Læsetid: 3 min.

Milliardærernes julebal

Chelsea besejrede Thomas Sørensen og Aston Villa i en kamp, der i glimt viste Chelseas store klasse, men også understregede den økonomiske ulighed i Premier League
27. december 2004

Fodbold
LONDON – Der var dømt tømmermænd på Boxing Day, da gaderne omkring Stamford Bridge fyldtes af blåklædte mænd på vej mod Chelseas første kamp i det hektiske juleprogram. Englænderne bruger traditionelt juleaften til at få en ordenlig kæp i øret, og efter morgenens gaveudpakning og en hurtig reperationspint på pubben, skulle Aston Villa sendes hjem til Birmingham med et hak i nissehuen.
Aston Villa kommer fra tekstilbyen Birmingham, der med ægte Londonsarkasme kaldes The armpit of the nation (nationens armhule). Og, selv om Villa økonomisk hører til i midten af Premier League, er der langt op til Chelseas umådelige velstand og den hegemonagtige status, storklubberne i dag indtager.
Uligheden i de respektive trupper var tydelig i første halvleg, hvor Chelseas lynhyrtige wings, Arjen Robben og Damien Duff, konstant testede et ellers godt kæmpende Villa mandskab. Det var da også netop den kombination af tempo og teknik samt de to herrer Duff og Robben, der resulterede i 1-0 målet. Chelsea, der begyndte sæsonen meget defensivt med en række 1-0 sejre, har, efter at Robben og Duff er blevet skadefri, virkelig sat kog på kedlerne. Holdet har scoret 20 mål i seks kampe og har mulighed for at vinde hele fire trofæer (Premier League, FA Cup, League Cup, Champions League).

Ond cirkel
Hjemmeholdets føring ved pausen kunne passende bruges til at håne de medrejsende fans. »Villa,Villa – losers from a nowhere town. Do they know it’s christmas time at all?«, blev der sunget med en slet skjult reference til sangen »Do they know it’s christmas«.
Boxing Day blev også dagen hvor Charltons manager, Alan Curbishley, i avisen The Observer, argumenterede for en mere ligelig deling af tv millionerne. De går lige nu til de hold, der spiller på tv, og det er for de små hold en ond cirkel, da tv-stationerne selvfølgelig foretrækker topkampe: »Det er glædeligt, at Chelsea nu kan blande sig i guldkampen, men sandheden er, at der kun er tre hold, der kan vinde Premier League. Hvis vi vil prale af at have verdens bedste liga, må vi skabe mere lighed og spænding, hvor de mindre hold også har en chance,« siger Curbishley.
Anden halvleg var ikke ulig den første. Aston Villa, med skudstærke Javier Solano, gav endnu engang topholdet en god gang modstand, men Chelseas sejr var aldrig i fare. Ikke at de blå spillede sig ud, men de gjorde, hvad de skulle og spillede en kontrolleret defensiv. Thomas Sørensen stod en fornuftig kamp med enkelte store redninger. Duff scorede ved danskerens nærmeste stolpe, men det ville være hårdt at klandre Sørensen for den scoring.
»We are top of the league,« sang Stamford Bridge, og Kings Roads juledekorationer, der i år er ekstra fine for at behage den internationale olympiske komite, lyste om kap med julens røde næser. Jose Mourinho omfavnede Villas David O Leary, og julefreden kunne igen sænke sig over Europas metropol.
I hvert fald et par dage, indtil det atter går løs den 28. Det siges, at Premier League kan tabes i juledagene. De fire kampe, der spilles over den næste uges tid, kan blive udslagsgivene for medaljefordelingen.
Chelsea står med en stormulighed for at hente mesterskabet hjem til Vestlondon for første gang siden 1955, og med Roman Abramovitch’ uudtømmelige pengepung, er der alt mulig grund til at tro, at netop denne sæson tilhører Chelsea FC.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu