Læsetid 8 min.

Muren falder og falder

I Ukraine, Georgien, Mellemøsten og EU, monetært, mediemæssigt og sprogligt – på talrige fronter vokser USAs indflydelsessfære. Hegemoni?
11. december 2004

verdens rum
Så kom Ukraine på dagsordenen – for alvor altså, ikke længere bare blandt politologer og kremlologer, men i den store mediemæssige forstand, som brændpunkt. Med sympati og respekt iagttager man i den vestlige verden demonstranterne, beundrer deres massive fremmøde og udholdenhed i den ukrainske vinter, deres værdige og fredelige optræden, deres ukuelige optimisme og humør. Det vækker minder. Tankerne går tilbage til Murens fald en anden mørk novemberdag for 15 år siden, men også til andre og senere ’fredelige revolutioner’, i Tjekkoslovakiet, i Serbien og – for kun et år siden – i Georgien.
Uden at sætte lighedstegn kan man konstatere iøjnefaldende fælles træk ved disse begivenheder – fra Berlin til Prag, fra Beograd til Tbilisi og Kiev. Diktaturer eller skindemokratier falder – uden sværdslag – til fordel for demokrati og frihed. Og i det omfang denne forenklede fremstilling holder stik, kan det kun hilses med glæde og tilfredshed. Men der er også tale om et geopolititisk skred af global betydning, der kan opsummeres som en drastisk indskrænkning af Ruslands indflydelsessfære og en enorm, fremadskridende udvidelse af USA’s. Det sidste må fremkalde betænkeligheder, medmindre man anser USA for en altruistisk, forstandigt ledet og entydigt demokratisk magt uden magtpolitiske og økonomiske bagtanker – og medmindre man betragter hegemoni som en garanti for stabilitet.
At dette skred har fremkaldt spænding mellem Moskva på den ene side og NATO- og EU-landene på den anden – ’mellem Øst og Vest’, som man sagde under Den Kolde Krig – kunne man overbevise sig om ved at lytte til Vladimir Putins tænderskærende kommentarer og den meningsudveksling, der har fundet sted i den forløbne uge i Sofia på det årlige ministermøde i OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

Ukraine er Putins sidste nye nederlag. Som dominoer falder staterne i den russiske sfære én efter én, suget over i den vestlige kreds som medlemmer af eller potentielle fremtidige kandidater til medlemskab af EU og NATO. Langt ude i horisonten aftegner sig nye mulige tilfælde – Hviderusland, Moldavien, Balkanlande, kaukasiske stater. Moskva beskylder de vestlige lande med USA i spidsen for at fiske i rørt vande og arbejde aktivt for at nedbryde Ruslands ’legitime’ indflydelsessfære. OSCE misbruges til at fremme USA’s interesser, hævder Putin. I protest har russerne udskudt en tidligere lovet lukning af deres militære baser i Georgien og Moldova på ubestemt tid. Washington anslår en meget fast tone over for Moskva, sekunderet af en række europæiske lande, især de nye østlige EU-lande, ivrige USA-allierede. Frankrig er mere indstillet på at berolige russerne og vise forståelse for deres bekymringer. Udenrigsminister Michel Barnier understregede på OSCE-mødet i Sofia nødvendigheden af at overvinde ’tillidskrisen’ og undgå en åben konfrontation. Præsident Chirac har også i sine udtalelser de seneste måneder strakt sig langt for at stryge Putin med hårene. Paris demonstrerer altså endnu engang sin uvilje mod udvidelsen af USAs magt, sit ønske om at dæmme op for ’amerikansk hegemoni’.
Med Murens fald i 1989 begyndte en udvikling, der på langt sigt peger mere og mere i retning af et paneuropæisk samarbejde »fra Atlanten til Ural«. Det var Charles de Gaulles vision – selv om han aldrig bogstaveligt brugte denne ofte citerede formel – men hvad han ønskede, var et Europa uden amerikansk indblanding. Det stik modsatte synes nu at opstå: Vest- og Østeuropa forenet, men lige så domineret af USA, som Den Kolde Krigs Vesteuropa var det.
Samtig med, at USA direkte og indirekte opretholder sin indflydelse i Europa, penetrerer den aktive amerikanske udenrigspolitik længere østpå og aftegner en global strategi. Direkte og militær amerikansk aktion Irak og Afghanistan, ubetinget støtte til Israel i den centrale mellemøstlige konflikt, et projekt for et pro-amerikansk ’Stor-Mellemøsten’ – og en meget aktiv politik for hele den region af verden, der strækker sig fra Kashmir via Pakistan, Iran, Kaukasus og det tyrkiske Kurdistan til Syrien, Libanon, Ægypten, Jordan, den Arabiske halvø, Somalia og Sudan – et geografisk område, der kendetegnes af fremherskende islamisk konfession – og verdens vigtigste oliereserver...
I sin egenskab af verdens eneste supermagt praktiserer USA en ny form for ’suverænitet’. Det gør man ved åbenlyst at trodse FN, direkte med krigen mod Irak, indirekte som protektor for det Israel, der nægter at respektere Sikkerhedsrådets resolutioner af 1967 om tilbagetrækning fra besatte områder. Men også ved – i kraft af dollarens ubestridte førerstilling i verden – at føre en politik, der tvinger omverdenen til at betale omkostningerne ved gigantiske amerikanske underskud. Med frustration og fatalisme konstaterer EU, at den vedvarende lave dollarkurs stækker Europas økonomiske vækst.
På det militære plan blev Europa i den forløbne uge mindet om, at den amerikanske atommagt stadig er en frygtindgydende realitet. Bulletin of the Atomic Scientists, en uafhængig amerikansk publikation, der støtter sig på fornyligt frigivne officielle dokumenter, oplyste, at der stadig findes tæt ved 500 amerikanske atombomber i Europa – på baser i Tyskland, Belgien, Italien, Holland, Storbritannien og Tyrkiet. USA har hidtil officielt hævdet, at atomarsenalet i Europa var skåret ned til ca. 150 bomber.

Skal man være bosat i Frankrig for at bekymre sig om USA’s ’hegemoni’? Hvis denne bekymring er meget nærværende i den franske politiske debat, har man til gengæld indtryk af, at de øvrige EU-lande, måske med undtagelse af Belgien, tager ret let på sagen. Bortset fra de kraftige internationale reaktioner mod USA ved optakten til Irak-krigen ser det ud, som om Frankrig står mere eller mindre isoleret i et ’atlantisk’ Europa, alene med den opfattelse, at USA bør have et aktivt modspil inden for den demokratiske verden.
Som trofaste støtter i EU har USA bl.a. Storbritannien, Italien, Polen og Danmark, og blandt de 10 nye medlemslande i øst er der en grundlæggende præference for amerikansk lederskab. Det betyder, at EU-udvidelsen har udvidet USA’s indflydelse i Europa. Tony Blair er USA’s største aktiv i Europa, og han profilerer sig efterhånden som den betydeligste statsmand i EU. Da briterne – under såvel Labour- som Tory-regeringer – aldrig har givet afkald på deres special relationship med USA, har Washington således de bedste muligheder for at dominere EU. Og det erkendes fra næsten alle sider, at det britiske diplomati er det bedste og mest effektive i Europa – det hævder sig ofte med charme og overtalelsesevne, hvor Frankrig spiller fallit med sin traditionelle arrogance.
Således har ’det angelsaksiske Europa’ sejret over det fransk-tyske – det er i hvert fald en opfattelse, som både kommentorer i den amerikanske og britiske presse og franske EU-skeptikere giver udtryk for – henholdsvis triumferende og protesterende.
Under debatten i det franske socialistparti forud for den interne afstemning om EU-forfatningstraktaten har nej-siden fremhævet, at Blair er den egentlige ophavsmand til Kapitel III, der knæsætter liberalismen og den frie konkurrence som ukrænkelige principper. At den nye kommissionsformand, portugiseren Barroso, er ’Bush’s mand’ (det var ham, der organiserede topmødet på Açorerne mellem Bush, Blair og Berlusconi, hvor angrebet på Irak blev aftalt – og Barroso er politisk på linje med den angelsaksiske liberalisme). At traktaten fastslår NATO’s overhøjhed over EU’s forsvarspolitik, og at EU’s ’udenrigsminister’, Javier Solana, er tidligere NATO-generalsekretær. Endelig at EU-udvidelsen og forfatningen betyder sejren for den britiske ide om et stort frihandelsområde uden politisk substans og under amerikansk dominans.

Hvis USA’s dominans vokser på mange fronter og støttes af et fremgangsrigt britisk diplomati, er det også umuligt at se bort fra betydningen af det det engelske sprogs førerstilling – lige så allestedsnærværende, uhåndgribelig og uimodståelig som dollarens. De førende amerikanske og britiske blade har en følelig gennemslagskraft i hele Europa, hvor de findes på alle redaktioner i medieverdenen og desuden læses af en efterhånden meget bred elite i samfundet. Den angelsaksiske slagside i f.eks. danskernes kulturelle og politiske påvirkninger fra udlandet er ubestridelig.
Undervisningen i og brugen af engelsk går frem med stormskridt, ofte på bekostning af andre fremmedsprog. Med mellemrum konstaterer man i Frankrig – illustreret med statistikker – at undervisningen i tysk er i stærk tilbagegang. Meget bedre står det ikke til med franskundervisningen i Tyskland – og de to lande har gennem 40 år satset på det tættest mulige samarbejde! I EU er det franske sprog – der spillede en hovedrolle i begyndelsen – på tilbagetog, og engelsk er klart det mest talte sprog i EU-samarbejdet – på trods af, at det mest talte modersmål i EU er tysk (ca. 90 mio. mennesker), mens engelsk som modersmål næppe tales af flere end fransk (ca. 64 mio.). Det engelske sprog er et mere og mere betydningsfuldt medium for angelsaksisk og især amerikansk indflydelse.

Summa summarum tegner der sig, især i den franske optik, et overvældende billede af den voksende amerikanske magt og indflydelse. Men grænserne for det amerikanske hegemonis vækstmuligheder er også til at få øje på – udviklingen i Irak synes endnu en gang at vise grænsen for, hvad man kan udrette med militær magt. Uvidenhed viser sig også her som et af amerikanernes store handicap.
Hvis det er franskmændene, der maler fanden på væggen med hensyn til amerikansk hegemoni, er det også en franskmand, historikeren og demografen Emmanuel Todd, der har påtaget sig at påvise USA’s svage sider som imperial magt. I sin sidste nye bog, der lige er udkommet på dansk under titlen Efter Imperiet, analyserer han det amerikanske systems store svagheder: Det vedvarende overforbrug, det svimlende underskud på betalingsbalancen, men også et vist fald i intellektuel standard og oplysningsniveau. Selv USA’s militære magt med dens vidtstrakte og sårbare system af baser mener han er overvurderet. Med andre ord en kolos på lerfødder.Spørgsmålet om amerikansk hegemoni får også en ny dimension, når Kina i løbet af et årti eller to erobrer stillingen som verdens førende industrielle og økonomiske magt. I mellemtiden bekymrer USA’s voksende overherredømme, fordi teorien om USA som et »light empire – et globalt hegemoni, hvis fornemste kendetegn er det frie marked, menneskerettigheder og demokrati...« – mangler troværdighed. Harvard-professoren Michael Ignatieff, der malede dette glansbillede i en berømt artikel i New York Times Magazine i januar 2003, indrømmede året efter offentligt, at han havde »skiftet mening« efter Irak-krigen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu