Læsetid: 2 min.

Oceaner af lidelse

30. december 2004

Virkningerne af tsunami-katastrofen i Den Bengalske Bugt overgår for længst den menneskelige fatteevne. Antallet af dødsofre er hver dag blevet mere end fordoblet, og de sorte avisoverskrifter taler snart om sekscifrede tal. Billeder af døde, savnede og søgende, af lidelse og elendighed giver indblik i et helvede, som ingen i sine værste mareridt kunne have forestillet sig.
I alt 10 lande blev ramt, og ikke siden Anden Verdenskrigs slutning har de politiske ledere – og det internationale samfund – stået over for en lignende udfordring. En total mangel på katastrofeberedskab forværrer naturligvis den hel usandsynlige tilintetgørelse, som monsterbølgerne forvoldte.
Med elementær sund fornuft fra myndighedernes side kunne mange liv have været reddet. Jordskælvet var af en sådan størrelsesorden, at det er udelukket at skyde skylden for ikke at have slået tsunamialarm på utilstrækkelig teknologi. Den debat foregår nu i flere lande og vil utvivlsomt intensiveres.

Dog overskygges den problematik af påtrængende konkrete spørgsmål, som gælder overlevelse og hjemløshed – dvs. hjælpeindsats og genopbygning.
Forudsætningerne er dystre. To af de hårdest ramte områder – Sri Lankas østkyst og Aceh-provinsen på Sumatras nordspids – har i årevis været konfliktzoner. Og Burma fremstår om muligt som en endnu sortere afgrund end før. Juntaen har hidtil blot rapporteret, at et jordskælv har fundet sted, og at nabolandene har lidt enorme tab af menneskeliv, mens man selv kun har lidt 34 dødsofre.
FN og den vestlige verden har indledt en hjælpeaktion, men Jan Egeland, chef for UNOCHA, som koordinerer indsatsen, har allerede udtrykt irritation over, at de rige lande er blevet mindre imødekommende i takt med deres egen velstandsforøgelse.
Hertil kommer andre problemer. Både Sri Lankas tamilområder og Aceh har ’ligget brak’ i årtier. Ingen investeringer er foretaget, og manglen på infrastruktur er blevet permanent. Korruptionen er en indgroet del af systemet, og den politiske dialog har i begge tilfælde i over et år befundet sig i et dødvande.

Indonesiens nye præsident Susilo har lovet at åbne det lukkede Aceh for international hjælp, men tre døgn efter katastrofen var der endnu intet sket. Behovene er enorme, og hver times forsinkelse øger risici for koleraepidemier og sult. Også udenlandske medier holdes borte fra katastrofeområdet, og de forhåbninger om politiske fremskridt, som den gensidige våbenhvile udløste, er for længst på vej til at styrte i grus.
I Sri Lanka er den etniske konflikt fortsat betændt, og Colombos bekymringer for, at tamilguerillaen LTTE kan tænkes at anvende nødhjælp til våbenindkøb vil givet forsinke hjælpeindsatsen i flere områder. En uforholdsmæssig stor del af hjælpen forventes at havne på sydkysten og dermed blive forbeholdt den derboende ramte singalesiske befolkning.
I Indien falder ansvaret tungt på Tamil Nadus lokale og inkompetente despot, den tidligere skuespillerinde Jayalitha, mens Thailands modstykke, den populistiske ministerpræsident Thaksin, risikerer at måtte betale prisen ved valget til februar.

BG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her