Læsetid: 3 min.

Øystein Rottem 1946-2004

Den norske litteraturforsker og -kritiker er død
14. december 2004

Nekrolog
Det var et af de højeste træer i skoven, der faldt sidste søndag, da Øystein Rottem, norsk litteraturforsker og -kritiker, døde i København. Som anmelder, underviser, foredragsholder, formidler, skribent satte han gennem hen ved 30 år afgørende præg på aktuel litterær debat, og utallige er de avisholdere, studerende og kolleger, som har mødt hans smittende entusiasme og nydt godt af hans kyndige, sikre historiske overblik. Nu, hvor han er borte, fældet af en særlig ondartet kræft, løber hovedet fuldt af situationer, hvor han var prægnant til stede, med eller uden snadde, men som regel ivrigt snakkende og fuld af overgivent humør: en forårsaften i Münchens centrum, hvor vi gennem en lidt lang dag havde draget paralleller mellem 18- og 1990’ernes norske og danske litteratur og Øystein insisterede på Schweinshaxe, som kom ind i halvandetkilostore, fedtdrivende portioner, heldigvis ledsaget af velvoksne kander med det lokale bryg; eller en sommernat i en sauna i det østligste Finland, hvor øllet mirakuløst slap op og vi måtte slukke tørsten i whisky fra Hebriderne; eller den frokost, hvor man op til hans kommende bog skulle pumpes for silde- og snapse-citater fra den nationale kanon.

Imod principrytteri
Øystein Rottem var trønder, født i 1946 og blev cand. philol. fra Universitet i Oslo 1976. Efter nogle år ved universitetet i Tromsø kom han i 1985 til København som norsk lektor ved universitetet. Her stiftede han for anden gang familie, og herfra drev han efter sin fratræden i 1991 sin ofte omfattende skribent- og foredragsvirksomhed, men bevarede til det sidste sin tilknytning til Dagbladet, hvor han i 20 år fungerede som en dybt engageret og højt respekteret anmelder af ny norsk digtning.
De første bøger, han skrev og redigerede, handlede om mastodonten Hamsun. Senere kom biografien om Sigurd Hoel, tre solide bind norsk litteraturhistorie ført op til skrivende stund og artikelsamlinger som Fantasiens tiår (1990) og Lystlesninger (1996), den ene pendlende fra realisme til modernisme, den anden balancerende mellem det objektive og det subjektive, med særlig fokus på kønsidentiteten som tema. I midten af 1990’erne lagde Øystein an til en stor og helst definitiv Hamsun-biografi, men endte med at lægge projektet fra sig efter udgivelsen i 1996 af Hamsuns liv i bilder. Da stoffet toges op igen, fik det monografiens form, med Hamsun og fantasiens triumf (2002), men der blev også tid til at forske i så forskellige fænomener som Hurtigruta (2002), tyve klassiske københavnske frokostrestauranter (se Sild & snaps, 2003) og spisestederne i Tivoli. Anmelderen Øystein vendte sig pr. princip imod principrytteri. Det gjorde, at der altid blev god plads til begejstring, når denne vel at mærke var på sin plads og der ikke skulle fældes en sønderlemmende dom af den type, han skam heller ikke holdt sig for fin til. En anmeldelse bør, svarede han i sommer i årbogen Nordisk Litteratur, gerne »indeholde præsentation, fortolkning, vurdering, indplacering i forfatterskabet eller en litteraturhistorisk sammenhæng osv. Men lige så vigtigt er det, at den har et fokus, en vinkling, en personlig tilnærmelse.« Selv levede Øystein smukt op til dette skriveideal, og allermest fornøjet blev han efter de anmeldelser, som medførte, at bøger af mindre kendte forfattere fik et større salg, end nogen havde turdet regne med.
I denne som i alle sine andre roller og funktioner vil han blive savnet. For sit mod, for sin evne til at glædes og for den mildhed, hvormed han gav af sit overskud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu