Børneteater
Mystisk er det: Vi lærer de små børn at dyrke julemanden og drillenisserne og englene og alt det andet vidunderlige, vi selv så gerne ville kunne forstå. Men at lave jul netop for de mindste, det gør vi åbenbart nødigt i det mystiske, offentlige kulturrum.
I år er det gået helt galt på tv. Danmarks Radios julekalender Jul på Kronborg virker lige så børnevenlig som en politikertung tv-avis; de to-seks årige forlader tvet efter få minutter. Og på TV 2 taler Pyrus og stadsarkivaren om gamle papirer, så ungerne tror, at der er sat forkert udsendelse på. De små børn har altså måttet afskrive Fjernsyn for Dig hele decembers mystiske måned.
Samme princip har ramt julens børneteater, i hvert fald nedenstående udpluk af syv børneforestillinger i København. Her er det også de halvstore tweenagedrenge, der lefles for. Der er i hvert fald så meget fyrværkeriglimmer og gysermusiksusen og tætpåmikrofonpusten, at de små er ved at gå til af skræk og pulsforhøjelse også midt i historier med dem som udtrykt målgruppe.
De otte-12 årige drenge er også de absolutte vindere ved de teaterforestillinger, der i Dankort-leflen kaldes familieforestillinger uagtet at dette næsten altid betyder, at de mindste børn græder, de ældste keder sig, og at bedsteforældrene syntes, at det var en praaaagtfuld forestilling. Eller skal man bare kalde det abonnementsmystik?
Replik-logik
Ungerne kan tilsyneladende kun holde fast i barnetroen ved at lukke øjne og ører, når de voksne leger jul i teatret. Tag nu Nørrebros Teaters teaterforvandling af Nissebanden til en familieforestilling for de fem-100 årige.
Allerede Nissernes Ø på tv var klumpeklistret til med voksenudtryk om kapitalisme og merforbrug, men i teaterversionen har forfatteren Flemming Jensen næsten udelukkende replikker, som børnene ikke kan forstå.
Hvad vil det for eksempel sige, at en forretning må lukke? Min fem-årige troede, at de bare skulle lukke dørene grundigt, fordi der var så koldt med al julesneen. Og i scenografien står der malet »Brugsen« med skråskrift (!) over en almindelig entrédør. Ingen varer, ingen indgangsdør, ingen logo hvordan kan det så være en forretning? Udsalgsmystik!
Minister-ris
Eventyrteatret, dette entusiastiske, ustøttede teater, har syv-19 årige børn som skuespillere. Men det er svært at se sig selv udefra, og disse Nisser i nød har vitterlig problemer, for Bodil El Jørgensens manuskript handler halvdelen af tiden om en nisseminister, der holder uendelighedstaler om omkostningstunge indvandrernisser uden risen-gryn selv
Da min seks-årige og min fire-årige senere diskuterede, hvad en minister egentlig er, skar den fire-årige igennem: Det er en konge. Så selvfølgelig kan ungerne også lære noget, mens de keder sig over mystikken!
Det Kgl. Teaters familiejulepublikum gør det samme, nu endda for fjerde år i træk til Nøddeknækkeren. Balletten er en urevideret version af Alexei Ratmanskys kærligt-ironiske, men ikke ligefrem børnevenlige version af Hoffmanns forvirrende historie. Min otte-årige ledsager måtte opgive at følge handlingen i 1. akt på trods af heftig Barbie Nøddeknækker-forberedelse men gled så ind i pigedrømmen, da den rigtige ballet så endelig kom op på tåspidserne i 2. akten. Julemystik kan altså også blive for mystisk
Vesterbro-nerver
Et oprigtigt juleforsøg sker derimod på Teatret Zeppelin, hvor Alberte og Benjamin Koppel forelsker sig midt i juletonerne til Vesterbro Varieté anno 1954.
Rammehistorien er fin: En gammel varietéfamilie forsøger at få en juleforestilling klar, så teatret kan klare vinteren. Men handlingens Vesterbrogade-ramme er bedre end replikkerne: Pointerne dør ud, og dynamikken går i stå, mens Alberte stråler elskeligt, men helt fortabt i sin velsiddende 50er-kjole.
Alligevel virker forestillingens julebudskab om næstekærlighed: Skolebørnene begynder faktisk at lytte efter undervejs, måske af lutter overbærenhed, fordi også de kan mærke voksenhjerterne banke så julesøgende nervøst deroppe på scenen. Nissemystik?
De tre-seks årige får derimod en forestilling helt for sig selv på Det lille Teater, hvor Søren Hauch-Fausbøll fortæller Historier på Loftet. Hans stemme er så omhyggelig ud mod børnene, hans hænder rækker risengrød til nissen med oprigtig glæde og så kan hans næse skabe ham om til Den grimme Ælling med et enkelt snøft: Der var så dejligt derude på teaterloftet
Alligevel bliver forestillingen mærkelig tam, for hvorfor skal ungerne høre tre H.C. Andersen-genfortællinger, når de er gået i teatret for at høre en julefortælling? Se, det er ikke ganske vist snarere ganske mystisk.
Barne-tro
Så er der anderledes overbevist juletro og englesang på Anemone Teatret, hvor Jan Mogensens Når du ser et stjerneskud spilles for ottende sæson. Her er der både de onde og de gode, men der er frem for alt nissen, der sikrer, at både julen og det lille, uønskede barn kommer ind i baggården.
Anemonerne kan ikke tilbageholde et trofast, antikapitalistisk pip her om snydesalg af plastikjuletræer men parodien er så tydelig, at også ungerne griner.
Og så er der det med babyen. Dukke eller ej: Mine børn var sikre på, at den var blevet født netop dér, bag døren på scenen og så må man da sige, at budskabet er nået frem, mystik eller ej.
Netop julebudskabet stråler alligevel allersmukkest og mest paradoksalt i Comedievognens anti-julede forestilling over Konen i Muddergrøften.
Hos Comedievognen på Nørrebro er der hverken nisser eller jomfru Maria. Men der er noget så stærkt som to mennesker med bare fødder og hinanden i hånden: En kvinde og en mand, som elsker hinanden. Manden bliver ved med at elske kvinden, selv om hun får nykker og hovmod og ønsker sig alt i hele verden. Da hun vil være selveste Gud, ryster både døbte og udøbte skolebørn på hovedet ad hendes tåbelighed: Det kan et menneske ikke være!
Forestillingens vidunderlige budskab er, at manden bærer over med sin kvinde. Rækker hende hånden og følger hende tilbage i muddergrøften. Og elsker hende, måske endnu højere end før.
Se, det er en julehistorie om barnetro og kærlighed hævet over tro. Af teatervoksne uden købeglitter, kun med julemystik.
