Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - FILM

10. december 2004


Val Kilmer på dvd
Val Kilmer er i vælten, både i biografen i Alexander og på dvd i David Mamets udmærkede Spartan og Renny Harlins mislykkede Mindhunters. I begge film spiller han special agent og hård hund af den slags, der skaffer oplysninger, ingen andre kan skaffe. Mamet er kendt for sine labyrintiske historier, og Spartan er ingen undtagelse: Præsidentens datter forsvinder og erklæres hurtigt død, lidt for hurtigt. Kilmer iværksætter sin egen undersøgelse, der fører ham til Mellemøsten og en organisation, som importerer hvide kvinder. Mamet er ingen actioninstruktør, og det er Spartans største problem, fordi den vil være mere end en thriller. Den lever alligevel højt på hans cirklende dialoger og tilknappede karakterer og en tilbageholdende præstation af Kilmer. Harlin kan godt instruere action. Problemet er, at Mindhunters er baseret på et utroværdigt og uoriginalt manuskript. Det begynder ellers lovende med Kilmer, der sender en håndfuld wanna be FBI-profilers til en øde ø for at løse en art eksamens-opgave. Og så forsvinder han ellers ud af filmen, mens det går op hans elever, at der er en rigtig morder på øen, og publikum må sande, at handlingen kun er et påskud for, at Harlin kan skaffe sig af med de studerende en efter en på blodig og opfindsom vis. Kedeligt i længden. CMC

*Spartan. Instr. & manus.: David Mamet. Mindhunters. Instr.: Renny Harlin. Manus.: Wayne Kramer og Kevin Brodbin. Region 2. Nordisk

Drengen og jernkæmpen
Takket være hans anden film, den computeranimerede De Utrolige, har verden fået øjnene op for Brad Birds store talent. Men faktisk havde hans debutfilm, Drengen og jernkæmpen, fortjent et lige så stort publikum. Filmen, der næsten egenhændigt lagde Warners animationsafdeling i graven, fordi ingen gad se den, er en perle af en dannelsesfortælling. Den foregår i 50’erne, hvor kommunistforskrækkelsen er på sit højeste. En ung dreng knytter et tæt venskab med en robot fra det ydre rum, mens myndighederne leder efter robotten, som de er overbevist om er fjendtlig. I modsætning til så mange andre animationsfilm er Drengen og jernkæmpen ikke bange for at udfordre sit publikum. Den handler bl.a. om venskab og tolerance, og det er ikke svært at se linjen frem til De Utrolige, der tackler nogle af de samme emner på samme ubesværede og overskudsagtige måde. Filmen er udkommet på dvd før, men denne udgave er fyldt med ekstramateriale, der kun øger fornøjelsen af at se den igen. CMC

*Drengen og jernkæmpen. Instruktion og manuskript: Brad Bird. Region 2. Sandrew Metronome

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her