Læsetid: 2 min.

Det norske stjernefrø

Underholdende bog om skakfænomenet Magnus Carlsen
14. december 2004

Skak
Hvis man ellers kan affinde sig med, at forlaget New in Chess blandt alle tænkelige titler har valgt det ikke just smagfulde Wonderboy, er der megen god underholdning og endnu mere seværdig skak at hente i den nye bog om Magnus Carlsen, der fik et brag af et gennembrud i 2004, og netop nu er en af 10 kandidater til titlen årets navn i den norske avis Verdens Gang. Sammen med bl.a. politikeren Dagfinn Høybråten, Prinsesse Ingrid Alexandra, sangeren Kurt Nilsen og OL-guldvinderen i spydkast, Andreas Thorkildsen.

Skomagermat
Wonderboy er skrevet af Magnus’ træner Simen Agdestein, den førende norske stormester, der i løbet af året har måttet opleve sin protegé nå op på sit eget niveau i spillestyrke, sådan at elev og lærer - i den rækkefølge! - udgjorde Norges to spidsbrætter ved skak-OL på Mallorca. Og vi bliver endnu engang mindet om, at Magnus bestemt ikke var noget vidunderbarn, da han i en alder af 8 år stadig lod sig sætte skomagermat (1.e4 e5 2.Lc4 Sc6 3.Dh5 Sf6 4.Dxf7+ og mat). Men så begyndte der at ske ting og sager, og inden Magnus var fyldt 12, kunne han præstere følgende i en holdkamp, hvor han havde hvid mod en vis Tor Guldbrandsen (med cirka 2000 i rating): 1.e4 e6 2.d4 d5 3.Sd2 Sf6 4.e5 Sfd7 5.Sgf3 c5 6.c3 Sc6 7.Ld3 Db6 8.0–0 cxd4 9.cxd4 Sxd4 10.Sxd4 Dxd4 11.Sf3 ...
Hvid har givet en bonde for at opnå et vist initiativ, og sort, der ellers kender denne variant udmærket, bliver sorgløs om nogle træk:11. - Db6 12.Da4 Db4 13.Dc2 Dc5 14.De2 Le7 15.Le3 Da5 16.Lg5 Dd8 17.De3 Lxg5? - her havde kort rokade været på sin plads - 18.Sxg5 De7 19.Tac1 h6?
Se diagrammet.
Og så slår den 11-årige til, og han slår sgu hårdt: 20.Dxa7!
Sort er færdig, da 20. - Txa7 21.Txc8+ Dd8 22.Txd8+ Kxd8 23.Sxf7+ naturligvis er håbløst. Guldbrandsen forsøgte i stedet:
20. - Tb8 21.Dxb8 Sxb8 22.Txc8+ Kd7 23.Txh8 - hvid har to tårne og let officer for dronningen, sort kunne roligt have opgivet her - Sc6 24.Sf3 f6 25.Lb5 fxe5 26.Lxc6+ bxc6 27.Sxe5+ Kd6 28.Te1 Kc7 29.g3 Db4 30.Te2 d4 31.Td8 Db5 32.Td7+ Kc8 33.Te4 c5 34.Tf4 Dxd7 35.Sxd7 Kxd7 - og sort opgav. Omsider.
Hvis man står og mangler en julegave til en skakentusiast, kan det sikkert endnu nås ved omgående henvendelse til Dansk Skaksalg (tlf. 63440013).
Bogen, der er righoldig på partistof, diagrammer, fotos etc. (men intet navneregister), koster 210 kr. - og der er helt afgjort rigeligt smæk for skillingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her