Læsetid: 2 min.

Mestermøde i Drammen

Peter Heine på banen i stor international turnering
21. december 2004

Skak
I en mindre dansk koloni i vort kære broderland Norge har der længe verseret et populært mundheld gående ud på, at ’en dram i timen er bedre end en time i Drammen’. Men umiddelbart efter juledagene vil det nu ikke være så tosset at opholde sig i Drammen. I hvert fald ikke for en skakentusiast, for feltet til den såkaldte Smart Fish Chess Masters, der skal markere den lokale skakklubs 100 års jubilæum, ser usædvanligt attraktivt ud. Norges tre førende stormestre stiller til start: Simen Agdestein, 14-årige Magnus Carlsen og Leif E. Johannessen. Feltets højest rangerede spiller er superstormesteren Alexei Shirov fra Spanien. Fra Rusland kommer den tidligere FIDE-verdensmester Alexander Khalifman, fra England ’grønskollingen, der blev voksen’, Luke McShane, mens Polen er repræsenteret ved den skarpe Bartlomiej Macieja. Den regerende kvindelige verdensmester, Antoaneta Stefanova fra Bulgarien, er af turneringens attraktioner - og det samme kan med føje siges om den efterhånden 73-årige skaklegende Viktor Korchnoi. Endelig er der også dansk deltagelse, idet Peter Heine Nielsen stiller op som den tredjehøjest ratede – efter Shirov og ’Khaliffen’. Første runde spilles tredje juledag, mens 9. og sidste foregår den 5. januar. Kun den 31. december holder man fri for at kunne koncentrere sig om at slå gækken løs under en nytårsfest på norsk manér.

Fischer på vej til Island?
Ifølge vedholdende rygter skal den amerikanske skaklegende Robert J. Fischer (’Bobby’ kaldet) være på vej til Island efter at have været tilbageholdt i Tokio siden midten af juli. Det er lidt uklart, om det er de japanske myndigheder eller Fischers egne advokater og tilhængere, der har trukket sagen ud så længe.
Hvis det sidste er tilfældet, er det forståeligt. For alternativet har vel været den krævede udlevering til USA, hvor Fischer i værste fald kunne stå til en årelang fængselsstraf efter at have brudt de amerikanske sanktioner mod det daværende Jugoslavien og scoret tre millioner dollars ved at spille ’revanchematchen’ mod Boris Spassky i Montenegro og Beograd i sensommeren 1992. På sagaøen har en række behjertede Fischer-fans oprettet organisationen RJF Committee Iceland, som nu gør ihærdige forsøg på at få Bobby Fischer løsladt fra det japanske fængsel, hvor den tidligere verdensmester sidder og grubler over tilværelsens fortrædeligheder. Fischer blev jo pågrebet, da han forsøgte at forlade Japan på et udløbet visum. RJF Committee Iceland er i dialog med den amerikanske ambassade i Reykjavik, men om det lykkes at få ’den gale amerikaner’ på fri fod, er stadig usikkert. Det hedder sig, at den islandske regering er inde i billedet, men ligefrem tilbyde ham statsborgerskab vil man næppe.

Jødisk komplot
Fischer selv er tydeligvis meget paranoid og ser hele situationen som ét stort jødisk komplot mod ham – og så hævder han, at japanerne udsætter ham for radioaktiv stråling, da han skulle være placeret nær et utæt atomkraftværk. Og amerikanerne? De vil have ham dræbt ved at anbringe ham i et amerikansk fængsel, der er besat af jødiske fanger etc. Hvis man ellers kan tåle mere af den most, kan man via adressen ’dsu.dk’ surfe frem til nogle glimt fra et interview med hovedpersonen i dramaet, bragt i islandsk fjernsyn. Fischer har også sin egen hjemmeside. Den hedder ’bobbyfischer.net’, men synes ude af funktion for tiden.

pedu@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her