Læsetid: 4 min.

De nødvendige imamer

4. december 2004

Den danske evne til at hygge sig med selvskabte myter er veludviklet. Det gælder uanset, hvor langt eller kort de befinder sig fra virkelighedens verden. Et godt eksempel er leveret af det officielle politiske system i løbet af denne uge. Ved dens begyndelse udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen, at det ville stride imod dansk tradition at blande politik og religion sammen. I går, fredag, var det vigtigste punkt på Folketingets dagsorden folkekirkens fremtidige forhold til statsmagten. Det var det, fordi det er en sag, der netop skal afgøres politisk. Sådan har det faktisk været, lige siden den første grundlov blev vedtaget i 1849.
Men statsministeren udtalte sig jo ikke med henblik på forholdet mellem kirke og stat. Hans bemærkning faldt som svar på den kritik, der var rettet imod sammensætningen af de 22 indvandrer- og flygtningerepræsentanter, han havde inviteret til tirsdagens møde om integration på Marienborg. Bemærkelsesværdigt fraværende i den forsamling var religiøse ledere fra de pågældende miljøer.
Anders Fogh Rasmussen forklarede det med, at han ikke vil indføre, at politik skal gå igennem religiøse ledere. Og der skal ikke træffes beslutninger på topmøder med muslimernes religiøse overhoveder. »Jeg er ikke ayatollah. Jeg er statsminister,« sagde statsministeren.

Nu behøver man jo ikke at være ayatollah for at tale med en ganske ordinær imam. Den mulighed ligger også åben for en statsminister, og den fortjener helt klart at blive brugt. Hvis statsministeren og hans regering for alvor vil gøre noget for at fremme integrationen – og det bedyrer de, at de vil, uanset modstand fra Dansk Folkeparti – så ville et af de bedste instrumenter være en dialog med det herværende muslimske præsteskab.
Fra det billede, der hyppigt tegnes i medierne, kunne man få det indtryk, at disse imamer jævnt hen er integrationsfjendtlige fanatikere, der lever højt på at fordømme den vantro og sekulære europæiske kultur. Fredagsprædikener af den art kan høres, men de tegner langt fra det generelle billede. De, der har fingeren på pulsen i det daglige arbejde for at fremme integrationen, peger stort set i enighed på betydningen af, at netop imamerne bliver inddraget. En hel del af dem har gjort det på eget initiativ.
Når det er vigtigt, skyldes det først og fremmest, at deres ord har vægt, også blandt de unge, der stod i centrum for drøftelserne på Marienborg. Dertil kommer, at debatten om islams sande natur bør vristes ud af den udveksling af skældsord, der kommer fra yderligtgående kredse i begge lejre.
En af deltagerne i statsministerens møde, den tidligere formand for indvandrerforeningen POEM, Muharrem Ayda, hæftede sig netop ved, at Anders Fogh Rasmussen i sit oplæg undlod at komme ind på de religiøse aspekter. Som han sagde, står der ikke noget om det, der fylder mest i debatten – nemlig skræmmebilledet af islam. Men denne debat er ganske nødvendig, fordi »vi ikke skal overlade det til de fundamentalistiske kræfter at tage den«, som han sagde.
For mange af dem, der i forhold til islam er rettroende, må det selvfølgelig være smerteligt at følge den såkaldte debat, hvor deres religion med let hånd bliver beskrevet som antidemokratisk, terroristisk og stridende imod alle gode, danske værdier. De veluddannede, modne og vidende muslimer lader ikke deres overordnede syn på samfundsforholdene i Danmark påvirke af sådanne ytringer. Men for andre, ikke mindst blandt de unge, bliver det opfattet som en provokation og en fornærmelse.
Det gør det især, fordi denne overordnede fordømmelse meget let kan knyttes direkte til de praktiske erfaringer, de henter i dagligdagen og arbejdslivet. Talrige er historierne om unge borgere, der har både de formelle og de reelle kvalifikationer i orden, men som ikke kan få et job, fordi deres etniske baggrund er en anden end gammeldansk. Sådanne oplevelser er mere end velegnede til at radikalisere den enkelte og gøre ham mere lydhør over for de mere ekstreme budskaber.

Der kan næppe være tvivl om, at den officielle danske udlændingepolitik i de senere år har været med til at styrke denne tendens. Det er i indvandrer- og flygtningekredse, konsekvenserne for alvor bliver omsat til personlige tragedier. Ægtefæller bliver adskilt. Mennesker bliver sendt ud af Danmark, men ikke tilbage til deres oprindelige land, da det ganske enkelt vil være for farligt. Unge kan ikke gifte sig, fordi der gælder en særlig regel for dem, der ikke er kernedanske.
Inden han gik til møde på Marienborg, sagde Muharrem Aydas, at der ikke er noget bevis for, at den såkaldte 24-års-regel har ført til færre tvangsægteskaber. Derimod har den resulteret i en begrænsning af indvandringen til Danmark. Og det var det, de ansvarlige politikere skulle have mod til at sige.
Tvangsægteskaber – såvel som arrangerede ægteskaber – har intet med specifikke religioner at gøre. De var også vidt udbredte i den kristne kultur indtil omkring midten af 1800-tallet. Når de i form af det arrangerede ægteskab er svundet ind til at være et fænomen, der kun kendes i få, men velstående kredse i det danske samfund, skyldes det ikke nogen politisk beslutning, men derimod en holdningsændring. Det kan være værd at holde sig for øje i debatten om integration.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her