Læsetid: 4 min.

Odense, Bogense, Middelfart…

I Martin A. Hansens ’Løgneren’ har læreren den bedste stund med børnene, når han fortæller frit fra hylden. Derfor: Til kamp mod testeriet
16. december 2004

KOMMENTAR
Jeg seer med gru på Døgnets Skolefart
Til Gravens Mulm et Væddeløb med Døden;
Jeg seer med Vemod på deGutter smaa,
Hvis Kinder gløde og hvis Øine tindre,
Thi også de skal brat i Skolegaae,
Og immer, mens de voxe, blive mindre!

Ja, sådan skrev Grundtvig i 1839 i et åbent brev til sine børn. Han var bekymret over terperi og tidens målen og vejen, som blot ’dødede’ børn: Det bør undervisningsminister Tørnæs notere sig, når hun ønsker ’testeri’.
Tanken skal skydes ned, for den er umenneskelig, og det skal siges, også selv om Venstre førhen dog har formået at anholde den konservative tanke om en ’nationaltest’: Tørnæs svigter sit liberale frihedssyn – i al fald det, som er bundet til et grundtvigsk frihedssyn. Måske det er et problem, at vi lever i et grundtvigsk samfund. Altså har friheden til at virke for det enkelte menneskes uomtvistelige frihed i fællesskabet – og i det opdrage til selvsamme. For måske kunne kritikken have ret i – den kritik, som vil ’testeriet’ – at friheden til at undervise er blevet for stor… eller hvad?
En frihed, der i mange år har bevæget folkeskolen mod et eksperimenterende fremtidsværksted, hvor utopien er den, at barnet skal kvalificere sig til at være voksen. Så hellere da lade barnet hvile i sig selv, og lade det have den glæde at kunne købstæderne på Fyn: Bogense, Kerteminde, Nyborg, Svendborg, Fåborg, Assens og Middelfart.

Naturligvis har Fogh ret
Det er i det mindste almen dannende og viser hen mod, at lærdom ikke er din egen opfindelse. Den kommer udefra, og det er et befriende faktum – ikke mindst for et barn: Det skal bekymre sig om selv at skulle indoptage al lærdommen, men har lærere, der tager ansvaret herfor. For naturligvis havde statsminister Fogh ret, da han i åbningstalen i 2002 lidt spagt slog til lyd for en skolekamp: Der er for meget ukvalificeret eftersnak, hvor børn lirer de rigtige holdninger af for så at blive fri for utidige, frittende og moraliserende spørgsmål. Men den almene dannelse! Ja, den bliver især befriende, fordi der er poesi i at lære sig almen dannelse. F.eks. foregår der en gratis indlæring under en morgensang: Barnet terper ikke, men hører med sit øre og synger af hjertensfryd vers efter vers, ja, lærer det danske sprog, så det oven i købet for nemmere ved at lære at læse: Sangen er den lige vej til forstanden! Således også Fyns købstæder og Danmarkshistorien, og lad det så være børnenes egen sag, om de så kan bruge det til noget. Og kald det bare paratviden, for bare man bliver befriet for pædagogisk sniksnak om, at barnet i en emneuge om kinesisk pindemad og siden én om danske bronzealdergravhøje bliver omstillingsparat. Ja, omstillingsparat til hvad? Til at hoppe mellem A.P. Møllers oversøiske forretninger i Singapore og Venezuela… eller hvad? Et barn er ikke nogen funktion, der skal indgå i en samfundsfunktion, og i det skal være et projekt for en formåls- og strukturelbestemt undervisning. Det går i skole, fordi skolen er et vegeterende fristed, hvor det med sine evner og trang lærer for sin egen skyld: Og så dannes barnet i og til klassens fællesskab, hvor det selvfølgelig må tage hensyn. For uanset hvad, så skal undervisningen også være det sted, hvor barnet i klassens fællesskab lærer sig, hvor forskellige vi er: Både i det ene og andet – også i evnen og trangen til at indoptage og deri selektere paratviden som almen dannelse.

Evalueringssvineri
Og da jeg tror, at lærerne vil åndsfriheden og ikke ønsker at slippe for at tage ansvaret for undervisningen ved at tilslutte sig ’testeriet’, så kan de sagtens påtage sig at undervise uden at måle børn. Ja, jeg håber, at de påskønner friheden hertil, for den fribårne lærer er det eneste, der dur i et grundtvigsk land: Læs blot om Jacob Knudsens fribårne lærer, som han optræder som åndelig frigjort og selvstændig tænkende Lærer Urup. I al fald har læreren Johannes i Martin A. Hansens Løgneren den bedste stund med børnene, når han fortæller om ting fra hylden, og heri lader den almene dannelse arbejde. Tænk sig, om vi forældre alle var enige om, at vi ville overlade lærerne det enestående at præge vores børn åndeligt – også så de redder noget almen dannelse i land. Men altså! Man bør undre sig over, hvad der får begavede voksne mennesker til at afkræve en test af små uskyldige mennesker. Vi skal ikke have evalueringssvineriet udvidet i formålsløse og undertrykkende testkommissioner. Og vi gider heller ikke mere høre på, at barnet er et fremtidsprojekt – slet ikke på alle de bedrevidende utopier.

Kristian Massey Møller er historiker og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu