Læsetid: 11 min.

’Mennesket er her endnu’

Teatret skal munde ud i en eller anden form for praktisk handling
31. december 2004

Kampzonen
Da artikelrækken om kulturens kampzoner nåede frem til teaterkulisserne, satte Information en ældre, erfaren og adressefast ensemblespiller overfor en yngre, søgende og tvivlende freelancer.
Kirsten Olesen har været én af Det Kgl. Teaters bærende (s)piller(e) i 25 år og har på scenen flere gange stået overfor dagens modpol Jens Albinus, senest sidste sommer på Kronborg i rollen som Gertrud. Albinus har i efteråret fløjet lavt over de danske dagligstuer i DR’s spændingsserie Ørnen, men er i interviewstolen iført teaterkasketten, der foruden trofæ-rollen som Hamlet sommeren 2003 har inter-europæisk vingefang og spænder over tysksprogede hovedroller hos bl.a. Stefan Bachmann, senest Claudels stort opsatte og otte timer lange Silkeskoen i Basel i 2003.

Kampzoner i dansk teater?
KO: »Jeg vil gerne slå et slag for respekten for teatret. Vi lever i en tid, hvor det er billedmedierne, der har taget dagsordenen; en zigzag-tid, hvor marketing og styling fylder næsten hele fladen og hvor det, vi oplever, er en redigeret verden. Jeg er en repræsentant for ordets teater og det er dømt ude og man er osse begyndt at betvivle teatrets eksistensberettigelse – det sættes til debat. Nu er det film og tv, der sætter dagsordenen.
Men alle inden for faget ved, at det er på teatret at man bliver skuespiller, at man kan udvikle sig som skuespiller, kan holde sit fag ved lige. Det er dér, man lærer at tage hånd om en hel person, at disponere en rolle fra først til slut og gøre det hver aften. Og det er på teatret, du kan nå en større fordybelse af din rolle; det kan du næsten aldrig når du laver film eller på tv specielt. Og du kan osse nå at lære dig selv bedre at kende, både som menneske og som kunstner igennem det lange sejge stræk, som det jo er at arbejde med en figur – også i det dybe samarbejde du får med dine medspillere på teatret. I den sidste ende får du et meget større ansvar for det færdige ’produkt’, når du spiller på et teater.«
JA: »Mit ståsted er ikke fjernt fra Kirstens; jeg tænkte meget på Kirsten, da jeg sku’ herhen, men jeg tror at Kirstens praktik har været anderledes end min, ikke mindst i kraft af at hun har spillet så meget mere og det er ikke en uvæsentlig pointe. Jeg vil godt tage udgangspunkt i et lille brev, som man får nogen gange, og som gjorde mig meget glad. Det var fra en tilskuer, der havde set vores Hamlet for halvandet år siden… Hun havde – midt i det her overordentligt ordrige manuskript - stillet skarpt på en lillebitte passage, hvor Hamlet og Claudius sidder på en bænk og hvor vi havde lagt en grinen ind mellem to replikker. På sin vis havde hun fuldstændigt misforstået det – hun troede at vi havde overskredet instruktionens ’overenskomst’ og grinet privat – men hun havde fået noget ud af det, som hun havde båret med sig siden. Hos mig affødte det noget i retning af, at ’man må regne med det rum, hvor tolkning, tydning og misforståelse skaber nye muligheder’. Måske resigneret, men jeg synes at det var et eksempel på dét, – der kan lyde både gammeldags og romantisk – nemlig en kommunikation fra én form for menneskelig erfaring til en anden form for menneskelig erfaring.«

Personliggørelse
JA: »Jeg vil gerne tale om dether med personliggørelse. Jeg læste et par af de foregående artikler i serien, f.eks med de to forlagsfolk, der diskuterer branchespørgsmål og det skal man også. Men når man taler om skuespillerens vej til personliggørelse, så vil jeg sige – og det kan så være min overskrift – at det er pudsigt og paradoksalt, hvordan det tit står i skærende kontrast til denher effektivisering af et produktionsapparat, som må være overskriften når f.eks. politikere og teaterledere sætter sig sammen og diskuterer ny struktur på Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene. Dér er man egentligt ude på at effektiviserer et produktionsapparat. Og så må man være klar over, at det – hvis man tar udgangspunkt i mig og mit liv – står i skærende kontrast til den personlige, kunstneriske søgen, som går i retning af at afeffektivisere for at menneskeliggøre. Svend Wiig Hansen havde en udstilling engang, der hed ’Mennesket – det er her endnu’ og når det sortner for mig, så sidder jeg og kigger på en lille seddel, hvor der bare står ’mennesket er her endnu’.«
»Jeg har personligt følt det nødvendigt at nærme mig et nulpunkt, som kan være farligt både praktisk, håndværksmæssigt og personligt og som det kan have høje omkostninger at nærme sig. Så når man taler om teatret som en kampzone, så må jeg sige at jeg hele tiden og mere og mere føler behov til at forlade denher kampzone og gå længere og længere omveje for at komme tilbage til det, der må være min vej til det personlige. Og den store risiko ved det er, at man går ind i et skred – sådan har jeg i hvert fald oplevet det – som risikerer at marginalisere én selv som håndværker, som kunstner og som person.«
»Kirsten har det sikkert anderledes. I de år, hvor jeg har haft lejlighed til at at se Kirsten, har jeg set hende holde sig meget konsekvent inde i ringen og jeg har som almindelig fan og kollega beundret Kirsten for at være i stand til at medvirke i lange perioder i det rene bras og engang imellem er hun heldig at møde sammenhænge, hvor det går op i en højere enhed. Det er en anden form for vej; man skal ikke undervurdere kvantitet som en måde at opnå en ballast på. Som jeg sandsynligvis aldrig når, fordi jeg er nødt til at gå ud og gøre andre ting. Og når man går ud, risikerer man at marginalisere sig selv. De sidste tre år har jeg følt mig som et skrivende menneske, der ikke skriver. Og det kan lyde kryptisk, men det har jeg egentlig ikke den store magt over, det er bare de omveje, man er nødt til at gå.«
»Al den her tale om at skærpe et produktionsapparat og prøve at ramme tiden, det fritager aldrig skuespilleren for at gå de omveje, som skuespilleren må gå for at – til enhver tid i en hvilken som helst sammenhæng,teaterstruktur og teaterform – at skabe den nødvendige platform for at der kan opstå rum, hvor ’tolkning, tydning og misforståelser skaber nye muligheder’.«

Lag mellem os og publikum
KO: »Der har skudt sig så mange lag ind imellem os og publikum. Marketing, reklamer, meningsdannere, stylere…«
JA: »…må jeg lige indskyde: siden jeg begyndte i slutningen af 80’erne og så til nu er der sket en dygtiggørelse af alle deher mellemled, som mange glæder sig over. Jeg brækker mig over dem. Da jeg begyndte, var marketing jammerligt, virkelig ubehjælpsomt og det havde en vis charme. Nu er det enormt dygtigt; jeg kan ikke skelne de teaterbrochurer, der kommer ind, fra de bankreklamer, der ophidser mig allermest – de der Den Danske Bank-reklamer, der kører i højt gear, men kan mærke de har allieret sig med nogle fra Kunstakademiet – ’gør det, du er god til’. Det samme gør teatrene, de bliver for dygtige.«
KO: »Men er vi ikke selv med til det som kunstnere at blande deher lag – på den måde at vi optræder mere og mere i forbindelse med reklamer? De tænker ikke så meget på hvad de reklamerer for, men ’det er en skidego’ filminstruktør, der laver det. Ham vil jeg gerne arbejde sammen med. Det er selvfølgelig en satsning, men så kommer jeg til at lære ham at kende. Og så er det en skidemorsom sketch, vi laver’.«
ND: »...og det er godt betalt og tager kort tid.«
JA: »Men der vil jeg gerne komplicere tingene og gå en omvej…«
ND: »…det ku’ godt ligne dig…«
JA: »Det ku’ nemlig godt ligne mig, for inden vi sidder her på Information og bliver vældigt elitære, så vil jeg godt slå mig selv oveni hovedet med skuespillerens individuelle vej til at nå et nulpunkt. Dér er den største forskel på Kirsten og mig, for Kirsten er lykkedes med at holde sig indeni sit håndværk og det er jeg mislykkedes med i nogen grad ved hele tiden at komme tilbage til at melde mig ud. Det kan man kalde pubertært og umodent, men kunstnerens veje til at nulstille sig selv er uransagelige og kan nogle gange indebære prostitution. Mogens Rukow har engang sagt, at måske er kunstnerens vej at gå 100 procent med, at lade sig bruge, at stille sin krop og sin psyke til rådighed. For mig personligt har det hidtil været vigtigt at holde på min integritet ved ikke at lade mig gennemkneppe af markedskræfterne, de smarte reklamer og produktions-maskerierne. Men jeg vil ikke udelukke, at der kunne være en form for udsathed derude, netop i de områder, som man måske på forhånd kan have en forudfattet foragt overfor. Jeg er nødt til at pådrage mig den tvivl – af en eller anden forbandet grund.«
KO: »Når du taler om at prostituere sig… jeg har ikke lyst til at medvirke i en pornofilm, jeg har ikke lyst til at sprænge mig selv i luften på den måde. Jeg har nogle grænser, det er et håndværk. I mit hjemmearbejde, der bruger jeg mig selv, men når jeg går på scenen, så er det en rolle. En veludarbejdet, gennemtænkt rolle, for der er nogle valg, jeg har taget. Jeg har da været med i en masse ligegyldige forestillinger, der ikke har haft høj kunstnerisk værdi og på den måde kan man sige nåh ja, der har jeg brugt det på den måde at for mig er det vigtigt at være i gang. Jeg er bange for at gå i stå og selv dårlige sammenhænge kan jo godt give os noget som spiller og som menneske.«
ND: »Og holde apparaturet varmt.«
KO: »Ja, jeg er bange for at blive kold.«

Tro og tvivl
Olesen og Albinus taler om Big Brother som en kæmpe formkrise, om reality-tv som umådeligt ubehjælpsomt og opgivende – stenalderens fortæller fra varmekredsen omkring bålet vidste mere om narration.
KO: »Nej, jeg sætter min lid til teatret (ler), jeg tror livet spejlet og beskrevet live på teatret er historien fortalt menneske til menneske og det tror jeg aldrig vil forsvinde. Jeg tror, det er et menneskeligt behov at udvikle sin historie sammen – vi har brug for hinanden.«
JA: »Det kan jeg ikke sige at jeg føler mig overbevist om.«
KO: »Jeg tror ikke en 2.000 år gammel tradition forsvinder ligesom dinosaurussen, bare fordi man nu har flyvemaskiner og mobiltelefon.«
JA: »Alt det kan jeg sagtens føle – og føle ønsket om det. Men jeg sidder selvfølgelig og interesserer mig for om der er grundlæggende forskel på at føle ønsket eller føle sig på sikker viden dér. Det er noget med tvivl. Kunstnerisk skaben udspiller sig i et eller andet spændingsfelt mellem sikker viden, eller tro, om du vil, og så en tvivl. Jeg er godt klar over, at Kirsten var ikke den kunstner hun er, hvis ikke hun arbejdede virkelig meget med sin tvivl – det er underforstået – men der skal nok være et eller andet, man tror og så en eller anden tvivl man indsætter, men indenfor rammerne af en eller anden sikker viden. Det har relation til det, vi snakkede om: hvor selvdestruktivt man skal arbejde. Det er vigtigt for Kirsten at pointere, at det er indenfor en klar grænse, som muligvis osse har noget at gøre med, at det er indenfor en sikker tro og dér har jeg nok mere rod i butikken. Jeg ville ønske jeg kunne, men jeg kan desværre ikke sige at jeg kan aflevere en lige så sikker trosbekendelse. Jeg bliver nogen gange i tvivl om fundamentet og det gør så – og det er uhensigtsmæssigt – at så kommer jeg i tvivl om hele projektet. Og så kommer der ikke nogen form ud af det. Jeg tror netop at form udspringer af en eller anden balancebevægelse mellem ting, man holder manifeste og så ting, man tvivler på. Jeg er meget fascineret af tvivlsprocesser; hvis du kigger på andre kunstneriske udtryk som f.eks. maleriet, er det vanvittigt interessant at følge, hvordan de gennem forskellige former for realisme gennem de sidste 150 år, så har de – via en tvivl – opløst mer og mer i søgen efter form. De begyndte med at sige ’Det er urealistisk, det du står og maler.’ ’Hvorfor er det det?’ ’Jo, for du maler kun konger og dronninger, sådan er livet slet ikke. Se der er køkkenmøddinger og fattige mennesker.’ Godt, vi går ud og maler køkkenmøddinger og fattige mennesker. ’Men det er jo urealistisk, det du maler’. ’Hvad si’r du, jeg maler jo køkkenmøddinger og mennesker. Jeg er kommet så langt som muligt med dét.’ ’Jaja, men hvad er det du står og laver? Du smører jo maling på et lærred, forhold dig til den realitet’. (afbryder sig selv) Nå, nej, der er jo ekspressionisme ind imellem, ’det er jo det sindslige vi ser, så maler vi det, impressionisme og ekspressionisme’. Og så kommer de og siger ’det er jo maling på et lærred’. Så er der nogen, der nøjes med hvid farve på et lærred og så kommer der igen nogle, der si’r: ’der skal slet ikke maling på et lærred’ osv. osv.«
»Jeg er tæt på nogle billedkunstnere og at høre dem tage det første spadestik til en udstilling ligner slet ikke det, der foregår, når vi mødes til en læseprøve. For de er tvunget til at konfrontere sig med, hvorfor åbner vi overhovedet døren? Hvad er billedkunsten? De er så langt inde i dét, hvor jeg på nogle måder er det for teatrets vedkommende og det er ikke særligt praktisk. Fordi teatret er – og det skal det munde ud i – en eller anden form for praktisk handling.«

SERIE
Kampzonen
Hvor er kampzonen i dag? Hvad står slaget om? Er de yngre på højde med tiden, og kan vi lære noget af de ældre? Information lader to generationer inden for forskellige kunstarter og kulturliv tørne sammen for at tage temperaturen på tiden og formulere de vigtigste opgaver fremover.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu