Læsetid: 8 min.

De nye: Et borgerligt liberalt oldekolle

Det passer ikke, at der er færre socialdemokrater i Danmark. De tre største partier i Danmark er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, og de er alle socialdemokratiske. Det er bare en falliterklæring for en regering, der brølede op om en kampagne mod konsensuskulturen i velfærdsstaten. Der er gået tre år...
3. december 2004

Det nye hold
Det her samfund er så kollektivistisk og socialdemokratisk, at man ikke bare kan forandre lovene og institutionerne. Der skal noget mere alvorligt til: Det er folkets bevidsthed, der skal forandres. Og det var præcis, hvad Anders Fogh Rasmussen gik i gang med, da han var blevet statsminister. For som han sagde i 2003:
»Vi starter med at forberede reformerne gennem en debat om værdier og de fremtidige udformninger, og når tiden så er moden, er der forhåbentligt også skabt et grundlag for at ændre systemet.«
Og som chefredaktør ved Ekstra Bladet Hans Engell udtaler i dag:
»Der er ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen med sin ideologiske tilgang til den danske samfundsudvikling og hans meget stærke modvilje over for Socialdemokratiet og alt, hvad dette parti, fagbevægelsen og kooporationen står for, har følt, at skulle der gennemføres et opgør med de socialdemokratiske værdier, måtte det have et meget målrettet sigte. Og her har der uden tvivl været nogle bastioner, som Fogh, Claus Hjort og andre anså for de vigtigste; nemlig Danmarks Radio og dele af kulturlivet.«

Det er tre år siden, regeringen vandt valget. Og regeringen Fogh Rasmussen har forsøgt at gøre tiden moden. Danmarks Radio er en autoriseret bevidsthedsmaskine i Danmark. Danskerne stoler på TV-Avisen og Profilen og eksperterne, der kommer i studiet og peger på de store sammenhænge. Og de stoler på analyserne i P1 om morgenen og om eftermiddagen.
Så det var klart, at den nye regering måtte gribe ind her. Måtte sparke til de gamle venstreorienterede automater og sætte ind med ny og professionel styring. Klart nok.
Regeringen udpegede en ny bestyrelsesformand:
Øjenlægen og Venstre-manden Jørgen Kleener.
Og forhenværende chefredaktør og kandidat for Venstre til Europa-Parlamentet Karsten Madsen blev valgt ind i bestyrelsen. For det var jo helt skandaløst, at der ifølge Madsen kunne være »hele syv redaktører fra Dagbladet Information som faste kommentatorer« på Orientering på P1.
Kulturministeren udpegede også den borgerlige forfatter Rolf Bagger, der for den store offentlighed er mere kendt som ’borgerlig’ end som ’forfatter’.
Det her var en bevidsthedskamp og der skulle renses ud. Nogle af de nye og offensive bestyrelsesmedlemmer gjorde det hurtigt klart, at sådan en som Mellemøsten-korrespondenten Ole Sippel var alt for anti-israelsk. Og denne Kjeld Koplev, der samtaler længe og langsomt i Koplevs Krydsfelt, skulle heller ikke vide sig sikker. Det kan være svært at glemme, at Koplev jo var kommunist engang. Der skulle ryddes op. Det skulle være slut med slendrian.
Som forfatteren Rolf Bagger dengang sagde:
»DR er et barn af det 20. århundredes ideologi, den er skabt af arbejderbevægelsen og højskolebevægelsen i fællesskab – i deres billede. Derfor er det blevet en naturlig del af DR’s selvforståelse, at man betragter õõ
õõ sig selv som progressiv i forhold til et reaktionært borgerligt samfund.«
Men de praktiserende kunstnere skaber også bevidsthed. De bringer noget ind i folks hoveder, der ikke var der før. Så kunst er vigtig. Især hvis man vil af-socialdemokratisere en hel befolkning. Så kulturministeren udnævnte en rigtig anti-venstreorienteret forfatter ved navn Claes Kastholm Hansen til ledelsen af Kunstrådet og til formand for litteraturudvalget.
Berlingske Tidende brugte en leder på at hylde Kastholm, som også er på avisens egen lønningsliste som meningsmager. Denne borgerlige avis kunne straks iagttage, at venstrefløjen, dette selvbestaltede politbureau i det danske åndsliv, var bange for Kastholm:
»Det er klart, hvad man frygter: at den borgerlige regering med denne udnævnelse ønsker at teste en hidtil urørt bastion i dansk åndsliv, nemlig den kunstneriske nomenklaturas ret til aldrig at blive modsat eller kigget efter. Ikke engang på det område af så oplagt offentlig interesse som fordelingen af skattefinansierede legater. Men dansk kulturliv skal ud af puppen, hvis det for alvor skal ud at flyve.«

Det er lykkedes regeringen Fogh Rasmussen at skabe larm og ballade. Og vælte en generaldirektør i Danmarks Radio. Men dette blev foretaget så dilettantisk og pinligt, at bestyrelsesformanden ved samme lejlighed væltede sig selv. Borgerlige bestyrelsesmedlemmer som Karsten Madsen har blameret sig selv og regeringen så spektakulært, at Venstres politiske ordfører Jens Rohde kaldte affæren i DR for »både uklædelig og amatøragtig«.
Det lignede ikke et attentat mod en hidtil urørt bastion i dansk åndsliv, da Anders Fogh i starten af året inviterede danske forfattere til samtaler på Marienborg. Og nu er Claes Kastholm snart væk fra Kunstfonden, regeringens bestyrelsesformænd i både DR og TV 2 er gået. Og Anders Fogh Rasmussen lyder ikke som en mand, der vil forandre vores bevidsthed længere.
Den borgerlige kommentator Morten Albæk ser ikke de borgerlige folkepædagoger som helte:
»Det var et ugennemtænkt projekt drevet frem af et borgerligt liberalt intellektuelt ollekolle. Deres retorik var inficeret af smålighed og hævntørst og en pubertær glæde ved endelig, langt om længe at kunne placere sig i magtens inderste inferno og få magt, som de efter deres egen overbevisning gennem årtier har haft agt.«
De borgerlige aktører i kulturlivet kunne ikke tænke noget nyt. De havde hverken nye tanker eller visioner. Der var lidt personforfølgelse og nogle tabererindringer. Men i det store perspektiv tænkte de selv som de socialdemokrater, de skulle gøre op med. Og som i det store perspektiv virkede forbløffende tilfredse med det danske samfund.
Som Hans Engell påpeger:
»Regeringen havde ikke selv ret meget konstruktivt at byde på. Spørgsmålet meldte sig: Hvad er det egentlig, der skal ændres? Holdningerne må lægges om – men i hvilken retning og hvorfor? Privatiseringen af TV2 har et ideologisk udgangspunkt – men hvad er derudover egentlig regeringens kulturpolitiske målsætninger? Vi ved, at det nu skal være fradragsberettiget at få malet fine billeder til virksomhederne og andre lidt spredte kultur- og holdningsmæssige projekter, men den store plan har vi ikke set konturerne af.«

Faktisk stod Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, ganske alene på privatiseringens ideologiske grundlag. Det tog mere end ét kompromis og to år for Rohde at overbevise det socialdemokratiske flertal i Venstres gruppeværelse om, at det var en god ide. Og derfor sælger staten nu mindre end totredjedele af TV 2.
Godt nok ventilerede Claes Kastholm en principiel mistillid til ’staten’. En ide om, at menneskene ville få mere frihed, hvis staten blev mindre.
Men det er jo ikke nogen ny tanke. Og det er jo ikke uden grund, at statsminister Rasmussen selv har opgivet denne utopi. For drømmen om den lille stat er en utopi. En gammel utopi.
»Summa Summarum.«, siger Morten Albæk:
»Statsministeren og regeringen udliciterede ansvaret for et nødvendigt og gennemgribende opgør med sædvanlig betonsocialdemokratisk praksis på det medie- og kulturpolitiske område til en forsamling fossiler uden evnen til at tænke og formidle et sagligt alternativ til den konsensusorienterede socialdemokratiske bevidsthedskultur. Et alternativ, vi har et skrigende behov for at få formuleret.«
Men som samfundsforskeren Johannes Andersen pointerer: Regeringen forsøger ikke længere at forandre samfundet. Nu vil de overbevise om, at de er bedst til at administrere samfundet. De er bedst til at dreje på knapperne og overvåge driften og administrere Danmark som en stor husholdning:
»Regeringen vil meget gerne fremstå som den bedste regering, altså den der er bedst til at få tingene til at fungere. At få tingene til at blive gennemført,« siger Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
»Derfor er regeringens målestok for egen succes ikke, hvad den gerne vil gennemføre i fremtiden, men hvordan den har været i stand til at administrere tingene her og nu.«
Regeringen stiller sig ikke længere op med planer for fremtiden. Den holder sit cv op foran sig som dokumentation: Vi får tingene gjort. Og mens kulturpolitikere, forfattere og intellektuelle er gode til at tale om udsigten til fremtiden, er de ikke så gode til evaluere skattestop og påpege fordele ved strukturreformen.

Bjørn Lomborg har også været en aktør. Han lærte danske politikere at sige mest velfærd for pengene, mest service for pengene, mest ældrepleje for pengene. Han har ikke opfundet costbenefitanalysen som politisk instrument. Men han har gjort den til en stærk ideologi.
Måske har kulturpolitikerne ikke forandret noget, men Bjørn Lomborg har etableret en ny retorik.
Som Johannes Andersen siger:
»De kæmper på hver deres fronter, men Bjørn Lomborgs strategi passer bedst med regeringens generelle ønske om at fremstå som handlekraftig, med et individuelt islæt. Det er jo netop det, der signaleres med ’noget for noget’. De andre fungerer mere som mulige offensive brikker i opgøret med den socialdemokratiske konsensus-kulturpolitik, hvis det er det, der skal bruges. Det er det ikke lige nu, men det kan være senere.«
Hans Engell vurderer, at de konservative har stukket piben ind.
»Brian Mikkelsen fokuserer i dag mere på breddeidræt end udfordringer for den smalle finkultur. Også Venstre har droslet ned, efter man har fundet ud af, at første del af kulturkampen var en tabersag. Så meget en tabersag, at det pludselig var det angrebne kulturliv – sågar kulturradikalismen – som var ved at vinde slaget med udfordrende krav til regeringen om at lægge flere kort på bordet.«
Det ville ikke undre Hans Engel, hvis regeringspartierne gav kulturfolket det, de gerne vil have. Hvis de gav efter uden, at det kostede særlig meget:
»Man kan sagtens forestille sig, at en del af de forslag, kunsterne selv er kommet med – fjernelse af bogmoms, yderligere støtte til det eksperimenterende og fornyende, endnu mere støtte til det decentrale kulturarbejde osv. vil være elementer i det kommende regeringsgrundlag.«

Den nye profil i regeringen er ikke drevet af hævntørst og had til socialdemokratismen. Hun ligner nærmest en kulturradikal, hun hedder Connie Hedegaard og er uddannet i Litteaturvidenskab ved Københavns Universitet.
»Der eksisterede for årtier tilbage to politiske arketyper: Den konservative borgerlige og den venstreorienterede kulturradikale,« siger Morten Albæk.
»Jeg mener, at vi nu står med to nye arketyper nemlig den konservative venstreorienterede og den borgerlige kulturradikale – og for mig står Connie Hedegaard som personificeringen af sidstnævnte. Intellektuel, socialt indigneret og med et stærkt udsyn mod en større verden, men sidst men ikke mindst svoren tilhænger af velfærdsreformer.«
Anders Fogh Rasmussen ligner nu ifølge Albæk en Lykketoft – uden skæg. Han fejrer de 14.000 nye ansættelser i den offentlige sektor som en politisk præstation. Men det er nok nærmest en ideologisk falliterklæring:
»Der er tegn i sol, måne og stjerner på, at statsministeren har afblæst det uundværlige angreb på den forbrugerisme, som præger vores omgang med det offentlige og den ansvarsløshed, som følger med klientgørelsen af borgeren. Han har simpelthen konkluderet, at det reelt er umuligt at besejre den konsensusorienterede socialdemokratiske bevidsthedskultur.«
»De, der siger, at der er blevet færre socialdemokrater blandt vælgerne, taler imod bedre vidende. Der har aldrig været flere – de fordeler sig bare på tre partier Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Og statsministerens held er, at han fornuværende er langt den mest visionære socialdemokrat, vi har.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu