører, at der er videnskabsmænd, der virkelig tror på et styrende princip, bliver jeg dybt imponeret. Men jeg kan ikke selv. Og det er jo ikke, fordi jeg er et ureflekterende menneske. Noget af det er sikkert på det freudianske plan – jeg har fået for meget som barn, og der ligger sikkert en form for opposition i det.«
»Jeg er blevet vaccineret mod det, også fordi kristendom var noget meget pragmatisk, noget med, hvor mange der havde været i kirke eller til alters. Jeg synes egentlig ikke, det var præget af den store åndelighed.«
»Jeg har mødt et par indere, som man følte var gennemstrømmet af en form for åndelighed. Men det er da det sidste, man tænker på, når man kommer ind i et kristent munkekloster. Her mærker man hele pavekirkens økonomiske griskhed. Tænk på, at kirken i Afrika kræver tiende af folk, der tjener fem kroner om dagen og er ved at gå til af sult. Tænk på, at paven forbyder uddeling af kondomer i Afrika til en befolkning, der er ved at synke i knæ af hiv. Og se på den måde, amerikanerne nu fører sig frem på. Mod abort, mod seksualoplysning, med Gud i hånden og med Gud som argument i Bushs kampagne. Hele denne sammenblanding af stat og religion, som er så usmagelig.«
»Man må sige, at samfundet fungerer dårligere på grund af religion. Og jeg har svært ved at se, at de moralske principper for, hvordan man skal forholde sig til hinanden, skal bygge på en religion.«
»Men som det præstebarn jeg er, sidder jeg da og skråler med på Kim Larsens plade, når jeg kører bil, og jeg kan alle salmer udenad, også dem, hvor det vælter rundt med engle. Jeg kan sagtens se engle for mig, men jeg kan også se de syv små dværge.«
– Og den musik, vi hører i baggrunden, er det ikke kirkemusik?
»Det er russisk kirkemusik, som jeg er fuldstændig vild med for tiden.«
– Den anslår nogle strenge i dig?
»Det, jeg søger, er roen i den musik. Når jeg lytter til den, er det, fordi den stemmer sindet til at tænke. Det at være opvokset i et religiøst hjem har vel beredt vejen for, at man har lyst til at forholde sig til den dimension.«
»Jeg har jo gået til alters masser af gange – og jeg ville gerne tro på det igen, ville gerne, at det skulle give mig fred. Men for mig har det ingen mening. Det eneste, der kan få mig til at føle mig en anelse religiøs, er når jeg står i en kirke og får lyst velsignelsen. Nogle gange føler jeg et indre gisp – jeg ved ikke, om det er en form for sentimentalitet. Jeg bliver i hvert fald berørt.«
»Men måske er det, man bliver berørt af, ikke det religiøse, men at man grundlæggende føler sig som et menneske, der er alene. Og det, der sker i det øjeblik, velsignelsen bliver lyst, er en fornemmelse af, at der er nogen, der tager hånd om én.«
»At det så ikke kan udmønte sig i, at man tror, at Gud har skabt verden, er bare en skam.«

Blå bog
Vibeke Windeløw
• Vibeke Windeløw er født 1950 på Frederiksberg, men opvokset i provinsen. Uddannet HD i organisation og management. Produktionsleder og producent fra 1976. Hun har produceret alle Lars von Triers film siden 1993 og også flere andre instruktørers dogmefilm

SERIE
Hvorfor tror du ikke på Gud?
*Det spørgsmål har Informations Ingeborg Brügger og David Rehling stillet en række danske ateister. Tidligere interviews blev bragt den 17. og 21. december. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu